Artiklen ”Hjertestopbehandling af potentielle organdonorer skaber etiske konflikter” gav anledning til intens refleksion ved et møde i Lokal Klinisk Etisk Komite, Aalborg Universitetshospital (LKEK).
Artiklen ”Hjertestopbehandling af potentielle organdonorer skaber etiske konflikter” (Ugeskr Læger 2014;176:V04130234) gav anledning til intens refleksion ved et møde i Lokal Klinisk Etisk Komite, Aalborg Universitetshospital (LKEK). Da artiklen er inspirerende og har et imponerende datagrundlag samt konkluderer, at beslutninger om hjertestopbehandling af organdonorer ikke er et sort-hvidt valg, fik vi lyst til at kommentere debatoplægget.
Der er tale om et område af klinisk praksis, hvor man som fagprofessionel meget let argumenterer ud fra egne overbevisninger om, hvad der principielt er rigtigt eller forkert. Det oplevede vi også ved refleksionen i komiteen, men vi fandt frem til, at det er væsentligt at gøre sig klart, at udgangspunktet ikke er personalets holdninger til emnet, men familiens og ikke mindst den tidligere patients holdning. Det overses let, da man i drøftelsen bliver engageret og dermed lægger sin egen forståelsesramme ind. Vi var i komiteen enige om, at egen forståelse skulle holdes i baggrunden. Det skal være præmisserne for beslutningen om at donere organer til et andet menneske, der skal være baggrunden for, om hjertestopbehandling kan indledes eller ikke:
- Har den pågældende i længere tid ønsket at give sine organer bort, hvis situationen opstod, således at ønsket er indgivet under afklarede forhold?
- Eller er der tale om en tilladelse, der er afgivet efter svære og vaklende overvejelser enten af den tidligere patient eller af dennes pårørende, således at ønsket måske er omgærdet af usikkerhed eller ikke er så intenst?
I artiklen konkluderes, at valget sjældent er sort-hvidt. I forhold til konflikten mellem at lade det behandlende personales tvivl og værdier spille en legitim rolle i situationen og at forsøge at ensrette praksis gennem kontrolleret sprogbrug og klare retningslinjer, finder LKEK som sagt, at det må være præmisserne for beslutningen om organdonation, der bør være det centrale udgangspunkt for videre handling. Udgangspunktet, formoder vi, kan være retningsgivende for, hvorvidt hjertestopbehandling vil være acceptabel at indlede, således at organdonationen forbliver mulig.
Der kan derfor efter LKEK´s mening godt udfærdiges retningslinjer, der beskriver områdets kompleksitet og dermed medvirker til reflekterede overvejelser, som kan være udslagsgivende for beslutninger taget før, at et hjertestop eventuelt indtræder. En retningslinje kunne på denne måde være med til at reducere det moralske tomrum, der beskrives som værende problematisk for personalet.
Således kan det være drøftet og beskrevet, hvor afsættet for beslutningen bør ligge, og at denne ikke nødvendigvis vil føre til indledning af hjertestopbehandling.
