Skal fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom samt duft- og kemikalieoverfølsomhed behandles i psykiatrisk regi?

Nogle kalder dem »modediagnoser«, som de ikke giver meget for, men fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom er ikke desto mindre anerkendte diagnoser hørende under henholdsvis reumatologien og neurologien med diagnosekoderne M79.7 og G93.3 i WHO's ICD-10.

Multiple chemical sensitivity (MCS) har endnu ingen selvstændig kode i ICD-10, men har i Tyskland og Østrig fået diagnosekoden T78.4, uspecificeret allergi, og er i Japan opført som selvstændig sygdomsbetegnelse, kagaku busshitsu kabinsh, overfølsomhed over for kemiske substanser, under diagnosekoden T65.9, forgiftning uden specifikation.

I Tyskland må MCS efter en beslutning i Forbundsrådet ikke længere i socialmedicinbekendtgørelsen kaldes en »somatiseringsforstyrrelse«. Også i andre lande, bl.a. Canada, er der taget skridt til at sikre de MCS-ramtes rettigheder.

I Danmark tænker man anderledes kreativt. Bl.a. i stordrift, jf. to artikler i Ugeskrift for Læger om en fælles diagnose, bodily distress syndrome og psykiatrisk behandlingsstrategi for funktionelle syndromer og somatisering, som det hedder [1, 2]. Modellen udspringer fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik ved Århus Universitetshospital og kan angiveligt på fordelagtig vis bruges til at håndtere besværlige patienter af mange slags.

For kronisk træthedssyndrom, myalgic encephalomyelitis/chronic fatigue syndrome (ME/CFS), er planerne allerede langt fremskredne. I Sundhedsstyrelsen taler man om et videnscenter, og i Region Midtjylland mener man, at det kan forankres i førnævnte forskningsklinik (jf. mødereferat for 17. møde i Den Regionale Baggrundsgruppe, 17. december 2009).

ME/CFS er imidlertid som nævnt en neurologisk lidelse og ikke nogen indbildt sygdom. Sophia Mirsa-sagen fra Storbritannien (kan googles) har vist, hvor galt det kan gå, når en alvorligt fysisk syg patient behandles af psykiatere og tvangsindlægges, fordi hun »ikke får det bedre«.

Hvad angår MCS har Miljøstyrelsen i 2006 taget initiativ til et Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed, hvis opgave synes at være at frikende miljøet for i stedet at lede efter »psykologiske faktorer« hos de MCS-ramte. Videncentret har ingen miljømedicinere eller toksikologer ansat.

Tidligere forskningsleder, nu seniorforsker ved videncentret, cand.med., ph.d. Jesper Elberling, konkluderer i en nyligt publiceret artikel, at »elektrochokbehandling bør anses for at være en behandlingsmulighed ved svær og socialt invaliderende MCS« [3]. Elberling har endvidere fremført, at: »Hvis observationerne om ECT er rigtige, så betyder det stor (sic) optimisme for en fremtidig behandling af MCS«. Ikke ret mange MCS-ramte deler dette synspunkt.

I dette klima krænkes patienternes rettigheder i stigende omfang. Deres sidste udvej bliver at anlægge sager ved domstolene.

> Svar:

♠ Professor Per Fink, Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. E-mail: per.fink@aarhus.rm.dk

M. Toft fremhæver i sit læserbrev, at nogle af de funktionelle somatiske syndromdiagnoser er anerkendte, idet de er inkluderet i ICD-10. De nævnte ICD-10-diagnoser er dog baseret på konsensus og på ingen eller yderst sparsom videnskabelig evidens. Selv om validiteten og eksistensen af disse diagnoser kan diskuteres, er dette ikke ensbetydende med, at patienterne ikke er syge. Fejlslutningen om, at det drejer sig om indbildt sygdom, kan få alvorlige konsekvenser for patienten i det juridiske og det sociale system. Jeg er usikker på, om det er dette, M. Toft henviser til, når hun taler om at sikre multiple chemical sensitivity (MCS)-ramtes rettigheder?

Bodily distress syndrome (BDS)-diagnosen er en empirisk baseret diagnose og burde dermed være bedre videnskabelig funderet end de kendte funktionelle somatiske syndromdiagnoser. Det bør bemærkes, at BDS-diagnosen faktisk understøtter, at der findes forskellige subsyndromdiagnoser, f.eks. muskelskeletal smertetilstand - svarende til hvad nogen ville kalde fibromyalgi.

Jeg undrer mig over, at M. Toft har fået opfattelsen af, at den organisationsmodel og behandlingsmetode, som vi har udviklet ved Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, er rettet mod »på fordelagtig vis at håndtere besværlige patienter af mange slags«. Målet har entydigt været at helbrede patienterne eller i det mindste bedre deres tilstand, og vi oplever på ingen måde patienterne som besværlige. At patientgruppen kan blive opfattet som »besværlig« i sundhedssystemet, kan skyldes, at man er uvidende om behandlingen. Patienterne bliver ofte kastebold mellem forskellige afdelinger herunder de psykiatriske, fordi ingen mener, at det er deres bord.

Inddeling af sygdomme efter speciale bygger som regel på, hvilken behandling der er den bedste. Ved de funktionelle syndromer er der evidens for, at nogle af de behandlingsmetoder, der anvendes i psykiatrien (f.eks. kognitiv adfærdsterapi), er effektive, hvilket taler for en psykiatrisk forankring af behandlingen. Det er dog ikke nødvendigvis det samme som, at sygdommen er en psykiatrisk lidelse.

De fleste almenpsykiatere har ingen eller kun sparsom erfaring med behandling af patientgruppen, og den bliver i praksis stort set ignoreret af almenpsykiatrien. Så det er ikke realistisk at foreslå behandlingen i almenpsykiatrisk regi. Udredningen af patienterne kæver ofte ekspertise fra forskellige medicinske specialer, hvilket vil tale for en forankring i det somatiske system. Den organisationsmodel, vi har introduceret, har både et ben i psykiatrien og et i somatikken og synes at være en oplagt løsning, der trækker på mange ekspertiser for at løse patienternes problem.

For at sikre patienter med funktionelle lidelser en ordentlig behandling og sikre nødvendig forskning kan måske et helt nyt speciale i fremtiden være påkrævet.