Socialmedicin eller socialforvaltningsmedicin?

Efter at have læst Jens Tølbøll Mortensens kronik den 27. august [1] bliver jeg en kende forstemt. Er det status i dagens socialmedicinske faglighed? Indlægget bærer ikke præg af overdreven empati, og forklaringen på det stigende antal pensioner og fleksjob synes at være blødsødenhed.

Enhver, der beskæftiger sig med området, kender patienten, som vi ikke forstår ikke kan arbejde - vi oplever et misforhold mellem klager og objektive fund. Jens Tølbøll Mortensen efterlyser mere faglighed, men er der mere faglighed i at overhøre patientens klager og skubbe hende ud på et arbejdsmarked, hun oplever ikke at magte? Omvendt er en faglig ydmyghed på sin plads i forhold til vores fragmentariske biomedicinsk lægelige viden om smerters opståen og forløb. Her må vi ty til en bredere forklaringsmodel.

I mit eget arbejde som socialmediciner har jeg ofte tænkt, at en somatiform tilstand er en slem lidelse at pådrage sig. Selv folk, som arbejder seriøst terapeutisk med denne patientgruppe, anser en svær somatiform tilstand som tæt på uhelbredelig. Giver det anledning til at pine en patient yderligere, når fagligheden siger, at det er udsigtsløst? Bør vi i stedet holde os til pensionslovens bestemmelser om kronicitet og udtømte behandlingsmuligheder?

I den anden ende af spektret er der dem, der »bare« har ondt i »orken«. Det er slemt nok ikke at orke. Et fornuftigt professionelt udgangspunkt for en socialmediciner kunne være, at folk overordnet håndterer deres liv så godt, som de nu kan, og indimellem i en nådefuld lykkestund kan vi hjælpe dem til at håndtere det en smule mere hensigtsmæssigt. Og jo: patienter kan presses tilbage til arbejdsmarkedet, selvom de føler sig syge - det er blot et spørgsmål, hvor hårdt vi presser dem. Hvis vi går til ekstremen, ved vi fra 1930'ernes Tyskland, at det gælder ved endog svær sygdom. Det er vores humanistiske standard, der sætter grænsen - der er ingen objektiv grænse.

Hvis det store antal danskere på overførselsindkomst kun betragtes som et individuelt problem, leder det til kynisme i tilgangen til klienten/patienten. Med en samfundsmæssig tilgang kunne man til en start undre sig over, at arbejdsmarkedet af mange opleves som så intolerant, at et liv uden for et arbejdsfællesskab - og på en ganske lav almisse - opleves som mere tillokkende.

Det kunne lede til overvejelser om et arbejdsmarked, som nødigt tolererer ansatte, som kører på 90% eller mindre. Og hvor selv en banal funktionsnedsættelse fra arbejdspladsens side kan udløse en forventning om tilskudsordninger - herunder netop tilkendelse af et fleksjob. Var det det, vi mente med »det rummelige arbejdsmarked«?