Snubletråde i sundhedsvæsenet for flygtningebørn

Flygtningebørn har samme rettigheder i vores sundhedsvæsen som danske børn, uanset deres asylstatus. I modsætning til voksne gælder det også forebyggende undersøgelser og ikkeakutte problemer. Det er stadfæstet i såvel national lovgivning som i internationale konventioner. I praksis er der dog mange snubletråde i det danske sundhedsvæsen for nyankommne flygtningebørn og deres familier.

Mennesker på flugt

Siden efteråret har flere mennesker på flugt søgt mod vest og mod nord [1]. I 2015 søgte ca. 21.000 mennesker om asyl i Danmark, heraf var over 6.000 børn. De fleste kom fra Syrien (ofte via flygtningelejre i nabolandene), Iran, Afghanistan eller Eritrea. Flygtningebørn stiller sundhedsprofessionelle over for nye opgaver, som kan være svære at håndtere. Desto vigtigere er det, at vi er klædt på til at løse dem.

Flygtningebørns rettigheder i sundhedsvæsenet

FN´s børnekonvention beskytter alle børn, også flygtningebørn. Ifølge denne konvention har alle børn ret til ”at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet”, og vi er forpligtede til at ”… sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje” [2]. Det understreges, at denne ret gælder alle børn, som opholder sig i landet, uanset hvor de kommer fra, hvilken juridisk status de har, hvem deres forældre er, eller hvad de eller deres forældre måtte have gjort.

Danmark har ratificeret børnekonventionen, og efter dansk lovgivning har børn i asylsystemet samme rettigheder i sundhedsvæsenet som danske børn [3]. Det omfatter altså også forebyggende børneundersøgelser, genoptræning og hjælp til kroniske sygdomme. Dette gælder ikke nødvendigvis for voksne asylansøgere, og børnene har altså flere sundhedsrettigheder end deres forældre.

En sårbar gruppe

Flygtningebørn er, også sundhedsmæssigt, en udsat gruppe med særligt behov for opmærksomhed. Deres sygdomsmønster og behov adskiller sig fra både voksne flygtninges og danske børns og afhænger af, hvilke lande og kår børnene kommer fra.

Mange kommer fra lande med flere og andre infektionssygdomme end i Danmark. Tuberkulose, hiv og hepatitis er hyppigere blandt flygtninge end danske børn, viser et endnu upubliceret studie fra Dansk Center for Migration, Etnicitet og Sundhed, forfattet af Nørredam & Kruse, og data tyder på, at vi er længe om at stille diagnosen. Det har betydning for behandling og øger risikoen for komplikationer og men. Også mangelsygdomme som rakitis samt arvelige anæmier er hyppigere. Af tilsvarende grunde får alle adoptivbørn ved ankomsten til Danmark tilbudt en forebyggende undersøgelse på en børneafdeling med særlig erfaring i infektionssygdomme. Det samme tilbud gives ikke til flygtningebørn.

Flygtningebørn kan være psykisk sårbare. Ifølge Røde Kors har hvert femte barn ved ankomsten psykiske reaktioner med specifikke behov for støtte. Traumatiserende begivenheder før og under flugten og posttraumatisk stress hos forældrene kan påvirke børnene. Belastningen forværres af forholdene i asylcentrene, særligt langvarigt ophold [4].

Flygtningebørn har ofte haft dårlig adgang til forebyggende børneundersøgelser, såvel i deres oprindelsesland som under flugten, som kan strække sig over flere år. Når de kommer her, kan det være svært for forældrene at danne sig et overblik over, hvilke sundhedstilbud der findes til barnet; de taler ikke sproget og ved ikke, hvor og hvornår man søger hjælp. Alt dette øger risikoen for, at børnene "falder igennem maskerne", hvis vi ikke yder en særlig indsats. Dette viser sig for eksempel ved, at færre flygtningebørn gennemfører børnevaccinationsprogram sammenlignet med danske børn [5].

Flygtningebørns sundhedshjælp – hvad gør vi i praksis?

