Skip to main content

Sammenhæng mellem volumen og kvalitet inden for thoraxkirurgi

Overlæge Poul Erik Mortensen, Dansk Thoraxkirurgisk Selskab, Thoraxkirurgisk afd. T. Odense Universitetshospital. E-mail: pem@dadlnet.dk

15. maj 2006
2 min.

Det er et nydeligt lille arbejde, Daniel A. Steinbrüchel (DS) & Jesper Bohsen Ravn (JBR), begge fra H:S Rigshospitalet, har leveret til Ugeskrift for Læger (2006:168:1524-6). Det skal understreges, at arbejdet ikke udgår fra Dansk Thoraxkirurgisk Selskab, men afspejler forfatternes egne holdninger og støtter sig på egne litteratursøgninger.

Der er næppe tvivl om, at de undersøgelser DS og JBR refererer, viser noget om, at mortaliteten ved thoraxkirurgiske indgreb foretaget i USA falder med stigende kirurgisk volumen. Det ville have klædt deres arbejde, om de var gået dybere ind i problematikken omkring resultatrapportering. USA har et erkendt problem med at følge patienter og dermed antallet af døde op. Det er et problem, vi i DK er ude over med CPR-registeret. Når de nu nævner Dansk Hjerte-register (DHR) i artiklen, burde de have brugt lidt flere linjer evt. henvendt sig til registeret med henblik på at medbringe nyeste danske tal. Ugeskrift for Læger henvender sig trods alt til et dansk publikum. I DK er trenden med stigende volumen inden for i hvert fald hjertekirurgien ikke helt så tydelig som i USA. Den trend, der ses i de danske tal, falder ikke i tråd med deres konklusion. I de nyeste tal fra DHR er det ikke centre med de højeste volumina, der har den laveste dødelighed. Det gælder både for bypass- og klapkirurgi. Tabel 1 er hentet fra DHR på www.hjerteregister.dk

Hvorfor der netop nu kommer et arbejde, der mere end antyder, at hjertekirurgien skal centraliseres yderligere, og det på baggrund af udenlandske materialer er en tanke værd. Der er næppe tvivl om, at centre kan have for få kirurgiske indgreb til at kunne holde kvaliteten. Men ud fra de foreliggende tal fra vores egen verden er det for præliminært at tale om, hvor få eller hvor mange centre der skal være i DK. Det ville være bedre, om denne planlægning kunne foregå på et mere underbygget dansk grundlag med inddragelse af danske speciallæger i Sundhedsstyrelsens regi og ikke ud fra artikler indhentet fra et udland med rapporteringsvanskeligheder. Lad os lave planer for kirurgisk kvalitet og ikke forsøge at lave politik for egen vinding i en turbulent periode med strukturelle omlægninger.