Skip to main content

To regioner omgår kontrol med speciallægeuddannelse

Annonce i Ugeskriftet om speciallægeuddannelse i akutmedicin rejser kritik: Den spiller hasard med unge lægers ansættelser, mener Lægeforeningen.

Formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning Mads Skipper
E-mail: skipper.mads@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

16. sep. 2016
2 min.

I seneste nummer af Ugeskrift for Læger har man kunnet læse en annonce, som opfordrer yngre læger til at søge en stilling i Region Midtjylland, Hospitalsenheden Vest og samtidig få en speciallægeuddannelse i akutmedicin.

Lægeforeningen har tidligere udtrykt bekymring for disse såkaldte speciallægeuddannelser i akutmedicin, der er opstået som paddehatte i Region Midtjylland og Region Sjælland. Det er sket i samarbejde med hospitaler i Sverige, hvor akutmedicin inden for det seneste år er blevet anerkendt som selvstændigt speciale.

Der er tale om en helt bevidst omgåelse af det danske speciallægeuddannelsessystem, og ansættelserne kan have alvorlige følger for den enkelte yngre læges senere muligheder for speciallægeansættelse i Danmark.

De stillinger, som de to regioner opretter, er ikke omfattet af det danske speciallægeuddannelsessystem og er dermed ikke underlagt den kvalitetskontrol, som Sundhedsstyrelsen og videreuddannelsessekretariaterne udøver.

Det er ikke muligt at få vurderet uddannelsesstedet af Sundhedsstyrelsens inspektorordningen. Der er heller ingen formelle krav og godkendelse af målbeskrivelser og uddannelsesprogrammer, og de yngre læger har ikke mulighed for at evaluere deres uddannelsesforløb via evaluer.dk. Dermed mister de muligheden for at orientere videreuddannelsessekretariaterne og -rådene om kvaliteten af deres uddannelse.

Risikoen er, at ansættelserne, som har samme længde som de anerkendte speciallægeuddannelser, altså 4-5 år, viser sig at være spild af tid for den enkelte yngre læge – i hvert fald når det kommer til at opnå dansk speciallægeuddannelse og dermed potentiale til at blive ansat som overlæge i Danmark. De to regioner lover godt nok speciallægelignende forhold efter endte forløb, men dette er alene på tro og love. Lægerne risikerer potentielt at blive stavnsbundet på ansættelsesvilkår, som regionen alene dikterer.

Det vækker dyb undren hos Lægeforeningen, at driftsherrer og politikere i det danske sundhedsvæsen på den måde undergraver det danske speciallægeuddannelsessystem og potentielt spiller hasard med unge lægers fremtidige ansættelsesvilkår.

For god ordens skyld: Lægeforeningen har ikke taget stilling til, om Danmark skal have et akut medicinsk speciale. Vi ser frem til at deltage i den arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, der skal vurdere, om det er en god ide. Der er en mening med, at denne gruppe er nedsat, og det er at få en grundig vurdering af, hvad der er bedst for de akutte patienter. Det bør også Region Midtjylland og Region Sjælland have respekt for.

Læs også artikel:

Strid om akutuddannelse