Speciallæge i front – nu!

For seks et halvt år siden afsluttede Sundhedsstyrelsen arbejdet med en akutrapport, som udstak rammerne for fremtidens akutmodtagelse af patienter på sygehusene. Den akutte patient skulle i fokus, og speciallæger fra fire vigtige akutspecialer – medicin, kirurgi, ortopædkirurgi og anæstesiologi – skulle i tilstedeværelsesvagt for at sikre en højere kvalitet og en mere effektiv behandling. Det skulle være slut med den ensomme sygehuslæge på det lille sygehus eller med den uerfarne yngre læge, der rodede alene med patienterne uden reel supervision midt om natten. De relevante speciallæger skulle med i front døgnet rundt, og antallet af sygehuse med akut modtagelse skulle indskrænkes væsentligt for at sikre det nødvendige befolkningsgrundlag for de nye, store akutmodtagelser.

Akutrapporten blev modtaget med begejstring af såvel læger som regioner, og rapporten er siden fulgt op af omfattende strukturændringer af sygehusvæsenet, hvor der fremadrettet kun vil være godt 20 sygehuse (mod knap 50 i 2007), som skal tage imod akutte patienter. Samtidig har Staten lagt 40 mia. kr. i en pulje til ny- og ombygninger af sygehuse, så visionerne fra akutrapporten fuldt ud kan realiseres. Det forventes også, at de nye standarder for akutbehandling vil føre til mere effektive patientforløb, fordi de relevante diagnostiske undersøgelser bliver udført med det samme, og relevant behandling bliver iværksat hurtigt – uanset tidspunkt på døgnet. Denne effekt er ikke uvæsentlig at få med, når man skal opnå de sengedagsbesparelser, som de nye sygehuse forudsætter.

Ikke nemt – men visionen fastholdes

I Region Syddanmark er akutrapporten bl.a. fulgt op af rapporter om organisering af de nye fælles akutmodtagelser og om tilrettelæggelse af de akutte patientforløb. Centralt i arbejdet er kravene om tilstedeværelse af relevante speciallæger døgnet rundt samt om tidlig vurdering efter indlæggelse (inden for en halv time) og om behandlingsstyrende diagnose med plan for videre behandling inden for fire timer, begge dele ved speciallæge.

Det er ikke nogen nem opgave at få de fælles akutmodtagelser til at fungere efter hensigten. Sammenflytning af personale fra forskellige afdelinger og skabelse af en ny, fælles kultur, tilrettelæggelse af de akutte patientforløb efter fælles skabeloner, samarbejde mellem FAM og det øvrige sygehus, de fysiske forhold, som ikke er på plads alle steder, og mangel på visse typer speciallæger. Men visionen er fastholdt, og det går stadig fremad. To af de fem FAM’er er bygget, og tre er under konstruktion, og alle steder er udgangspunktet, at de relevante speciallæger er til stede på sygehuset døgnet rundt.

Akutspecialister

På landsplan er der de samme udfordringer som i Region Syddanmark. Byggerier bliver planlagt og sat i gang, og Statens 40 mia. kr. skal nok blive brugt. Lidt tungere går det med at realisere visionen om speciallæge i front døgnet rundt, hvor der er fremsat forskellige forslag, der mindsker effekten af denne hjørnesten i akutreformen.

Et forslag er, at der skal etableres et akutspeciale. Akutlægerne kan så tage sig af FAM døgnet rundt, mens de »rigtige« specialister kan blive tilbage i specialafdelingerne – eller være på tilkald hjemmefra – og passe deres specialiserede patienter. Løsningsforslaget følger en kendt fremgangsmåde: nyt problem, nyt speciale, og ingen forklaring på en række spørgsmål, der naturligt melder sig. Hvordan vil det påvirke det samlede sygehusvæsen nu og på længere sigt? I hvilket omfang kan vi reducere de eksisterende specialer – eller er det blot et add on? Og er det – i Danmark – en akutlæge eller akut intern-mediciner, der er brug for?

Vi har ikke akutspecialisterne i dag, og det vil tage 10-15 år at uddanne dem i relevant omfang. Alene af den grund kan vi ikke bære akutreformen med speciallæge i front igennem ved at oprette et nyt speciale.

Ikke hele døgnet

Et andet forslag er at lade den FAM-speciallæge, der fungerer som flowmaster og understøtter triage og visitation, være speciallægen i front. Vedkommende kan så kalde relevante speciallæger inde i sygehuset, når det er nødvendigt. Flowlægen skal passe funktionen frem til kl. 23, mens patienterne om natten må formodes at skulle modtages på gammeldags manér, dvs. af en yngre læge, der har større eller mindre erfaring, og som kan ringe og konferere med en tilkaldevagt. Ordningen er kun ment som en overgangsordning for de næste fire til fem år – derefter skal der så etableres døgndækning med de relevante specialer.

Vi vil ikke afvise, at der kan være brug for overgangsordninger på nogle områder eller på nogle sygehuse. Men vi er betænkelige ved overgangsordninger, der fjerner sig fra målet – speciallæge i front i de relevante specialer. Nu har vi tygget på den her udfordring i seks et halvt år, og vi mener, det er på tide at tage skridt til at få gennemført denne del af akutreformen – bakket op af, at der i de kommende år uddannes mange speciallæger. Tiden er kommet til at realisere det, der var tanken med akutreformen: speciallæger i front for at sikre en bedre diagnostik, behandling og uddannelse og derigennem en bedre og mere effektiv håndtering af akutte patienter.

Der skal trækkes igennem nu

I Region Syddanmark har vi som nævnt lagt os fast på, at patienterne skal vurderes af en relevant speciallæge inden for en halv time og have fastlagt en behandlingsstyrende diagnose og lagt en behandlingsplan af speciallæge senest fire timer efter ankomst. Speciallægen vil ikke i alle tilfælde selv kunne varetage funktionerne, men alle relevante speciallæger er på matriklen eller i FAM døgnet rundt og holder sig hele tiden ajour med, hvilke patienter der er kommet inden for specialet, hvor langt de er i udredningen, og hvem af de yngre læger, der på speciallægens vegne tager sig af opgaverne i FAM, når speciallægen er i gang med noget andet på sygehuset.

De relevante specialer er i tilstedeværelsesvagt, men frem til 2016 accepterer vi, at man mellem kl. 24 og 07 slækker på halvtimes- og firetimerskravet og f.eks. først lægger en behandlingsplan ved speciallæge næste morgen. Det er dog udelukkende det logistiske krav, der kan afviges fra – hvis der fagligt er grund til, at speciallægen møder op (f.eks. til en dårlig patient), skal det ske.

Vi synes, der er brug for, at man på landsplan nu fokuserer på at få gennemført den del af akutref ormen, der handler om speciallæge i front. Det er ikke nemt – det kræver en del ledelseskraft, og man må naturligvis være lydhør over for reelle bemandingsproblemer, der kan være rundt omkring. Men grundlæggende så er det på tide, at der trækkes igennem i de relevante specialer og ikke bruges mere tid på den ene og anden overgangsordning.

I stedet skal der uophørligt arbejdes på at nå målet.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen