REPLIK Ynse de Boer: Vi kan ikke undvære kvantitative data om vores praksis

Kvalitetssikring og -udvikling er en integreret del af vores arbejde i almen praksis. Derfor har vi har brug for valide data om vores gøren og laden. Datafangst giver os uundværlige – og aktuelle – informationer om vigtige kliniske områder af vores arbejde. Den bekendtgørelse om dataoverførsel, der aktuelt er i høring, kan give bekymringer om, at kvalitetsdata vil kunne misbruges til kontrolformål. Dette må vi bekæmpe. Men bekymringer om, at det vil kunne ske, er ikke en god grund til at forringe almen praksis kvalitetsdata nu.

Det er ikke let at beskrive, hvad god almen medicinsk kvalitet er, da vores fag har mange dimensioner. Nogle kan forholdsvis let kvantificeres, mens andre nærmest er umålelige. Vi har f.eks. ikke gode redskaber til at objektivere centrale dimensioner som tillid og empati. Kvalitetsdata i Den almen medicinske kvalitetsdatabase (DAMD) afspejler således kun en del af den almen medicinske kvalitet. Vi kan efter min mening ikke undvære disse informationer, selvom de ikke viser alle aspekter af en behandling.

Vedvarende reflektion

På mange områder findes ikke én rigtig måde at behandle en patient på, og vi er derfor hele tiden nødt til at skønne og, sammen med patienten, finde frem til den løsning, som vurderes at være mest hensigtsmæssig i den konkrete situation. Men vi ved ikke, om der kunne være en endnu bedre løsning. Vi må derfor vedvarende reflektere over vores arbejde. Da der ofte ikke kan findes facit i lærebøger eller anden videnskabelig litteratur, må vi søge viden hos vores kolleger. Det kræver, at vi ved, hvordan de gør. Datafangst og DAK-E-rapporter byder her ind med data om centrale dele af det kliniske område.

I forbindelse med den igangværende høring om den nye bekendtgørelse om data er datadeling via DAK-E og DAMD problematiseret. Det er foreslået at bruge uspecifikke diagnoser, afinstallere datafangst, og lignende. Det vil udhule værdien af informationerne i DAMD, og derved alt andet lige svække mulighed for faglig udvikling, både for en selv og ens kolleger.

Patienter skal kunne sige nej

Det er anført, at tavshedspligten brydes ved implementering af bekendtgørelsen. Ifølge bekendtgørelsen må de data, der skal overføres til regionen ikke være personhenførbare. De informationer, der nu igennem nogle år (efter aftale med PLO) via DAMD videregives til P-journalen (ydelseskoder, laboratorieværdier, diagnosekoder og medicin), må kun bruges af andre sundhedsprofessionelle, der har patienten i behandling (som vores opslag i PEM, f.eks.). Det er mit indtryk, at vores patienter alt overvejende synes godt om, at behandlere gensidig er orienteret, en undersøgelse fra The Wellcome Trust i England viser samme. Det kunne være hensigtsmæssigt, at man gav patienter mulighed for at frabede sig datadeling.

Der er elementer i bekendtgørelsen, som skal ændres. Den er uklar på flere punkter, bl.a. i sin formulering om, hvordan data skal indsendes, og hvilke data der må bruges til forskellige formål som kvalitetssikring og kontrol. Blandt evalueringsforskere er der bred enighed om, at data skal indsamles til det formål, de skal bruges til. Når man blander flere formål sammen, vil det medføre ubrugelige informationer. Der skal derfor arbejdes hårdt for, at kvalitetsdata ikke anvendes til kontrol og slet ikke en kontrol, der kan medføre sanktioner. Bekendtgørelsen bør justeres på dette punkt, og jeg er sikker på, at det vil fremgå af både PLO’s og DSAM’s høringssvar.

Meget at miste

Potentielle risici vedrørende f.eks. (mis)brug af kvalitetsdata til sanktioner, brud på fortrolighed mv. må vi påpege og bekæmpe med saglige argumenter. Først når det viser sig, at man ikke kan eller vil rette uhensigtsmæssig brug af data, må det overvejes at bruge defensive tiltag. Vi må værne om de informationer, vi får fra datafangst og i DAK-E-rapporter. Der er ikke mange andre kvalitetsdatabaser, der giver så omfangsrige og aktuelle informationer med så lille en indsats. Vi har meget at miste!