Sundhedsplatformen virker – for mig

Kære kollega. Inden du afskriver mig som bindegal skruebrækker i lommen på NPM-tilbedende verdensfjerne lægefjendske ikkeklinikere, så noter venligst mit forbehold: virker – for mig. Jeg siger ikke, at den virker for dig. Jeg påstår ikke, at den er fejlfri, eller at der ikke er plads til forbedringer, ej heller er jeg blind for, at min arbejdssituation på mange måder er speciel og adskiller sig fra ”den generelle hospitalslæges dagligdag”.

Alligevel føler jeg mig kaldet til at fortælle en anden historie om Sundhedsplatformen (SP) end den fremherskende, fordi historien om, hvordan vores arbejdsglæde og faglighed trues af SP, ikke er den eneste historie, der findes om den forandringsproces, som vi er i gang med.

Idiotarbejde, nej tak!

Måden, vi gjorde ting på før SP, var ikke fri for idioti. Før bladrede vi ved hver indlæggelse patientens journal igennem for at journalføre tidligere hospitaliseringer under punktet ”Tidligere”. En tidskrævende opgave hos de hyppige gæster – som så, i hvert fald i min tid som reservelæge, ofte blev løst ved en oplæsning til diktafonen af det, som en anden havde produceret, forhåbentlig (men ikke altid) det mest opdaterede og korrekte billede af hvad patienten tidligere havde gennemgået. Herefter skrev sekretæren diktatet af. Dobbeltarbejde med indbygget risiko for fejl.

Et andet eksempel: kodning ved det ambulante besøg. Det kan lyde i debatten, som om det, at læger skal sætte koder på deres aktiviteter, er et onde indført med SP. Det er det ikke i vores afdeling. Før SP skulle jeg efter hver konsultation fremfinde et særligt kodeark fra patientens journal og skrive dato, SKS-koder og patientens diagnosekode på arket. Diagnosekoden fandt jeg i diagnosebiblen (hvis jeg kunne finde den) eller i SKS-browseren online. Herefter skulle journalen lægges til kodning hos sekretæren, som igen skulle lede efter det dedikerede kodeark, fremfinde patienten i systemet og overføre min kode dertil.

Disse arbejdsgange er heldigvis nu obsolete. Hvis jeg tager mig tiden og de unægtelig voldsomt mange klik, der skal til for at gennemgå og indtaste oplysninger om patientens tidligere indlæggelser, ja så er det gjort. Så kommer det med min smarttekst lige ind i mit notat der, hvor jeg vil have det, og det kan komme igen i min gennemgang ved et hurtigt link, hvis jeg ønsker det. Og næste gang, patienten ses på et SP-hospital – mit, eller et andet – ja, så er afsnittet ”Tidligere” i indlæggelsesjournalen blot et smartlink væk for min kollega.

Når jeg ser en patient i ambulatoriet i dag, kommer jeg som det sidste i min SP-Navigator forbi spørgsmålet om koder. Det tager mig kortere tid at sætte flueben ud for en af mine favoritter, end det gjorde at fremfinde arket, skrive datoen og sætte krydset før. Og med fem klik og syv tastaturanslag har jeg i samme arbejdsgang mulighed for uden forsinkelse at sende egen læge-kopi af dagens overvejelser. Før dikterede jeg: ”kopi til egen læge”. Det var måske et par sekunder kortere end de fem klik, men det var ofte 14 dage senere (og nogle gange væsentlig længere), at kopien rent faktisk var hos lægen.

Så: tak til SP for at spare mig for idiotarbejde.

Sekretærens vigtige rolle

Nedgangen i dobbeltarbejde må forventes på sigt at frigive tid hos lægesekretærerne, som historisk har båret en stor del af denne byrde. Det har ledt nogle til at spekulere i muligheden for ”gevinstrealisering”, hvilket jo bare er blomstersnak for fyringer og besparelser. Det er min overbevisning, at det er helt forfejlet at tro, at der skal bruges færre lægesekretærtimer pr. læge som følge af indførelsen af mere intelligent IT. Men sekretærens rolle ændres og udvikles med SP, og det er noget, som vi bør tale meget mere om.

