Skip to main content

Så ringe er psykiatrien heller ikke!

Reservelæge Jakob Solgaard Jensen beskrev i en kronik sin oplevelse af psykiatrien gennem et seks måneders KBU-forløb. Jeg skal ikke afvise, at der forekommer uhensigtsmæssig polyfarmaci, men uden medicin går det næsten aldrig.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Speciallæge i psykiatri Hans Henrik Ockelmann, Psykiatrisk Center Glostrup
E-mail: ockelmann@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

1. aug. 2016
2 min.

De seks måneder må da have været en desillusionerende oplevelse. Du peger på medicinens manglende eller tvivlsomme effekt samt dens uigendrivelige bivirkninger. Inden du bliver alt for fortvivlet, skulle du måske lige se på CATIE-studierne og Jari Tiihonens undersøgelser.

Du mener også, at f.eks. retspsykiatrien er blevet en parkeringsplads for urolige, aggressive og umulige mennesker, der er blevet udnævnt til at være patienter, men hellere skulle være i fængsel. Som retspsykiater gennem mange år føler jeg mig kaldet til at kommentere på dette sidste aspekt:

Stort set alle retspsykiatriske patienter er blevet det på baggrund af en meget grundig psykopatologisk evaluering – en mentalerklæring. Stort set ingen andre patienter har været igennem så omhyggelig en udredning. Ca. 80% har lidelser inden for skizofrenispektret – oftest paranoid skizofreni. Ud over denne lidelse har den typiske retspsykiatriske patient komplicerende faktorer som belastet social baggrund, tidlige omsorgssvigt, begrænset intellektuel udrustning, kompromitteret affektforvaltning og oftest et betydeligt og invaliderende misbrug. Patienterne udgør derfor en yderst kompleks behandlingsudfordring, hvor den medikamentelle intervention kun er en begrænset – omend meget vigtig – del.

Jeg skal ikke afvise, at der forekommer uhensigtsmæssig polyfarmaci, men uden medicin går det næsten aldrig. Faktisk er patienternes eventuelle kriminalitetsrecidiver ofte forbundet med terapisvigt. Jeg kan godt nikke genkendende til, at en del retspsykiatriske patienter i perioder kan virke skræmmende på deres omgivelser, men der må jeg fastholde, at psykiatriloven indeholder muligheder for indgreb i en sådan adfærd, og jeg kan som retspsykiater godt indimellem undre mig over, at personale og læger i almenpsykiatrien ikke udnytter disse.

Måske er det blevet sådan, at personalet er spændt ud mellem ledelsens insisteren på nedbringelse af tvang og patienternes uacceptable og farlige adfærd. Men er det så ikke lige lovligt lavt at "skyde på" patienterne?

Hvis du ønsker at få et lidt mere nuanceret syn på problemerne, vil jeg anbefale dig at læse artiklen "A thorn in the flesh? Forensic Inpatients in General Psychiatry": www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25624050.