Indførelsen af Sundhedsplatformen skaber usikkerhed for behandlingen af patienter i psykiatrien. "Det er med vemod, jeg har ansøgt om fratrædelse ...", skriver psykiater Inger Beck.
Jeg har haft stor arbejdsglæde som læge gennem mere end 40 år, heraf 26 år som overlæge inden for psykiatrien. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle fortsætte, til jeg blev 70 år – det gør jeg ikke længere. Det er med vemod, at jeg har ansøgt om fratrædelse fra min overlægestilling som en direkte konsekvens af indførelsen af det nye it-system Sundhedsplatformen (SP) i hospitalsvæsenet i Region Sjælland.
Med indførelsen af SP har politikere og ledelsen af hospitalsvæsenet i Region Sjælland prioriteret at vægte kontrol og økonomistyring højere end klinikerens behov for at have et it-system, som understøtter det faglige arbejde. Specifikt for psykiatrien oplever jeg, at fagligheden udhules og gøres primitiv. Inden for alle lægelige områder er relationen mellem patient og behandler afgørende for positiv effekt af behandlingen – men dette er specielt gældende for psykiatrien. Når SP kræver, at man skal skrive i computeren samtidig med, at man optager journal, er der stor risiko for, at relationsdannelsen mellem behandler og patient ikke lykkes. Patienten oplever nemt utryghed i forhold til, om behandleren hører efter, hvad han/hun fortæller.
Der er heller ikke længere interesse for at give plads til et helhedssyn på patienten. Som eksempel kan nævnes, at en afdeling, som brugte notatmuligheden i systemet til at udvide sygehistorien hos den enkelte patient, så der kom perspektiv på sygdomsudviklingen og dermed større mulighed for at kunne sætte ind med mere relevant og præcis behandling, blev stoppet efter få dage med besked “oppefra” via "floorwalker", at dette ikke var meningen med SP! Indførelse af standardfraser i journaloptagelsen er et andet eksempel på, at kvaliteten forringes. I psykiatrien er det deskriptive det væsentligste arbejdsredskab, at den enkelte patient bliver vurderet og beskrevet detaljeret, at der kreeres “et personligt billede” og ikke et standardfoto, så eftertiden bl.a. kan sammenligne udviklingen i tilstanden. Derudover bruges der i SP et ordvalg/sprog, som muligvis har mening i USA, men absolut ikke giver mening i hospitalsvæsenet i Danmark. Det har været nødvendigt at udgive en “miniparlør” over ord anvendt i SP, da ordene har en anden betydning i SP end det, vi kender til i Danmark. Det var i starten ikke muligt at udprinte en samlet oversigt over medicinordinationer. Et tydeligt tegn på, at de, der har forvaltet udviklingen af SP til det danske hospitalsvæsen, ikke har været særlig tæt på den kliniske dagligdag.
Der var mange advarsler forud for indførelsen af SP i Region Sjælland. Det er sørgeligt, at der ikke er større respekt for medarbejdernes bekymring i hospitalsvæsenet. Det medfører stor risiko for dårligt arbejdsmiljø, mistrivsel hos medarbejderne og dermed risiko for dårligere behandling af patienterne, når der ikke mellem ledelse og medarbejdere arbejdes på at skabe basis for følgeskab til lederskabet. Man kommer til at opføre sig som modstandere.
Man kan kun gisne om, hvorfor indsigelserne ikke blev taget alvorligt. Det er halsløs gerning at fastholde at indføre så store forandringer, før der er vished for, at det dur, og dermed påføre flere tusinder medarbejdere frustrationer, usikkerhed, opgivenhed, hjælpeløshed og sorgfuldhed og samtidig for mange tusinder nuværende og kommende patienter større risici for fejlbehandling. Det giver selvfølgelig anledning til refleksioner over, hvad der er drivende hos beslutningstagerne. Hvilke kriterier og personlige kompetencer ønskes der hos dem, der bliver ansat til at lede og forvalte hospitalsvæsenet i Region Sjælland?
Nu har jeg arbejdet med SP i knap tre måneder, og SP lever til fulde op til mine værste forestillinger. Jeg har med SP fået opgaver, som tager tid fra den lægefaglige indsats – så jeg nu på en dag kun når at udføre ca. en tredjedel af de opgaver, som jeg kunne før indførelsen af SP. Det tærer på arbejdsglæden, og samfundet får ikke den samme valuta for pengene som tidligere.
Jeg er i denne sammenhæng “heldig”, at jeg har nået pensionsalderen. Jeg er vidende om, at flere kolleger ligesom jeg har opsagt deres stilling med baggrund i indførelsen af SP. Har vi råd til at “miste” lægelige kompetencer på denne baggrund på et tidspunkt, hvor der er mangel på læger?
Jeg fortryder ikke min opsigelse og tillader mig at påstå, at under styring af SP tegner fremtiden sig mørk for det psykiatriske område og for patienter med behov for psykiatrisk behandling.
