Sådan var det at ... i 2010

... blive offentligt irettesat af sundhedsministeren

Navn: Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetriske Afdeling, Odense Universitetshospital.

Jeg blev ringet op af min direktør kort før midnat. Hun spurgte, om jeg havde set nyhederne i tv, men jeg havde siddet med arbejde, så det havde jeg ikke. Jeg vidste derfor ikke, at Bertel Haarder samme aften havde sagt, at han mente, at en af mine medarbejdere skulle i gabestokken. Jeg så det efterfølgende på nettet.

Vi skulle angiveligt have givet kunstig befrugtning til en kvinde med store psykiske problemer, hvorfor barnet blev tvangsfjernet blot fem uger efter fødslen. Det så ikke for kønt ud, da jeg på det tidspunkt ikke kendte sagens substans. Jeg vidste hverken, hvilken medarbejder eller hvilken patient det drejede sig om. Men jeg vidste, at det måtte være en stor sag, når ministeren så klart og tydeligt gik i rette med os i tv.

Bertel Haarders vrede kom som opfølgning på en historie fra nyhederne tidligere på aften, fandt jeg siden ud af, hvor en venstreborgmester fra Nordfyns Kommune havde plantet denne historie om, at vi ikke gjorde vores arbejde ordentligt, og at vi brød reglerne om forældreegnethed, hvorfor han nu sad med store ekstraomkostninger til anbringelsen af barnet. Men hverken jeg eller direktionen var blevet kontaktet af TV2 angående historien, så vi var helt uforberedte. Også på ministerens efterfølgende vrede.

Næsten morgen tog jeg ind på klinikken og forsøgte at finde frem til, hvilken patient det drejede sig om. Folk i klinikken var rystede, for på det tidspunkt var der ingen, der vidste, hvilken sag det drejede sig om, så ingen vidste, om vi havde gjort fejl. Til sidst måtte jeg ringe til borgmesteren og få CPR-nummeret på patienten, så vi kunne komme videre i efterforskningen.

Da vi fandt ud af sammenhængen, var vores bedste forståelse, at vi ingen fejl havde begået hverken i forhold til lovgivningen eller måden at agere på fagligt, vi blev derfor forundrede over ministerens udmelding. Bertel Haarders udfald var uberettet. Kvinden havde ikke været i fertilitetsbehandling, men hun havde været til hormonstimulation, så hun kunne blive gravid naturligt. Og forældreegnethed er ifølge loven kun noget, som vi skal foretage ved fertilitetsbehandling. Vi har altså handlet korrekt. At vi så på afdelingen også ved hormonstimulation foretager en vurdering af forældreegnethed af egen drift, og at vi i dette konkrete tilfælde har skønnet forkert, kan vi se i bakspejlet. Da sandheden gik op for os alle, lettede stemningen i klinikken.

To dage efter ministerens tv-optræden havde jeg en samtale med ham. Han fik her min version af sagens sammenhæng, og jeg tilkendegav, at jeg mente, at han skyldte mine medarbejdere en offentlig undskyldning. Ministeriet har tilsyneladende brugt flere elementer fra denne sag som inspiration til den nye fertilitetslov. Men han er åbenbart ikke mandfolk nok til at sige undskyld offentligt«. ·

... begynde at arbejde på et dansk hospital som udenlandsk læge

Navn: Muhammad Al-Hamadani, reservelæge, Urologisk Afdeling, Herlev Hospital»Jeg kom til Danmark fra Irak for to et halvt år siden, familiesammenført med min kone, der er danskfødt, men også irakisk. Siden har jeg taget sprogkurser og i den forbindelse været i praktik på tre hospitaler.

I marts 2010 begyndte jeg i en uklassificeret stilling som reservelæge på Urologisk Afdeling H, Herlev Hospital. Jeg har indtil videre meget fokus på at bestå mine eksamener. Men jeg synes, at der er brug for mere introduktion til udenlandske læger, specielt for læger fra tredjeverdenslande, som kommer fra sundhedsvæsener, der er vidt forskellige fra det danske. Der er også meget forskellige uddannelsessystemer, i Irak er der for eksempel to års turnus og ingen introstillinger.

Om kulturen på hospitalet vil jeg sige, at mine kolleger er meget hjælpsomme, vi hjælper hinanden her. Det er en afdeling, hvor der er mange udenlandske læger, vi har ingen problemer personalet imellem, vi har et godt arbejdsmiljø. Men det er et problem, at mange patienter er meget svære, forstået på den måde, at de ikke kan lide udenlandske læger og føler sig utrygge ved at blive behandlet af en udenlandsk læge. Det oplever jeg en til to gange om ugen. Det er et stort problem. Men jeg gør det, at jeg forsøger at tage det helt roligt, og så henter jeg en kollega eller en sygeplejerske, selvom jeg synes, at det er irriterende og ikke særlig rart, men patienten har jo ret til at forstå det hele og føle sig tryg.

Det værste, jeg har oplevet i det danske sundhedsvæsen, er forholdet til udlændinge. Jeg synes, at det danske samfund skal lære at acceptere udenlandske mennesker, som er erhvervsaktive i det danske samfund og bidrager til at hjælpe og kæmper hårdt for at integrere sig i samfundet.

Det bedste, jeg ind til videre kan konstatere om det danske sundhedsvæsen, er, at selvom patienterne nogle gange må vente længe på at blive behandlet, får de en god behandling, når de først kommer til, og der er tid til den. Generelt er jeg glad og tilfreds med det danske sundhedsvæsen og samfund«. ·

... overbringe sin første svære besked

Navn: Anders Klit, reservelæge

»Det er en mærkelig følelse at stå tilbage med. Det er jo kun en kort periode i ens liv. Et par timer. Men man er involveret i en ekstrem grad.

Det begyndte ellers stille og roligt. Det var i marts måned, og jeg var knap en måneds tid henne i mit kliniske basisuddannelses-forløb. Jeg var på Urologiske Afdeling på Herlev Hospital og stod i fællesmodtagelsen, da en ellers sund og rask kvinde i midten af 50'erne først på aftenen blev overflyttet fra et andet hospital i regionen til observation for nyresten.

Patienten havde ondt uspecifikt under ribbenene og mellem skulderbladene, og der var blod i urinen. Symptombilledet kunne godt være foreneligt med nyresten, men hun så skidt ud.

Jeg var helt ny og uden særlig meget erfaring, men noget sagde mig, at det ikke harmonerede med nyresten. Hun havde forhøjet blodtryk, uden at det dog i begyndelsen var alarmerende. Jeg studsede også over noget rødt udslæt, der var vandret fra hænderne op ad armene. Det samlede billede gjorde, at jeg bestilte en anden undersøgelse, end vi normalt gør til stenpatienter - en computertomografi med kontrast.

Hun blev tiltagende dårligere, så jeg fulgte hende ned til skanneren, hvor jeg stod med radiologen og radiografen, der foretog undersøgelsen. Billederne præsenteredes i takt med, at de blev taget. Men bare på den hurtige gennemgang kunne jeg se, at radiologen blev meget bekymret. Nogen var galt, men jeg kunne ikke selv nå at tolke hvad.

'Hun får ingen blod til sin ene nyre og aorta er dissekeret', sagde radiologen hurtigt, og så måtte jeg skynde mig tilbage med hende til modtageafdelingen, så hun kunne visiteres til en karkirurg på Rigshospitalet. Jeg følte, at det skulle gå rigtig stærkt.

Patienten kunne sagtens fornemme, at tingene var forandret. Normalt når man skal overbringe en svær besked, ved man præcis, hvad det handler om, og der er ofte tilkommet r utinerede folk, man kan vende situationen med. Jeg stod helt alene. Jeg vidste hverken, hvordan det var sket, eller præcis hvad vi nu skulle gøre. Men jeg forsøgte at gøre, som vi havde lært, at man i disse situationer skal sige: 'Jeg har noget alvorligt, jeg skal fortælle dig', og så lave en pause. Hun blev meget stille. Bange. Hun blev helt klart chokeret over, at det kunne være dødeligt, hvis ikke der blev gjort noget. Jeg husker en larmende tavshed i rummet, da jeg havde fortalt, hvad hun egentlig fejlede.

Når vi har trænet svære samtaler med skuespillere, har vi altid haft den fordel, at vi kendte omstændighederne, prognosen og behandlingen. Man har derfor et fagligt overskud, som måske kompenserer for den manglende rutine udi at give disse svære beskeder. Det var sådan, jeg var forberedt på, at svære samtaler skulle overdrages. Derfor var det virkelig ubehageligt for mig, at jeg ikke vidste, hvor det hele bar hen. Det var grænseoverskridende.

Ved 22-tiden kørte jeg med i ambulancen til Rigshospitalet. Også det var grænseoverskridende, da det var min første patienttransport, men vi havde heldigvis fået patienten stabiliseret. Der er ingen tvivl om, at jeg var på kanten af mine evner.

