REPLIK Per Ove Pedersen: Sundhedsministeren tvinger de praktiserende læger til at bryde tavshedspligten

Vedtagelse af sundhedsloven og den nye overenskomst for praktiserende læger viste, at vi som brancheforening (PLO) ikke har megen styrke til at modstå presset udefra. Vi er handlingslammede, da den nuværende organisationsledelse fastholdt troen på, at der er tale om en aftale- og forhandlingssituation med myndighederne – dette på trods af at loven underminerer aftaleretten og tilførsel af de nødvendige økonomiske resurser i forhold til de pålagte opgaver.

At sundhedsministeren finder det nødvendigt med to supplerende bekendtgørelser med stramninger i form af øget kontrol og bødestraf, vækker undren. Ministeren afskaffer i den ene med ét trylleslag lægemanglen ved at pålægge os at åbne dørene for patienter uden læge. Sympatisk at ville sikre, at alle patienter har en læge, men uden hensyn til den forudgående arbejdsbelastning hos de læger, der allerede er hårdt spændt for i netop de yderområder, hvor der er lægemangel. Og uden hensyn til de patienter, der måske får dårligere behandling grundet udbrændte, stressede læger.

Sundhedsministeren gør i sin anden betænkning dele af Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD) med diagnosekoder tilgængelig for Statens Serum Institut (SSI) og derigennem for forskning og muligvis på sigt industri, kommunale sagsbehandlere etc. PLO og DAK-e (det styrende organ for DAMD) har indtil nu kæmpet hårdt for, at data ikke identificerbart skulle videre til SSI. De nye stramninger truer vores datas validitet og fortroligheden mellem læge og patient.

Patientens samtykke?

Hvordan forholder det sig med patienternes samtykke og brud på tavshedspligten, når lægen tvinges til at aflevere patienters data? Patienten skal kvittere med positivt samtykke, hvis vedkommende vil ind på laboratorieportalen, men bliver ikke spurgt, når personlige sundhedsdata og diagnoser sendes videre til en central datasilo. Fortroligheden i det lukkede rum mellem læge og patient kompromitteres, da tredjemand i fremtiden "lytter med".

Iht. L227 (nye sundhedslov for almen praksis) er det besluttet, at almen praksis skal levere data fra otte specifikke kroniske sygdomme til Danske Regioner og videre til SSI. Ikke som kontrolforanstaltning (forlød det), men som led i at højne standarden i almen praksis og ensarte lægekvaliteten fra Skagen til Gedser.

Kort efter vedtagelsen af L227 nedsatte daværende sundhedsminister Astrid Krag dog STARS-udvalget med beskrivelsen: "Det nye udvalg skal bl.a. inddrages i udrulningen af vækstplanens initiativer, være med til at udvikle en national strategi for adgang til sundhedsdata og etablere én effektiv indgang til nationale sundhedsdata, som gør det nemmere for forskere fra offentlige forskningsinstitutioner og private virksomheder at omsætte de mange statistiske oplysninger til forskningsresultater og i sidste ende nye og forbedrede behandlingsmuligheder".

Man må mistænke, at en af baggrundene for gennemførelse af et lovindgreb mod almen praksis var at få adgang til data fra almen praksis. Det var ikke lykkedes gennem forhandling at få lægerne til at opgive tavshedspligten. Lovgivning var eneste mulighed for at tvinge private virksomheder til at aflevere data, og allerede siden 2010 har man forberedt loven mod almen praksis – og de til sundhedsloven nye gældende bekendtgørelser.

Er vi som ansvarlige læger ikke nået til en skillevej? Har vi som læger ikke pligt til at råbe op, hvis udviklingen medfører dårligere patientbehandling, overbehandling, brud på tavshedspligt og kompromittering af individets datasikkerhed?

Vi må overveje i lyset af loven og de nye bekendtgørelser at afgøre, om vi vil gå ned ad kontrol- og sanktions vejen, eller om vi atter må tage diskussionen om at bevare selvstændigheden og retten til at fortsat at behandle patienterne ansvarligt – og i det fortrolige rum.