Skip to main content

> Svar

Michael Dupont, formand for P.L.O.

4. nov. 2005
1 min.

Jeg er enig med Maria og Preben Vittrup i, at det er afgørende at praktiserende læger efteruddanner sig, og at det derfor er vigtigt, at der kan foretages skattemæssigt fradrag for relevant efteruddannelse. I den sammenhæng er det af betydning at ej heller de store almenmedicinske kongresser giver problemer for vore medlemmer.

Med udgangspunkt heri giver P.L.O. den nødvendige støtte og rådgivning ved medlemshenvendelser, både i form af attestationer vedrørende en efteruddannelsesaktivitets faglige relevans og i form af juridisk/skattemæssigt vejledningsmateriale.

Som udgangspunkt ligger førelsen af individuelle skattesager uden for den service, som ydes af P.L.O. For så vidt angår sager, hvor udfaldet kan få principiel betydning for P.L.O.'s medlemmer, kan P.L.O. støtte en »prøvesag«. Det har vi sidst gjort i 1999, hvor vi på et medlems vegne fik medhold i, at skattevæsenet ikke må afvise skattefradrag alene med den begrundelse, at et kursus er afholdt på et turiststed.

Med hensyn til Niels Heebøll-Nielsens konkrete sag har P.L.O. tilbudt at få sagen vurderet af en advokat med speciale i skatteret med henblik på at afgøre, om sagen vil være velegnet som prøvesag.