Først og fremmest tak til Anders Beich, fordi han har brugt tid og kræfter på at analysere og kommentere vores artikel om patienters motivation for at tage imod tilbud om hjælp til livsstilsændringer før en elektiv operation [1]. Beichs bemærkninger vedrørende Ugeskriftets praksis omkring offentliggørelse af sådanne artikler ligger uden for vor kompetence at reflektere yderligere over, men resten vil vi da gerne kommentere lidt.
Arbejdet skal ikke give sig ud for mere, end det kan bære. Det enkle udspring for arbejdet var, at Sundhedsstyrelsen ønskede mere fokus på præoperativ risikoreduktion. Derfor måtte man som praktiker spørge sig, hvor stor en andel af elektive kirurgiske patienter, der på et sygehus som vores har de pågældende risikofaktorer, og som desuden angiver sig motiverede for - med passende støtte - at gøre noget ved disse risikofaktorer. Hvis elektive patienter med godartede sygdomme er velmotiverede for at reducere deres risikofaktorer, ville det være et relevant indsatsområde at satse på. En dimensionering af en funktion til præoperativ risikoreduktion forudsatte kendskab til prævalenser og andel af motiverede patienter.
Beich har selvfølgelig langt hen ad vejen ret i de svagheder, som han påpeger, og som også har indgået i vores overvejelser. Vi kan dog lune os ved, at Beichs analyse har været betinget af, at vi detaljeret og »gennemsigtigt« har redegjort for vores metoder, herunder for den udførte bortfaldsanalyse.
Vi fandt den anvendte tredelte ordinalskala tilstrækkelig til belysning af de kernespørgsmål, vi ønskede besvaret. Enhver spørgeskemaundersøgelse har svagheder. Antallet af svarmuligheder kan selvfølgelig udvides, hvis man ønsker en større graduering, men mange svarmuligheder gør også besvarelsen mere kompliceret. Flere svarmuligheder var ikke nødvendigt i relation til vores formål med undersøgelsen, fordi vi søgte en mere overordnet viden om motivation - og den fik vi. Andelen af patienter, som angav sig ikkemotiverede, ville ikke skulle tilbydes præoperativ intervention mod deres risikofaktorer, mens resten ville være målgruppe for den forebyggende indsats.
Beich efterlyser validering af spørgeskemaet og bedre definition og afgrænsning af motivationsbegrebet. I forhold til undersøgelsens formål og spørgsmålenes simpelhed har vi ikke fundet større semantiske forstudier relevante, men det er klart, at Beich eller andre, som måtte være overraskede over vore fund i en ny undersøgelse, kan gå et spadestik dybere.
Vi finder ikke vore konklusioner bombastiske, men i overensstemmelse med datagrundlaget. Konklusionerne er siden blevet bekræftet i praksis, idet sygehusets afdelinger flittigt benytter den nu etablerede mulighed for i Roskilde Amt præoperativt at henvise til intervention mod faktorer, der ville øge risikoen for et kompliceret kirurgisk forløb. Der er dermed skabt basis for en bedre patientservice og en mere effektiv varetagelse af kirurgisk behandling. Vore resultater er i øvrigt i overensstemmelse med Møller & Villebros konklusion i et senere publiceret arbejde [2].
