Styrer lægemiddelindustrien den kliniske forskning i Danmark?

Lægemiddelindustrien anvender meget betydelige midler på den kliniske forskning i Danmark. En opgørelse fra Læge-middelstyrelsen i 1998 viste, at af 301 kliniske forsøg med lægemidler var 62% initieret af industrien og 35% af akademiske forskere [1]. Det er Styrelsens skøn, at fordelingen er tiltagende skæv til fordel for industriinitierede studier. Kun en tredjedel af de 6-7 mia. kr., der anvendes årligt til sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark, hidrører fra offentlige midler, mens to tredjedele kommer fra industrien [2]. Samme udvikling ses i alle vestlige lande.

Som konsekvens vælger industrien for en stor del emnerne for den kliniske forskning og fokuserer oftest på farmakologisk behandling, hyppigst med egne produkter. Antallet af medikamenter med nye aktive substanser er stærkt faldende. I 1980'erne registreredes årligt ca. 60, i 2001 31, og antallet er stadig faldende [3]. En betydelig del af den industri-sponsorerede forskning har derfor til formål at dokumentere effekten af farmakologiske analoger til allerede markedsførte medikamina. Disse betyder meget sjældent, klinisk signifikante forbedringer målt på morbiditet og mortalitet.

Det er forståeligt, at også industrien interesserer sig for behandling af de stadig større grupper af patienter med kroniske sygdomme, som tillader overlevelse, men som truer livskvaliteten. Der er gode eksempler på, at forskningen på dette område har medført betydelige fordele. I sin søgen efter nye behandlinger og dermed nye kommercielle muligheder tilrettelægger industrien mange studier med det formål at påvise en bedre effekt af nye analoger og at dokumentere nye indikationer for allerede registrerede. Sammenligning af en »ny« behandling med en kendt på dette område kræver oftest meget store patientgrupper med standardiseret høj risiko eller en meget lang observationsperiode, som sjældent anvendes i en tid, hvor hurtige resultater er et krav. Der er i den sammenhæng talrige eksempler på, at sammenligninger er tilrettelagt således, at resultatet i virkeligheden er forudsigeligt [4] og kun i begrænset omfang generaliserbart. Sammenligning sker ofte ikke med den bedste kendte behandling i optimal dosering, eller den sker ved tillæg af et nyt medikament til en forudgående kombinationsbehandling, som gør det mere end vanskeligt at bedømme virkningen. Værdien af nye behandlinger angives ofte som et relativt mål. Størrelsen heraf er oftest betydelig, men lige så ofte er den absolutte gevinst meget beskeden. Hvis sammenligningen sker uden bias, må man forvente, at de to behandlinger med samme hyppighed viser sig at være de bedste. Konklusionen af industrisponsoreret forskning er imidlertid oftest til fordel for det nye lægemiddel [5, 6].

Det er ikke overraskende, at en industri, som repræsenterer en omsætning på mere end 3.000 mia. kr. årligt, bruger mange resurser på ikke blot at udvikle og fremstille virksom medicin, men også på at producere veltilrettelagt information og overbevisende argumentation over for de læger, som skal administrere deres produkter over for patienterne i sundhedsvæsenet. En stadig større del af den kliniske forskning anvendes således først og fremmest til markedsføring. Læge-middelindustrien bidrager med ca. 4 mia. skattefradragsberettigede kr. til formålet i Danmark, men uden at det sikres, at forskningens formål er relevant og almennyttigt. Der er ingen tvivl om, at en for stor del af den kliniske sundhedsforskning i Danmark styres af lægemiddelindustrien til markedsføring snarere end til udvikling af bedre patientbehandling. Den lægger samtidig beslag på vigtige, knappe resurser som forskningsaktive læger og forsøgspersoner.

Der er derfor brug for en langt større offentlig, uafhængig forskningsfinansiering. En sådan vil sikre, at forskerresurser, både hvad angår personer, institutioner og kliniske områder relevante for forskning, ikke er henvist til først og fremmest at arbejde i industriens interesse for markedsføring, men med fokus på patienternes behov. Der er ingen tvivl om, at sådan forskning med fordel kan ske i samarbejde med lægemiddelindustrien, men ikke på dens betingelser.