Skip to main content

Rettidig omhu

Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Odense

17. aug. 2012
3 min.

Hvorfor er det blevet sådan, at selv en liberal regionspolitiker får den tanke, at det er bedre, at de praktiserende læger er offentligt ansatte end driver et liberalt erhverv? Er det fordi, man generelt har svært ved/ikke vil forstå, hvilken mangel på tid, der ligger i at påtage sig nye opgaver. De lægeklinikker, man allerede har etableret i yderområderne, er ekstremt dyre i drift, så slå jer løs.

Af en nylig debat kan jeg forstå, at vi tjener mindre end speciallægerne i andre fag. Vi har også en knækgrænse. Den er på 2%. Al produktionsøgning derudover skal faget selv betale, men vi sender ikke patienterne hjem med besked om, at vi ikke må lave mere. Almen praksis er ufattelig billig for samfundet 1.300 kr. for lægedækning 24 timer i døgnet. I disse krisetider er der mange, der har fået øje på, hvad vi kan, og derfor er der mange nye opgaver, som man netop kan anvende vores tid til.

Der kommer flere ældre, og stigningen i antallet af patienter med kroniske sygdomme er enorm. Samtidig bliver liggetiden på de nye supersygehuse ca. tre dage, og på den tid er man altså ikke rask. De nye supersygehuse er fra starten underdimensionerede, men det har vi ikke nogen debat om! Hele primærsektoren arbejde meget tæt sammen, og hele sektoren skal opkvalificeres. Vi skal ikke have flere varme hænder, SOSU'er, vi har brug for flere kolde hjerner = sygeplejersker i primærsektoren, så vi ikke drukner i unødvendige henvendelser og indirekte oplæring af dem, det tager vores tid.

Vi får brug for flere aflastningspladser til de ikkeraske ældre eller svage, hvis vi i fremtiden skal undgå genindlæggelser på de dyre supersygehuse. I Danmark er der fortsat for få sygeplejersker i almen praksis. I de lande, der ofte fremhæves for at have en god kronikeromsorg, er der mange flere sygeplejersker, ofte 3-4 pr. læge. Herhjemme er der vel ikke engang en sygeplejerske pr. læge i almen praksis. Med den sidste overenskomst fik vi katastrofalt nok afskaffet forebyggelseskonsultationen, som netop muliggjorde denne udbygning af almen praksis. Man afskaffede denne ydelse, og vi blev pålagt ikke at øge produktiviteten med mere end 2%. Så der er trukket i håndbremsen i faget på et tidspunkt, hvor sektoren burde udbygges. Naiviteten blandt politikere har ingen ende. Man kalder det uvillighed til at samarbejde, når man hele tiden øger mængden af arbejdsopgaver uden at give os redskaberne til at løse dem. Vi vil meget gerne samarbejde.

Vi har travlt i almen praksis, og vi er uddannede til at løse store og små problemer på kort tid. Vi dækker alle specialer. Men hvor er politikerne henne, har de ikke set det komme? Hvis ikke de udøver rettidig omhu, kan vi stå med ufatteligt store problemer om ti år. Men hvis vi får lov, kan vi løse problemet.