Skal forebyggelse i dansk almen praksis være evidensbaseret eller efterspørgselsbaseret?

I vort moderne samfund, hvor der er øget fokus på det enkelte individ og det frie valg, kan man som rask få tilbud om diverse forebyggelsestiltag, f.eks. gode råd om kost, tobak, drikkevaner og fysisk aktivitet. Man kan endda komme på rygeafvænningskursus eller få udskrevet motion på recept. Disse forebyggelsestiltag er primær profylakse, og ifølge Sundhedsstyrelsen er det kun rygeafvænningskurser, der virker. Resten af de individorienterede forebyggelsestiltag har ingen dokumenteret virkning.

Ved tidlig sygdomsopsporing blandt raske symptomfrie individer - sekundær profylakse - er der f.eks. evidens for, at nogle af screeningsprogrammerne for kræftsygdomme kan nedsætte dødeligheden af den pågældende kræftsygdom. Men der er også evidens for, at de samme screeningsprogrammer har utilsigtede, uhensigtsmæssige og skadelige virkninger. Det drejer sig f.eks. om diagnosticering af insignifikante kræftsygdomme (overdiagnostik) og negative psykosociale følger efter falsk positive screeningsvar. I nogle tilfælde bliver raske gjort til patienter pga. komplikationer til undersøgelser i forbindelse med et falsk positivt fund og i sjældne tilfælde med døden til følge. De gavnlige virkninger af screening for kræftsygdomme skal derfor holdes op mod de skadelige virkninger.

Tertiær forebyggelse er den patientorienterede profylakse, der handler om at forebygge eller forhindre yderligere sygdom. Der er evidens for, at mange tertiære forebyggelsestiltag har en betydelig forebyggende effekt på morbiditet og mortalitet.

Frede Olsen spørger, om dansk almen praksis er på vej mod en krise? Årsagen til denne frygt er, at de alment praktiserende læger ikke vil være i stand til at opnå konsensus inden for det præventive område og dermed ikke være en »pålidelig, troværdig og homogen samarbejdspartner for det øvrige sundhedsvæsen« [1].

Jeg deler ikke denne bekymring. For det første fordi vi som praktiserende læger kan levere god tertiær profylakse. For det andet fordi heller ikke sekundærsektoren fremtræder som en pålidelig, troværdig eller homogen samarbejdspartner. Hvad angår primær og sekundær profylakse, vil der være diskussion om, hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til omkostninger og skadevirkninger. Så længe dette ikke er afklaret videnskabeligt, kan man hverken forvente eller ønske, at der opnås konsensus. Hvis vi i almen praksis ønsker at bliver taget alvorligt, må den forebyggelse, vi driver med, så vidt muligt være evidensbaseret og ikke efterspørgselsbaseret. Vi kan ikke som faggrupper støtte udokumenterede primære profylaktiske tiltag - selvom de er nok så velmente. Og så skal vi informere fyldestgørende og forståeligt om såvel de gavnlige som de skadelige virkninger af screeningsprogrammer, således at borgerne har mulighed for at sammenligne de modsatrettede virkninger.