Skip to main content

Rheumatology. Fourth edition

♠ Overlæge Bo Baslund E-mail: bbaslund@gmail.com

16. jan. 2009
2 min.


Otte kilo reumatologisk viden fordelt på to bind er ankommet i form af den fjerde udgave af Rheumatology. De to bind følger de tidligere udgavers opbygning, hvor første bind primært omhandler de basale og tværgående emner som videnskabelig basis og evaluering af de kliniske tegn og symptomer. Der beskrives behandlingsprincipper, og der er kapitler om regionale smerter, reumatoid artritis og juvenil artritis. Andet bind omhandler de resterende sygdomsgrupper. Bindene er som i de tidligere udgaver rigt illustreret, nogle steder dog overdrevent i valg af motiver og billedernes størrelse og antal. Mere end 330 forfattere har bidraget, og som følge deraf er bogen nogle steder ujævnt skrevet. Gentagelse er et godt pædagogisk princip for indlæringen, men ikke i et opslagsværk eller en lærebog. Der er mange gentagelser i disse to bind.

På nogle områder fremstår bogen svag. Det er især på de områder, hvor udviklingen går hurtigt. Her kommer en så stor lærebog til kort. Et eksempel er referatet af nogle studier af, hvordan anti-CD4 har virket på patienter med leddegigt. Det pågældende produkt blev opgivet i 2002!

Produktionstiden for sådanne store værker er for lang til, at man kan konkurrere med viden, som kan hentes på internettet. Til gengæld kunne man forvente en mere reflekterende frem for refererende skriveform, som måske kunne være med til at hjælpe i udvælgelsen af den hastigt stigende informationsmængde, som kan hentes via eksempelvis Pubmed. Tiden, hvor man ved konferencebordet under diskussion af f.eks. en behandling henviser til, hvad der står i en lærebog, er ovre.

Disse indvendinger til trods, fremstår disse to bind meget indbydende og læseværdige. Udgaven bør findes på alle reumatologiske afdelinger samt i hjemmet hos de uddannelsessøgende - og da gerne i læst form!