I et indlæg i Ugeskrift for Læger (2005;167:193-4) skriver specialkonsulent Marit Karina Buccarella (MKB), Sundhedsstyrelsen, som kommentar til artiklen i Ugeskriftet (2004;166: 4643) om flaskehalse i videreuddannelsen, at Sundhedssty-relsen ikke dimensionerer videreuddannelsen ud fra lægers ønsker, men ud fra sundhedsvæsenets behov.
Vi er enige i, at de uddannelsessøgende lægers ønsker ikke nødvendigvis matcher samfundets behov. Det ville være en ren tilfældighed. Men på den anden side, kan vi vel være enige om, at der er et problem, når der på samme tid er ledige uddannelsesstillinger og læger, der venter på uddannelsesstillinger. For en uddannelsesstilling er ikke bare en uddannelsesstilling, og læger vælger ikke bare speciale ud fra, hvor der er ledig kapacitet, men ud fra interesse og gode arbejdsforhold. Som MKB rigtigt nævner, er der mulighed for at påvirke lægerne til at søge de specialer, hvor der er rekrutteringsproblemer - og det er den vej vi skal. Vi har bare ikke rigtigt set eksempler på det fra arbejdsgiverne endnu.
Men vi er lodret uenige i udsagnet om, at der ikke synes at være belæg for, at alle læger efterspørger en speciallægeuddannelse. Selvom vi godt ved, at ikke alle læger rent faktisk bliver speciallæger, er det afgørende, at videreuddannelses-systemet tilrettelægges ud fra dette princip. Der er allerede nu mangel på speciallæger i mange specialer flere steder i landet, og manglen vil blive katastrofal i løbet af de næste 10-12 år, som man blandt andet kan se i Sundhedsstyrelsens prognose. Derfor vil enhver læge, som ikke motiveres til at gå ind i en ledig uddannelsesblok, eller som forgæves venter i årevis, fordi der er for få uddannelsesforløb, skulle registreres som et samfundsøkonomisk tab. Et tab, fordi muligheden for at afhjælpe den katastrofale mangel på speciallæger ikke udnyttes.
MKB mener, at en ventetid for tiltrædelse af et hoveduddannelsesforløb på mellem 6 og 12 år kan opfattes som et »frit valg« uafhængigt af uddannelseskapaciteten. Lægefore-ningen opfatter ikke denne ventetid som et »frit valg«, men derimod som en konsekvens af manglende uddannelseskapacitet inden for det relevante speciale. Derfor ser vi en oplagt mulighed for at afhjælpe speciallægemanglen ved at forkorte ventetiden for tiltrædelse af hoveduddannelsen og dermed afkorte den reelle speciallægeuddannelsestid, som det også forudsættes i Speciallægekommissionens betænkning.
