Målgruppen for denne bog er patienter med søvnapnø og deres pårørende. Søvneksperten Jan Ovesen – uddannet som otolog – har arbejdet med søvn og søvnapnø i 35 år og giver her mange af sine kliniske erfaringer videre.
Bogen er på under 100 sider og er klassisk opdelt i 17 kapitler uden referencer. Den gennemgår, hvad søvnapnø er og symptomerne herpå. Desuden behandles apnøernes negative indvirkning på søvnkvalitet og den deraf nedsatte kognitive funktion, ligesom komplikationer til ubehandlet søvnapnø omtales.
Beskrivelsen af den ambulante polygrafi til at stille diagnosen er et relevant afsnit. Behandlingsafsnittet understreger, at natlig CPAP er den primære behandling til hovedparten af patienterne, mens andre behandlinger også omtales: tandbøjle, operation, positionstræner til søvnapnø i rygleje og vægttab til overvægtige patienter.
Nyere viden er medtaget, bl.a. at en ret stor del af søvnapnøpatienter overraskende også lider af søvnløshed. Da ca. halvdelen af de patienter, der påbegynder CPAP-behandling, ophører af forskellige årsager i løbet af det første år, ville en mere detaljeret omtale af bivirkninger ved CPAP-behandling, og hvordan de evt. kan overvindes, have været ønskværdig.
Jeg synes, at der mangler nogle gode illustrationer vedr. de anatomiske forhold i mund, svælg og øvre luftveje, og hvad der sker i forbindelse med apnøerne. Ligeledes er nogle af illustrationerne, f.eks. vedrørende de natlige polygrafimålinger, nok lidt svære at tolke for lægmand.
Budskabet om, ”at man med ubehandlet søvnapnø ikke bør føre bil”, fremstår klart og velpointeret. Henvisninger til videoer om søvnapnø og andet informationsmateriale på internettet ville have forbedret bogens brugsværdi for patienterne.
Samlet set en fin lille bog, der videregiver en erfaren eksperts mangeårige kliniske erfaringer og viden. Bogen kan anbefales til patienter med søvnapnø og deres pårørende, der ønsker en mere dybdegående viden om denne sygdom.
Overlæge, dr.med. Philip Tønnesen
E-mail: philipt@dadlnet.dk
Interessekonflikter: PT har modtaget honorar fra Philips Healthcare for foredrag og forskningsstøtte fra ResMed Maribo.