Kort efter at vi ankom til Rigshospitalet, overlod jeg hende til vagthavende læge på Karkirurgisk Afdeling. Jeg så hende aldrig siden.

De alvorlige beskeder, som jeg efterfølgende har givet, har aldrig virket så voldsomme på mig. Nok fordi det har været under kontrollerede forhold. Som vi har lært. Sådan var virkeligheden bare ikke i dette tilfælde«. ·

... komme til Grønland og arbejde

Navn: Doris Palvio, speciallæge i abdominalkirurgi, Tasiiliq, Østgrønland»Jeg tog i 2010 til Tasiilaq i Østgrønland i et vikariat. Det er ikke første gang - jeg har arbejdet i Grønland i perioder i de seneste ti år. Jeg er fascineret af naturen og udfordringerne ved at arbejde her.

Her i Tasiilaq er et hospital, der samtidig fungerer som et lægehus med konsultation. Sådan fungerer det i alle byer heroppe uden for Nuuk. Vi dækker hele området. Jeg er speciallæge i abdominalkirurgi. Men en særlig udfordring ved at være her er, at der kan gå lang tid imellem, at jeg ser en patient, der fejler noget, som jeg har speciale i. Jeg skal også tage mig af patienter med alle mulige andre sygdomme. Arbejder man på hospitalet i Nuuk er der ikke den store forskel i forhold til at arbejde på et dansk hospital. Men tager man ud i til de andre byer, er det noget helt andet. Her i Tassilaq har vi indlandsisen mellem os og speciallægerne på hospitalet Nuuk, så vi kan ikke bare henvise en patient videre til en specialist og så regne med, at det sker snart. Der kan godt gå langt tid.

Naturen er en udfordring i sig selv. Bliver nogle syge eller skal føde i en bygd i vores område, skal de ind til os. Men er det dårligt vejr, så helikopteren ikke kan lette, må man vejlede over telefonen.

Så der er begrænsninger i den behandling, patienterne får. Men grønlænderne accepterer de vilkår. Kan man ikke, så kan man ikke. Det er en indstilling, vi ikke rigtig kender i Danmark, hvor man forventer, at tingene skal kunne lade sig gøre.

Det er både menneskeligt og fagligt meget lærerigt at arbejde her. Jeg vil meget gerne opfordre folk til at tage herop. Er man i turnus heroppe f.eks. på hospitalet i Nuuk, vil man på et halvt år kunne komme rundt i hele specialet, hvorimod det i Danmark kun vil være et begrænset antal sygdomme, man ser, fordi det er så specialiseret. Heroppe kommer man virkelig rundt om meget.

Tager man ud i byerne for at arbejde, kommer man tæt på folk. Arbejder man i Danmark på et hospital, hvilket jeg har gjort i mange år, ser man typisk kun patienterne som patienter. Her er det sådan, at hvis man går i Brugsen på vej hjem fra arbejde, møder man sine patienter også der. Det er meget lærerigt således at få det sociale aspekt med. Det kan man også have glæde af, når man vender hjem til Danmark igen, i flere store byer er der mange grønlandske patienter, hvis baggrund og forventninger, man vil have lettere ved at forstå, når man har været heroppe i en periode«. ·

... blive tv-læge i Go' Morgen Danmark

Navn: Mette Marklund, læge, ph.d., Billeddiagnostisk Afdeling, Roskilde Sygehus

»'Har du nogensinde fortrudt, at du har sagt nej til noget?' spurgte jeg min mand. Jeg var blevet opfordret til at være læge i Go' Morgen Danmark og havde egentligt sagt nej. Jeg frygtede, at det ville tage alt for meget tid fra mit job og min familie. Men jeg kunne bare ikke slippe tanken. Det lyder måske lidt højtravende, men jeg havde følelsen af forpligtelse. Måske lyder det dumt, men mange af seerne til Go' Morgen Danmark er i reperationsalderen, og de har betalt min uddannelse via deres skat. De har sørget for, at jeg har den viden, som jeg har, og derfor vil jeg gerne formidle noget af den til dem på en letforståelig måde. Så jeg ringede tilbage til TV2 og sagde, at jeg var interesseret. Jeg skulle egentlig til en casting, før jeg første gang skulle på live, men pludselig ringede de og sagde, at de chilenske minearbejdere var kommet op, og det skulle jeg kommentere. Så den første udsendelse var faktisk også min casting. Det gik fint, selvom det var helt anderledes end min hjemmebane på sygehuset. Men spændende, og både de og jeg var tilfredse, og ret hurtigt glemte jeg faktisk alt det med lys og kamera. Tiden fløj. Og så bliver man altså tør i munden, som de siger. Siden har jeg kun været i studiet en enkelt gang og talt om depression og vintertræthed. Det er endnu ikke fast, hvornår jeg skal derind igen, men i det nye år skal vi forhåbentlig finde en model. Det er smadderskægt, og jeg har i min omgangskreds fået mange positive tilkendegivelser fra ikkelæger, der synes, det har været spændende og lærerigt at høre, hvad jeg fortæller. Og det er meningen, at almindelige mennesker uden lægefaglig baggrund forstår pointerne, bliver klogere og måske agerer på det. Også de fleste læger, jeg kender, har reageret positivt, men der er - og det bliver jeg altså nødt til at sige - altså også noget jantelov. 'Hvad ved du om det?' og 'skulle det ikke være en praktiserende læge?'. Nogen synes ligesom, at man som læge skal holde sig for fin til at deltage i den slags i deres øjne fagligt underlødige programmer, men det forstår jeg ikke. Formidling er vigtig. Og læger bør deltage i den offentlige debat. Det er jo præcis som i andre sammenhænge - til familiesammenkomster eksempelvis - når folk vil høre en læges råd, og man svarer, det bedste man kan«. ·

