Retfærdig krig for frihed og demokrati

Kære Poul Revsbech. Tak for dit svar på mit tidligere indlæg [1, 2], om end vi ikke bliver enige om midlerne til fjernelsen af og årsagen til den nukleare fare. Jeg skrev dog ikke som påstået, at foreningen Danske Læger Mod Kernevåben - vel i dag en ufarlig anakronisme - burde have nedlagt sig selv efter Berlin-murens fald. Foreningen burde aldrig have været grundlagt, og dens virke udgjorde sammen med den øvrige naive fredsbevægelse en risiko i 1980'ernes vesteuropæiske vaklen i Vestens forsvar mod Sovjetimperiets enorme konventionelle og nukleare våbenkapacitet.

Karin Helweg-Larsen, Nils Rosdahl og Ib Bygbjerg synes fortsat at have patent på en forståelse af de potentielle følger af en krig og mener selvovervurderende, at vestlige statsmænd som George W. Bush, Tony Blair - og Anders Fogh Rasmussen - ikke har øje for dette aspekt [3]! Har vi på ny været vidne til en ældre generation af lægers udslip af gedigen antiamerikanisme på det irakiske folks bekostning?

Endelig vil jeg gøre Gert Thomsen opmærksom på, at jeg ikke glemmer eller fortrænger FN's rolle i Afghanistan [4]. USA's befrielse af Afghanistan foregik ikke efter en FN-resolution.

Krigen var sanktioneret af den vestlige forsvarsalliance NATO - historiens mest succesfulde fredsbevarende organisation - efter terrorangrebet den 11. september 2001. FN indtrådte først i konflikten med resolution 1386 af 20. december 2001 efter Talebanregimets fald, hvor man oprettede en impotent fredsbevarende styrke, ISAF.

Hvordan Gert Thomsen kan mene, at FN, som for hovedparten består af diktaturer, kleptokratier, teokratier og familiedynastier, kan opfattes som en specielt bevaringsværdig og demokratisk organisation, er mig en gåde. Bortset fra befrielsen af Sydkorea fra kommunismens trusler - ført med FN-mandat i en periode, hvor Sovjetunionen havde forladt Sikkerhedsrådet - og oprettelsen af et hjemland for det jødiske folk, er rækken af fiaskoer begået i FN's navn endeløs.

Gert Thomsens forsvar af Nordkoreas handlemåde er pinlig, fortjener ikke et svar og burde foranledige en alvorlig selvransagelse [4].

Kære kolleger, jeres holdning før og efter den angelsaksiske verdens befrielse af Iraks befolkning fra Saddam Husseins rædselsregime svarer til manden, der ser naboens datter blive overfaldet, ser bort og tænker: »Godt, det ikke er min datter, det går ud over«. Vågn op, og betragt demokratiets og frihedens udbredelse - om nødvendigt med magtanvendelse over for despoter - som en forpligtelse den frie verden må påtage sig.

Hermed er min deltagelse i debatten afsluttet.