Vi takker for ovenstående kommentarer til vores arbejde om humant chorionganoda tropin (HCG)-behandling af kryptorkisme. Undersøgelsens formål var at opgøre den overordnede effekt af HCG-behandling i et retrospektivt materiale. På baggrund af de rejste betænkeligheder omkring anvendelse af HCG hos drenge <4 år anbefaler vi i artiklen, at man af forsigtighedshensyn bør reservere behandlingen til børn >3 år, men vi medgiver, at denne anbefaling ikke har fået en fremtrædende plads i artiklen. Imidlertid er afdelingens instruks nu i overensstemmelse med koncensusartiklen.
Det er muligt, at der i undersøgelsen indgår børn med retraktile testikler, men da arbejdet bygger på den kliniske virkelighed, hvor mere end halvdelen af børnene var sat i behandling af speciallæger i urologi, afspejler dette blot, at den retraktile testis kan være en vanskelig diagnose.
Arbejdet demonstrerer, at i den kliniske hverdag vil ca. hvert 3. barn opnå descencus ved behandling med HCG, og dette skal så sættes over for, om børnene ville være blevet tilbudt operation.
Da alderskriteriet >3 år for iværksættelse af HCG-behandling ikke tidligere har været anvendt på Gentofte, vil det være muligt at lave en opfølgende undersøgelse på de patienter, der for 15 år siden har fået HCG-behandling i forskellige aldersgrupper, og herved kan man få afklaret, om der er en fertilitetsrisiko ved anvendelse af HCG versus operation.