... foretage sin første lungeoperation

Navn: Mariann Tang, læge, på andet år i hoveduddannelse i thoraxkirurgi på Skejby Sygehus

»Lige der har jeg verdens bedste job. Det er en god følelse at have overstået sin første fjernelse af en lungelap. Det er april måned og første gang, jeg skal lave en lobektomi, hvor jeg er den ansvarlige. Jeg gør altid det ved nye indgreb, at jeg bruger tid på at gennemtænke hele operationen og alle de trin, den består af - først gør jeg det, så sikrer jeg det, herefter gør jeg det og det. På den måde får jeg også overvejet, hvad der kan gå galt, og hvad jeg skal gøre, hvis det så rent faktisk også går galt. For eksempel hvis der går hul på et af de større kar til eller fra lungen, hvordan håndterer jeg så lige det? Det gør, at jeg bliver mere rolig, når jeg har været gennem worst case scenario. Jeg har jo assisteret masser af gange ved lignende operationer, ligesom jeg har foretaget mindre delprocedurer af operationen. Så det hele er ikke nyt. Og det er en god måde at lære på, når man sådan tager tingene step by step. Det er første gang, at jeg skal stå for selve operationen, men jeg er egentlig ikke nervøs før indgrebet. Spændt og koncentreret, ja, men ikke nervøs. Og jeg tror, at det skyldes dels min mentale forberedelse, del s at jeg har stor tillid den speciallæge, jeg skal lave operationen sammen med. Vi har lavet mange operationer sammen, og det giver mig en stor tryghed, at jeg kender hende godt og ved, at hun er en erfaren og dygtig kirurg, der nok skal hjælpe mig undervejs, hvis der er brug for det.

Jeg åbner brystkassen mellem to ribben, og kommer ind til lungen. Føler over hele lungen efter kræftknuden, der skal fjernes. Jeg fritlægger den lungelap, der skal fjernes fra resten af lungen, og endelig fjerner jeg lymfeknuder.

Alt går efter bogen. Inget worst case senario, så bagefter var jeg superglad og nok også lidt lettet over, at det var gået godt. En rigtig god følelse. Men jeg var træt, meget træt om aftenen, i hvert fald da jeg kom hjem.

Det, jeg i dag bedst husker fra den operationen, er den efterfølgende følelse af en veloverstået operation. Og så glæder jeg mig til den næste operation«. ·

... sælge sin praksis og gå på pension

Navn: Jørgen Lassen, praktiserende læge og tidligere PLO-formand.

»Jeg havde min sidste patient den 22. juni. Det var vemodigt at sige farvel til patienterne, men også de har accepteret, at jeg i de sidste mange år arbejdede på deltid. Jeg føler, at jeg har haft et ganske særligt forhold til mine patienter - det gør alle praktiserende læger nok. Jeg har elsket mit arbejde.

I den aktuelle situation er jeg lettet over, at jeg ikke har medansvar for samarbejdet med regionerne - i lyset af forhandlingerne om den nye overenskomst. Der er sket et paradigmeskift, synes jeg, og regionernes nuværende adfærd over for almen praksis bærer præg af neglect. Jeg oplevede som formand de syv fede år, hvor der var et godt samarbejde. Vores speciale blev anerkendt og sidestillet med de øvrige specialer. Amterne (som regionerne hed før) anerkendte os som nøglepersoner i sundhedsvæsenet. De anerkendte vores betydning, det er jo de praktiserende læger, der udløser mange af ydelserne i sundhedsvæsenet. Nu virker det nærmest som om, regionerne ikke betragter almen praksis som væsentlig.

