Skip to main content

Skizofreni og andre psykoser

Professor Merete Nordentoft E-mail: d198080@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen

2. mar. 2012
2 min.

FORFATTER: Gerlach J.

FORLAG: København. PsykiatriFondens Forlag. 2011

SIDER: 198

Pris: 175 KR.

ISBN: 978-90420-79-6

Jes Gerlach er mangeårig formand for PsykiatriFonden, som han selv har stiftet og bygget op fra en lille organisation, der udgav en tryksag med informationer om psykiatri, til en blomstrende forlags- og kursusvirksomhed, der spiller en stor rolle som vidensformidler og debattør på psykiatriområdet. Det er Jes Gerlachs store fortjeneste, at der står så stor respekt om PsykiatriFonden, og at PsykiatriFonden er ved at komme i klasse med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Jes Gerlach har nu overladt formandsstolen til Anne Lindhardt, og PsykiatriFonden har ønsket at markere Jes Gerlachs afgang med en fulminant bog om skizofreni.

Jes Gerlach skriver i forordet, at bogens forgænger: »Skizofreni - hvad ved vi i dag om en af de sværeste sindslidelser?« har været fondens største bogsucces. Nu er afløseren kommet, og mit bud er, at den bliver en endnu større succes.

Bogen indeholder en opdateret gennemgang af symptomer, diagnostik og differentialdiagnostik, årsagsforhold, behandling og prognose. Gennemgangen af arvelige forhold og hjernens struktur og signalstoffer indeholder væsentlig information, men er ret kortfattet. I afsnittet om medicin formidles ret kompleks information forbilledligt klart. Bogen afspejler forfatterens dybe indsigt i moderne skizofrenibehandling, og en lang række af de evidensbaserede psykosociale behandlingsmetoder er gennemgået. Bogen kan dermed være en væsentlig kilde til information for politikere og planlæggere på psykiatriområdet, der skal tilrettelægge behandlingen og sikre, at dansk skizofrenibehandling er i verdensklasse.

Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, og den vil kunne læses af patienter, pårørende, interesserede og professionelle. Det er bemærkelsesværdigt, at det er lykkedes at forene lettilgængelighed med et meget højt fagligt niveau, hvilket illustreres af, at bogens indhold faktisk dækker pensum til medicinsk embedseksamen - om skizofreni.

Bogen er smukt illustreret med meget smukke portrætter af en række personer, der har levet med skizofreni, enten som patienter, som pårørende eller som professionelle. Bogen kan varmt anbefales til alle med interesse for skizofreni og andre psykoser.