Retspsykiatriske patienter og deinstitutionaliseringen

I Hanne Stevens et al's artikel »Dom til psykiatrisk behandling« [1], konkluderes det, at stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter især skyldes, at et stigende antal psykisk syge dømmes for vold mod nogen, der handler i offentlig tjeneste (straffelovens § 119) og ikke, som påvist af os [2], bl.a. deinstitutionaliseringen. Sidstnævnte publikation, som forfatterne ikke citerer, viser, at amter, der havde det største fald i sengedagsforbrug, havde den højeste vækstrate i incidens og prævalens af retspsykiatriske patienter. Der er ingen forskel i de to vækstrater, hvilket betyder, at varigheden af foranstaltningerne ikke bliver længere. Amter, der havde det største fald i sengedagsforbrug, havde også den højeste vækstrate i drab (og drabsforsøg) og ildspåsættelse. Disse kriminalitetsformer fylder ikke meget i statistikken, men er værd at nævne.

Sammenlignes summen af betingede og ubetingede frihedsstraffe med foranstaltningsdomme findes for mænd, at 5% af al vold i (det tidligere) H:S blev begået af skizofrene patienter [3], som udgør omkring 0,75% af befolkningen.

Sengereduktion påvirker ikke umiddelbart hyppigheden af kriminalitet begået af psykisk syge, men mangel på sengepladser har en kumuleret effekt over tid [2]. Den kraftige stigning i antallet af retspsykiatriske patienter skyldes således den tidligere massive deinstitutionalisering. Der er ingen nævneværdig effekt af udbygningen af social- og distriktspsykiatri.

Stevens et al anfører, at der fra 1990 til 2002 skulle have været »parallelle udviklingstendenser« i hyppigheden af foranstaltningsdomme og almindelige straffe for § 119-vold. Antal og statistiske metoder er ikke anført, men af artiklens angivelser kan den gennemsnitlige årlige vækstrate beregnes til at være ca. 10% for foranstaltningsdomme og 6,3% for almindelige straffe (forskellen er signifikant). At benævne en så stor forskel i vækstraterne »parallelle udviklingstendenser« og understøtte dette med en figur (Figur 4), hvor antallet af frihedsstraffe skal ganges med ti, er misvisende. Der er en stigning i § 119-vold begået af psykisk syge, som i hovedstadsområdet skyldes, at bl.a. flere politifolk - men ikke sundhedspersonale - udsættes for vold eller hyppigere anmelder vold [3].

Stevens et al har ret i, at den almindelige borger ikke behøver at frygte vold begået af skizofrene patienter. Der er så få skizofrene patienter i samfundet og så meget vold, at andelen under alle omstændigheder er lav [2]. Men set fra de syges side er udviklingen katastrofal. I hovedstadsområdet er 10% af skizofrene mænd på en tværsnitsdag retspsykiatriske patienter [4], og ca. 1% af alle landets skizofrene patienter over 15 år bliver i løbet af et år idømt en foranstaltningsdom [5]. De alvorligt psykisk syge, de skizofrene, er således ikke blot gerningspersoner, men også ofre for et insufficient behandlingssystem.

1. Stevens H, Nordentoft M, Agerbo E et al. Dom til psykiatrisk behandling. Ugeskr Læger 2010;172:2366-70.

2. Kramp P, Gabrielsen G. The organization of the psychiatric service and criminality committed by the mentally ill. Eur Psychiatry 2009;24:401-11.

3. Årsberetning 2005. www.retspsykiatriskklinik.dk (sept 2010).

4. Kramp P, Gabrielsen G. Retspsykiatriske patienter i H:S. Ugeskr Læger 2004;166:2890-4.

5. Kramp P. Klienter idømt en psykiatrisk særforanstaltning. Rapport. København: Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2010.

> Svar:

Cand.scient.soc. Hanne Stevens, Center for Registerforskning, Aarhus Universitet. E-mail: hs@ncrr.dk Professor Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center, Bispebjerg Hospital. Lektor Esben Agerbo, Center for Registerforskning, Aarhus Universitet. Professor Preben Bo Mortensen, Center for Registerforskning, Aarhus Universitet

Tak til Peter Kramp & Gorm Gabrielsen for kommentarerne til vores artikel »Dom til psykiatrisk behandling« [1]. Først og fremmest skal vi beklage, at vi ikke har citeret deres seneste artikel [2], dette skyldes, at den endnu ikke var udkommet, da vi indsendte vores manuskript. Vores konklusion om, hvilke gerningskategorier der især har bidraget til udviklingen i antal foranstaltningsdomme, er beskrivende og står ikke i modsætning til deinstitutionalisering som forklaring. I vores undersøgelse var den tidsmæssige sammenhæng mellem fald i sengepladser og stigning i kriminalitet ikke til stede, ligesom vi anførte andre mulige forklaringer på stigningen, men vi kan naturligvis ikke udelukke, at deinstitutionalisering også kan spille en rolle.

Det er rigtigt, at vi grafisk har ændret skaleringen for frihedsstraffene, hvorved de parallelle kurver er fremkommet. Dette er ikke gjort for at snyde læserne, men tværtimod fordi en bibeholdelse af samme skala for frihedsstraffe og foranstaltninger ville gøre det umuligt at se væksten i foranstaltningsdomme, da de antalsmæssigt fylder så lidt i kriminalstatistikken. Stigningen i frihedsstraffe var fra 3.000 til 7.000 årlige domme for vold, mens foranstaltningsdommene kun steg fra 100 til 450 om året. Når der er så stor forskel på størrelsen af de to grupper, er der ingen modsætning imellem, at den relative stigning i den lille gruppe er størst samtidig med, at stigningen i absolutte tal er størst i den store gruppe. Dette er der redegjort for i artiklen, hvor vi skriver, at der i undersøgelsesperioden er ca. en fordobling af frihedsstraffene for vold og en fireenhalvdobling af foranstaltningsdommene.

Vores anvendte datakilde muliggør ikke at identificere, hvilket embede ofrene for § 119-vold havde, og det er derfor meget interessant at blive oplyst om fordelingen i København i 2005. Konklusionen om, at politibetjente i særlig grad er berørt, er i overensstemmelse med offentliggjorte tal for de samlede § 119-afgørelser [3]. Det vil være interessant at se tal for en længere årrække og dermed se, om de nævnte tal repræsenterer et fald eller en stigning i andelen af de enkelte berørte faggrupper, ligesom det vil være interessant at se, om tallene for København kan generaliseres til resten af landet.

Uanset om der er en sammenhæng eller ej mellem faldet i antal sengepladser og stigningen i antal foranstaltninger, kan vi kun være enige om vigtigheden af, at psykiatrien tildeles de nødvendige resurser - også i form af sengepladser - til at kunne varetage patienternes behandlingsbehov.

1. Stevens H, Nordentoft M, Agerbo E et al. Dom til psykiatrisk behandling. Ugeskr Læger 2010;172:2366-70.

2. Kramp P, Gabrielsen G. The organization of the psychiatric service and criminality committed by the mentally ill. Eur Psychiatry 2009;24:401-11.

3. Kruize P, Sørensen DWM, Lassen DD. Vold Mod Offentligt Ansatte. Odense: Syddansk Universitetsforlag & Rockwool Fonden, 2008.