Så hør dog efter ...!

Lørdag den 12. december om aftenen føler jeg mig utilpas og går tidligt i seng. Dagen efter er jeg febril med hoste og ømhed i leddene. Temperaturen stiger i løbet af det næste døgn til over 40. Tirsdag den 15. om eftermiddagen får jeg lufthunger og kontakter en læge, som umiddelbart sender en ambulance. Ved Falcks tilstedekomst vurderer man, at jeg er så dårlig, at de ændrer turen fra en kørsel 2 til et nærliggende sygehus til en kørsel 1 til et større sygehus med intensivafdeling.

Ved ankomsten til sygehuset, som netop er udråbt til det store nye akutsygehus i regionen, har jeg trods en halv times kørsel i en kold ambulance en temperatur på 40,8. Grundet mine symptomer og influenza i omgangskredsen vælger man at isolere mig. Jeg er taledyspnøisk. Lungestetoskopien viser normale forhold, og man tager intet thorax. Alligevel påbegyndes der intravenøs (i.v.) behandling med cefuroxim på mistanke om sekundær pneumoni. Biokemisk har jeg C-reaktivt protein (CRP) på 134.

Næste dags morgen er temperaturen 38,0 og CRP er faldet til 127. Til stuegang får jeg at vide, at jeg faktisk godt kan tage hjem igen. Dette mener jeg mig dog ikke rigtig klar til, hvorfor jeg får lov at blive til næste dag. Man seponerer cefuroxim i.v. og ordinerer Vepicombin i stedet.

Om eftermiddagen får jeg atter vejrtrækningsproblemer og beder kl. 16.30 aftensygeplejersken om at ringe efter vagthavende læge. Sygeplejersken mener dog, at jeg overreagerer - jeg fejler jo ikke noget - hun siger direkte: »Jeg er bare objektiv«.

Mine vejrtrækningsproblemer tiltager, jeg må nu hænge i sengegalgen for at få vejret. Da der kl. 18.30 fortsat ikke er ringet efter lægen, truer jeg med at tilkalde den administrerende overlæge. Man ringer nu efter lægen, som dog først dukker op to en halv time senere. Jeg siger til denne, at jeg er vidende om, at det kan være svært at have en kollega indlagt, men jeg beder hende alligevel lytte til mig. Min temperatur er nu steget til 39,8, og jeg er udtalt dyspnøisk. Efter megen snak frem og tilbage indvilger lægen i at ordinere et thoraxrøntgen. Man har afkræftet influenzadiagnosen, hvorfor man godt tør køre mig til røntgenafdelingen. Samtidig genstartes cefuroxim i.v.

Thoraxrøntgen bliver taget næste dag over middag, altså næsten to døgn efter min indlæggelse med vejrtrækningsproblemer. Det viser en massiv bronkopneumoni, der involverer hele mellemlappen og begge underlapper. CRP er nu steget til 187, og jeg er fortsat højfebril.

Oveni den ordinerede cefuroxim behandles jeg nu også med Ciproxin i.v. Situationen bedres, og jeg udskrives efter seks døgn til fortsat peroral behandling med moxifloxacin i endnu 14 dage.

Jeg var flere gange ved at opgive. Jeg var ved at være helt udtrættet af at hoste og hive efter vejret i flere døgn, og kombinationen af en massiv bronkopneumoni og højfebrilia tærer også gevaldigt på kræfterne - og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået en patient uden sundhedsfaglig baggrund.

Et thoraxrøntgen ved indlæggelsen af en patient med dyspnø og febrilia er set med mine øjne et must. Undskyldninger om, at man ikke vil køre rundt med smittefarlige patienter, duer ikke - man kan tage røntgen på stuen eller give patienten mundbind på, mens man transporterer denne til røntgenafdelingen.

Kære kolleger - det er ikke let at være læge, men det er slet ikke let, hvis man ikke bruger sin sunde fornuft og lytter til patienterne. De ved bedst, hvordan de selv har det, og anamnesen er oftest en meget væsentlig faktor, når man skal stille den korrekte diagnose.