Sundhedshuse kan forringe lægebetjening af de svageste borgere

Centraliseringen af kommunernes og primærsektorens sundhedstilbud i sundhedshuse er blevet et ideologisk dogme, der kan komme til at virke modsat hensigten. Det vil kunne skabe et sundhedsmæssigt paradoks: forringe de udsatte borgeres mulighed for at komme til læge eller få andre vigtige sundhedstilbud, i stedet for, hvad der var intentionen, at forbedre borgernes sundhed.

Jeg var gået ud på bagdækket på Bornholmerfærgen på vej hjem fra Folkemødet. Her møder jeg lederen af et center for hjemløse i en sydsjællandsk kommune. Da jeg fortæller hende, at jeg er praktiserende læge, kan hun ikke dy sig:

»Er I klar over, at ideen om sundhedshuse, hvor man samler sundhedsfunktionerne, er ved at undergrave muligheden for lægehjælp i de små kommuner. Når nu de flytter de praktiserende læger ind i til sundhedshusene, vil beboerne på mit center og andre udsatte borgere få op til 30 km til læge. Det vil sige, at de mister muligheden for at få primær lægehjælp. For politikerne har vel ikke tænkt sig at sende sundhedsbusser ned til os, så de udsatte borgere kan komme til læge – de har efter min mening overhovedet ikke tænkt – så fuck sundhedshuse«.

Hun sagde dette med et glimt i øjet – men hun har ret.

Afstanden til lægen er vigtig

I OECD-rapporten fra 2013 om det danske sundhedsvæsen blev afstanden til læge beskrevet som en af de væsentlige årsager til ulighed i sundhed. Set i det lys er det uheldigt, at sundhedshuse med en centralisering af almen praksis i større enheder er blevet et dogme i dansk sundhedspolitik. For fjernelsen af almen praksis fra lokalmiljøerne i de tyndt befolkede områder vil hverken være til gavn for lægerne eller patienterne. Det vil yderligere forværre de centraliseringstendenser, som er en følge af kommunesammenlægningerne og den sociale-økonomiske tilbagegang i udkantsområderne.

Hvis man skal understøtte sundhedstilbuddene i tyndt befolkede og socialt belastede områder, skal sundhedstilbuddene tværtimod decentraliseres i form af sundheds- og socialtilbud, der er i det område, hvor borgerne befinder sig. Når det gælder almen lægehjælp, bør man prioritere enkelt- eller tolægepraksis spredt i områderne. Disse praksis kan så indgå i samarbejde med andre praksisser, således at man derved skaber et almenmedicinsk netværk. Eventuelt kan man ved problemer med lægedækning have mobile praksisklinikker, der kører ud til lokalområdet og derved skaber den fornødne lægedækning eller andre løsninger, der tilgodeser lægedækningsbehovet.

Magter ikke transporten

De skrøbelige borgere magter ikke at transportere sig til sundhedscentrene, og de magter heller ikke at opsøge eller holde fast i de sundhedstilbud, der er relevante for dem. Det er typisk disse grupper borgere med svære sociale, psykiatriske, fysiske eller personlige problemer, der ikke kan drage nytte af kommunernes sundhedstilbud i sundhedshusene.

Så sundhedshuse er ikke en løsning for de mest socialt belastede grupper i samfundet. Lidt polemisk kan man sige, »at borgerne har brug for sundhed, men politikerne giver dem i stedet sundhedshuse«.

Alternative løsninger i ind- og udland, hvor social- og sundhedsprofessionelle arbejder sammen og lader sundhedstilbuddene komme ud til borgerne, hvor de bor eller lever, har vist sig at kunne få borgergrupper i behandling, der ikke tidligere har kunnet profitere af sundhedsvæsenets tilbud. »Broen til bedre Sundhed« i Region Sjælland er et af de første danske projekter af denne art. Her har man vendt problemstillingen på hovedet og lavet grundige analyser af, hvilke befolkningsgrupper der har brug for hjælp, hvor de befinder sig, og lagt en specifik strategi for hvorledes og hvor indsatsen skal udrulles. Og denne strategi har allerede vist sig at hjælpe nogle af de mest udsatte og skrøbelige patientgrupper.

Politikerne må ud af vanetænkningen

For at hjælpe de laveste sociale lag i samfundet er sundhedspolitikerne nødt til at træde ud af deres vanetænkning og komfortzone. For her hjælper ingen standardiserede pakkeløsninger eller dogmer såsom sundhedshuse (hvor der opstår »synergi mellem faggrupperne« – dette er ikke set endnu), for den sags skyld helbredstjek af udsatte borgere (de har ikke vist nogen effekt) eller andre såkaldte sundhedskampagner – intet af dette har varig effekt. Disse tiltag tilgodeser i højere grad politikernes dårlige samvittighed og muligheden for at profilere sig selv, end de hjælper de udsatte borgere.

Det er nødvendigt at udvikle socialt understøttede sundhedstilbud, der bygger på grundige analyser af lokale sundhedsmæssige udfordringer. Herudfra skal udvikles løsninger, der tager individuelle/lokale hensyn og er til rådighed, når borgeren har behovet. Et lavpraktisk sundhedstilbud, der sammen med sociale tiltag kan hjælpe borgeren, hvor denne er, og forsøge at bringe borgeren i en position, så han kan modtage mere avancerede sundhedstilbud.

Det er at sammenligne med lægehjælp til nomader. Lægerne er nødt til at være til stede på deres vandringsruter. Patienterne skal have den hjælp, de har brug for her og nu og nogenlunde skræddersyet til deres behov. Man er så vidt muligt nødt til at færdigbehandle dem, for man kan ikke være sikker på at se dem igen.

Opsporing

Så ideen om sundhedshuse kan kun gøre en forskel, hvis man opfatter »huset« som et murstensløst begreb, hvor arbejdet i enheden vægtes i retning af at opspore udsatte grupper, designe specifikke sundhedstilbud og opsøge og hjælpe de svageste borgere i disses lokalområde. Tilbud etableret i lokalområder f.eks. skoler, lægepraksisser, biblioteker eller andre steder i lokalområdet, hvor borgerne alligevel kommer. Har man ikke egnede lokaler til rådighed, må man eventuelt indrette mobile klinikker og så køre dem ud i ghettoerne, landsbyerne, industriområderne og andre steder, hvor der er sårbare patientgrupper, der har behov for hjælp.

Men lige så vigtigt er det, at sundheds- og socialarbejderne samarbejder, for en overvejende del af sundhedsproblemerne i de mest udsatte befolkningsgrupper har rod i socialt armod – hjemløshed, arbejdsløshed, ensomhed, økonomisk deroute etc. Så der bør udvikles organisatoriske modeller for, at kommunernes sociale system understøtter de sundhedstiltag, der udrulles. Det er ikke indtrykket, at der endnu er en forståelse for dette hverken landspolitisk eller i kommunerne.