Skal vi fortsætte ad den vej?

Kravet om dokumentation i sundhedsvæsenet beskriver en stadigt stigende kurve. Bl.a. som konsekvens af indførelsen af de mange forskellige servicemål såsom behandlingsgaranti, kontaktlæge og krav om dokumenteret information i form af patientvejledninger, hygiejnestandarder etc. Mange af disse indgår i de »smileys«, som der uddeles. Derudover ses der et stigende krav til, at behandlingskvaliteten dokumenteres. Krav om at hvert enkelt behandlingssted skal dokumentere, at kvaliteten er i orden.

Indførelsen af servicemål kan bestemt ses som et gode, men konsekvensen har været en skov af tidskrævende registreringer, der senere skal indføres på edb og bearbejdes, hvad der også tager tid. F.eks. skal hver patient have en kontaktlæge. Meget fornuftigt, men mange får slet ikke glæde af det. Det er et must, at det i journalen dokumenteres, at der er udpeget en kontaktlæge, for at man kan få de eftertragtede point. Denne omsiggribende registrering af de utroligt mange ydelser, vi giver hver eneste patient, kræver tid. Mange registreringer er nødvendige for at få en god »smiley«. Hver enkelt registrering er en lille ting, men sammenlagt bruges der rigtig megen tid på dette »u«væsen.

Kvalitet i sundhedsvæsenet er et mantra. Vi skal kunne dokumentere kvaliteten, selv om der slet ikke er enighed om, hvad god kvalitet er. Bl.a. er det stærkt afhængigt af, om man er patient, eller hvilken personalegruppe man tilhører.

Bl.a. som følge af dette behov er det inden for alle fag gået som en steppebrand, at diagnostik og behandlingskvalitet skal registreres i »kliniske databaser«, hvor alle begreber skal være definerede, og indkodningen skal være ensartet og meget ofte foretaget af højt kvalificeret personale. Det er en kæmpestor og meget tidskrævende opgave. For øvrigt ofte en afdelings væsentligste bidrag til forskning.

Min pointe er, at de mange registreringer, uanset at de foretages i en såkaldt god sags tjeneste, tager tid, megen tid. Hvor skal den tages fra? Den skal selvfølgelig tages fra alt det øvrige diagnostiske, behandlings- og plejearbejde. Er det en rimelig måde at bruge resurser på?

Mit spørgsmål er: Skal vi vandre videre ad denne vej? Så skal der også sættes tid af til det. Eller skal vi i stedet vælge stikprøvemetoden, som anvendes i langt størstedelen af videnskabelige forskning?

I stedet for »bevidstløs« registrering, der især motiveres af, at det giver os mulighed for at sammenligne afdelinger og hospitaler, og er forudsætningen for gode »smileys« og anerkendelse fra kontrollerende kommissioner etc., kunne vi så vælge at belyse aktuelle problemstillinger ved at lave intensive tidsbegrænsede undersøgelser af et problem?

Skal vi fortsætte ad registreringens vej, eller skal vi bruge hospitalsvæsenets resurser på en mere intelligent måde?