Hvis vi skal høste frugterne af det, SP kan, er det vigtigt, at patienterne kommer på patientportalen: Min Sundhedsplatform. Så kan de selv, eller deres pårørende, indtaste oplysninger om rygevaner, blodsukkermålinger hjemme siden sidst og blindtarmsoperationen på Diakonissen i 1947, og så kan vi spare mange klik. De kan også selv booke og ombooke tider. Men hvis det skal ske, skal sekretærerne engagere sig i at få de af vores patienter, der kan, på Min SP. De skal støtte patienterne i at finde ud af det, besvare spørgeskemaer osv. De skal sørge for, at de fleste, der møder op i ambulatoriet, bruger Min SP, så vi læger kan bruge Min SP-redskaberne ved behov, og så flest muligt har udfyldt mest muligt for os inden konsultationen, så vi kan få tid til at løfte blikket fra skærmen.

Min SP er et blandt mange eksempler på nye/justerede sekretæropgaver. Digitalisering af papirjournaler, kalenderstyring, samtykkehåndtering er andre. Disse opgaver skal løses i sekretariaterne, så læger kan lave lægearbejde. Hvis der findes nogle, som tænker, at den næste besparelse kommer til at gå lettere, for nu kan vi klare os med færre sekretærer, tager de efter min mening fejl: Vi løber stærkt allerede, der er ikke lette besparelser i udsigt – slet ikke, hvis vi skal have SP til at virke.

Min situation er speciel

Jeg har været eksponeret for tankegangen i SP gennem nogle år og er nok et andet sted på læringskurven end mange. Jeg har været super heldig med kolleger og samarbejdspartnere. Og så bruger jeg ikke FMK til dagligt, og det er helt sikkert en kæmpe forskel mellem mig og flertallet af andre læger, der har fået SP. Det gør selvfølgelig min situation speciel og speciel gunstig.

Men jeg tror, at mange af os er specielle på en eller anden måde. Jeg arbejder i klinisk genetik og er speciel ved ikke at have udfordringer med FMK. Til gengæld har jeg andre udfordringer. Man må ikke skrive CPR-numre på andre personer end patienten i SP. Det er faktisk ret bøvlet, når man arbejder med risikovurdering på baggrund af familiær sygdom og mutationer! Man må ikke lave forløb på afdøde. Det er ikke blot et bump på vejen, men et bjerg, når en stor del af ens patienter er henvist på baggrund af dødsfald i familien. De problemer, der er specielle for os, har vi i samarbejde mellem klinikere, Sundhedsplatformens og Epics ansatte forsøgt at finde løsninger på. Det har taget tid, men vi har nu en funktionalitet, der ved hjælp af et familienummer knytter familiemedlemmer sammen på en måde, som både fagligt og juridisk er vores gamle system overlegent. Andre af vores specielle problemer er ikke løst endnu, så der er masser af arbejde foran os, før det kører, som det burde. Men vi har set, at det kan lade sig gøre at finde løsninger selv på vanskelige udfordringer, så jeg er forsigtig optimistisk omkring de ting, der udestår i min specielle situation – og i din.

Lad os dele det, der virker

Nu håber jeg ikke, at du synes, at jeg er en dårlig kollega, fordi jeg har sagt noget pænt om SP. Og jeg håber, at du ved, at jeg til fulde erkender, hvor problematisk fejlbehæftede integrationer til systemer, som du i din hverdag er helt afhængig af, er, og at det gør det betragteligt vanskeligere for dig at elske SP, end det har været for mig. Mit primære formål med at komme ”ud af skabet” som tilfreds bruger er at nuancere historien om SP og gøre det muligt at dele information om de ting, der virker. Ikke alle føler sig SP-ramte. Nogle af os har blot fået SP. Jeg oplever, at den negative historie, der fortælles, har omkostninger: 1) For mig personlig fordi den ikke tillader mig at være stolt over det, som vi har opnået. 2) For arbejdsmiljøet for sekretærer og for dem, der arbejder fuldtids på at forbedre SP (og det er ret vigtigt, at de ikke taber modet!). 3) For patienternes tillid til hospitalerne. 4) Og mest af alt: for læringen, fordi det begrænser os i at få øje på de forbedringer, som SP også indeholder, og i at udveksle fif om, hvordan man bruger det bedst.

Hvis vi åbner for flere historier, tror jeg, at sandsynligheden for, at flere får det som jeg, øges. Jeg håber, at det også kommer til at virke for dig.