Den første modtagelse varetages af asylcentrene, hvor børnene screenes fysisk og psykisk af centerets sygeplejerske og læge. Asylcenteret varetager praktiserende læges rolle og viderehenviser til speciallæge, hospital, psykolog osv. efter behov. Inden behandlingen på hospital skal der søges om kaution fra Udlændingestyrelsen. Praksis er – i hvert fald på papiret – at børnene gives samme adgang til sundhedstilbud som danske børn.

Patientjournalerne fra asylcentrene følger ikke automatisk med barnet, når familien får asyl, så kommunerne og de praktiserende læger starter oftest forfra, når de overtager ansvaret. Dette kan besværliggøre forløbet unødigt.

Screening af anerkendte flygtninge

Siden 2013 har kommunerne været forpligtet til at tilbyde en lægelig helbredsvurdering af alle flygtninge inden tre måneder efter, at de har fået asyl, blandt andet for at kunne skræddersy integrationsindsatsen. For børn bør dette omfatte vurdering af trivsel, vækst, udvikling, vaccinationsstatus, infektionseksposition, kroniske sygdomme og en evaluering af familiens psykosociale forhold, herunder om barnet (eller dets forældre) har været udsat for traumatiserende hændelser, og ved behov skal barnet henvises til psykosociale indsatser i kommunen [6].

Det er dog langtfra alle flygtninge, der får tilbuddet. Kun knap halvdelen ifølge Rigsrevisionens evaluering af ordningen for et år siden. Også kvaliteten af undersøgelsen kan halte: En uformel rundspørge viste, at flere praktiserende læger mente, at de manglede de nødvendige faglige og tværkulturelle kompetencer. En nylig aftale mellem regeringen og KL lægger op til at løse problemerne ved at afskaffe det obligatoriske tilbud om helbredsvurdering – en løsning, der næppe vil være til gavn for flygtningebørnene eller integrationsprocessen.

Udokumenterede flygtningebørn

Vi ved i sagens natur meget lidt om, hvor mange udokumenterede børn der lever i Danmark, og disse børns adgang til sundhedsvæsenet er en gråzone. Men vi ved, at de er her. Røde Kors' lægeklinikker for udokumenterede migranter behandlede 87 børn under 18 år i 2015, hvilket illustrerer, at deres behov ikke altid dækkes i det almindelige sundhedssystem [7]. Voksne udokumenterede migranter i Danmark har kun adgang til akut behandling. Børn er dog beskyttet af børnekonventionen og bør derfor have adgang til sundhedshjælp på lige linje med danske børn, hvilket bekræftes af Udlændingestyrelsens vejledning [3]. Det er ikke alle, der ved det – både blandt sundhedspersonale og migranter tror mange, at udokumenterede børn kun har adgang til akut hjælp. Alene det forhold, at børnene ikke har en praktiserende læge, betyder, at de ikke får forebyggende børneundersøgelser, og at adgangen til sundhedsvæsenet er besværliggjort.

Vejen frem

Som sundhedspersonale er det naturligt at hjælpe, hvor behovet er stort, uagtet skiftende politiske vinde. Flygtningebørn i Danmark er blandt de mest sårbare børn i Danmark. Mange børn får god hjælp, men der er flere snubletråde – mange aktører, mangelfuld koordination, administrative udfordringer og begrænset erfaring og kompetence – der kan spænde ben for, at flygtningebørn får den behandling, som de har brug for og er berettigede til. En løsning kan være at samle den initiale helbredsvurdering på færre hænder hos læger med viden og interesse i flygtningebørns sundhed og sygdom, på samme måde som for adoptivbørn. Dette vil sikre et ensartet tilbud af høj kvalitet og vil formentlig kunne betale sig ved at undgå forsinkede diagnoser og omveje gennem sundhedsvæsenet. Etablering af sådanne indvandrerbørneklinikker vil desuden opbygge erfaring og kompetencer samt skabe muligheder for forskning og undervisning. Indvandrermedicinske klinikker er allerede etableret for voksne.

UNICEF vurderer, at 230 millioner af verdens børn er ramt af kriser og konflikter. En forsvindende lille brøkdel af dem søger ly her i Danmark med eller uden deres familier. Som sundhedspersonale er det vigtigt at vide, at flygtningebørn har ret til samme sundhedsbehandling som herboende børn. Vi skal være med til at sikre denne ret i praksis.