Akutmodtagelserne er langtfra velfungerende. Anbefalingerne, som Sundhedsministeriet udsendte i sommer, er så forsigtige, at det storstilede 40-milliarders sygehusprojekt langtfra kommer til at indfri forhåbningerne.
Rapporten ”Faglig gennemgang af akutmodtagelserne” ramte både os og medierne i juni i år. Spiren til rapporten blev lagt på Lægemødet 2013, hvor sundhedsministerens forgænger lovede en faglig gennemgang af akutområdet. Resultatet har desværre karakter af en administrativ gennemgang udført af ikkefagfolk, hvor inddragelse af relevante lægefaglige miljøer har begrænset sig til få, uformelle møder og en enkelt rundbordssamtale. Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) sendte få dage efter offentliggørelse af rapporten et åbent brev til sundhedsministeren, fordi både rapport og metode er betænkelige. Hverken spørgsmål om bemanding, fastholdelse eller ensretning besvares sufficient i rapporten – hvilket ellers er omdrejningspunkterne for de problematikker, som rører sig på alle niveauer på akutområdet.
Der er aktuelt ansat mere end 100 speciallæger med direkte tilknytning til en akutafdeling, og man ønsker at kunne rekruttere flere læger. Alligevel er der kun 33, der har opnået fagområdet i akutmedicin, og en del af dem arbejder ikke i en akutafdeling. Hvis hver akutafdeling skal bruge ca. ti speciallæger, vil det på landsplan betyde 210 speciallæger, og det er endda uden det antal, der fortsat må forventes at blive rekrutteret til forskning, ledelse og andre ikkekliniske funktioner.
Ud fra den aktuelle debat kan man få indtryk af, at alle mulige speciallæger skal i front, for at akutafdelingerne skal blive en succes. Speciallægerne i de eksisterende specialer er uddannet – og har den nødvendige erfaring – til at varetage specialiserede funktioner i ambulatorierne, på operationsgangene og på sengeafdelingerne. Vi kan ikke forvente, at de også skal passe en akutafdeling med et turbulent flow af patienter, der fejler alt og intet. Samtidig kan hverken uddannelseskulturen eller fagligheden i akutafdelingerne være tjent med, at gensynet med den enkelte speciallæge kan være sporadisk.
I debatten om forbedringer på akutområdet undviger man, ligesom i den aktuelle rapport, ofte spørgsmålet om et speciale i akutmedicin – selvom specialisering generelt er afgørende for den lægefaglige udvikling. I stedet henvises til Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse og rapporten "Status og perspektivering af speciallægeuddannelsen" (2012). Allerede ved udgivelsen af denne rapport gjorde DASEM opmærksom på, at de data, der ligger til grund for rapporten, var forældede, og at man allerede havde opnået de erfaringer, som rapporten efterlyste. F.eks. opfylder akutmedicin allerede nu de formelle krav, der opstilles til etablering af et speciale i Danmark.
Vi bifalder, at man vil følge op på udviklingen i 2016, men mener samtidig, at der er behov for målrettet national indsats, som allerede bør startes nu. Det er afgørende at få etableret en fælles ”Mester i Modtagelse”, som skal bygge på den brede akutmedicin. Vi skal etablere gode samarbejdsrelationer, så de andre specialister kan blive tilkaldt på de rigtige tidspunkter og få de rigtige patienter indlagt på deres afdeling. Oprettelse af formelle uddannelsesstillinger vil medføre forbedringer allerede fra begyndelsen; dels sikres et stærkt, fagligt rekrutteringsgrundlag, og samtidig styrkes miljøet i akutafdelingen med yngre læger på flere niveauer, som har deres daglige virke i afdelingen.
Vi opfordrer til, at de nødvendige resurser afsættes til fortsat at udvikle velfungerende akutafdelinger. Ikke kun til at bygge nyt og flytte inventar, men også til at udnytte den bedste praksis baseret på erfaringer herhjemme og fra udlandet. Milliarderne vil da mere sandsynligt give afkast: Det nødvendige kvalitetsløft sikres, rekruttering og fastholdelse optimeres, og vi vil opnå mere national ensretning på området via de rette lægefaglige kanaler.