På det personlige plan var det en stor lettelse, at jeg fik solgt min andel til en ung og dygtig læge. Der er flere lægepraksis i nærheden, der har problemer med at finde læger. Jeg er ret stolt over, at det ikke var et problem for mig at finde en, jeg ser det som et udtryk for, at det er et godt lægehus, hvor det er godt at arbejde. Jeg slipper for at forlade praksis med dårlig samvittighed - det ville jeg have gjort, hvis jeg ikke havde fundet en afløser. Det er selvfølgelig også positivt ud fra en økonomisk betragtning, at jeg kunne sælge og få min goodwill udredt, det var mine kompagnoner ikke forpligtet til.

Selve overgangen til pensionisttilværelsen er foreløbig gået godt. Jeg har oplevet kolleger og patienter, der er gået på pension og ikke har nået at forberede sig ordentligt på at blive pensionist, så de har haft en vanskelig overgang til pensionisttilværelsen. Der har jeg den fordel, at jeg langsomt har udviklet min erhvervsmæssige afvikling. Jeg har været i min praksis på deltid, dels som PLO-formand, og dels fordi jeg har siddet i forskellige bestyrelser, været praksiskoordinator og har arbejdet for Sundhedsstyrelsen. Jeg er ikke i tvivl om, at en seniorordning, hvor man får mulighed for en gradvis nedtrapning, vil være et gode for mange.

Indtil videre har jeg ikke følt et voldsomt savn efter arbejdslivet. Jeg går til kunsthistorie på Folkeuniversitetet med min kone, læser skønlitteratur og ser mine fem børnebørn. Derudover rejser vi verden rundt efter opera, indtil videre: Malmø og Hamborg! Så er vi begyndt at gå til bridge, og golfen skal også passes. Ret så banalt, men det er livet!« ·

... blive fusioneret

Navn: Pia Sander, overlæge med speciale i urogynækologi, Herlev Hospital

»Den 1. januar begyndte jeg på Herlev Hospital, Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling. Jeg kom fra en meget velfungerende afdeling på Glostrup Hospital. Men desværre begyndte den at falde fra hinanden, da det blev kendt, at den skulle fusionere, fordi personalet blev frustreret og flere begyndte at søge væk - også fra samarbejdende afdelinger, som også skulle fusionere. Så det var svært den sidste tid på Glostrup Hospital. Og derfor var det faktisk en lettelse at fusionen blev fremrykket, og vi skulle flytte til Herlev Hospital - også fordi jeg synes, at det principielt er en god ide at slå mindre afdelinger sammen til store afdelinger.

Vi blev meget positivt modtaget på Herlev Hospital. Men selve den fysiske flytning blev ikke god. Tanken var oprindelig, at vi skulle vente, til der stod et nyt hus klart, og så kunne vi velforberedte og i god ro og orden flytte. Men virkeligheden blev en hovedkulds flytning. Den blev fremrykket og skete over hals og hoved i løbet af et par måneder.

Herlev Hospital havde ikke tidligere haft urogynækologi, så der var ikke nogle rutiner og procedurer, som vi skulle underlægges. Der var derfor ikke rigtig nogen til at modtage os, og vi skulle ligesom starte forfra.

Der var ikke meget plads til os. Der manglede operationslejer og ambulatoriekapacitet. Det bevirkede lange ventetider, og vi kunne slet ikke holde vores produktion.

Så det har været en hård og sej kamp at komme på plads. Derudover har 2010 på Herlev Hospital været præget af sparerunder, fyringer og andre afdelingers fusioneringer. Nu skal Gentofte Hospitals gynækologisk/obstetriske afdeling nedlægges og snart kommer personalet derfra, og det skal blandt andet absorberes her. Konsekvensen er, at vi tilsyneladende er langt fra en steady state, som vi ellers rigtig godt kunne bruge. Vi bruger tiden på planlægning og logistik og ikke så meget på faglig udvikling.

Egentlig kunne jeg godt ønske mig, at alle fusioner var sket på en gang, i stedet for at vi hele tiden skal opleve forstyrrende ændringer. Overordnet ser jeg nu meget positivt på fusionen med Herlev Hospital og nu også Gentofte Hospital. Og jeg ser det daglige fremskridt. En stor gevinst er, at vi som urogynækologer har fået mulighed for at blive samlet og blive rigtigt store«. ·