Skip to main content

> Svar:

Journalist Bente Bundgaard, Ugeskrift for Læger. E-mail: bbu@dadl.dk

16. okt. 2006
2 min.

Overskriften »Læger + flygtninge = dilemma« kan næppe tages til indtægt for en sammenblanding af flygtninge og asylansøgere. I artiklens tekst fremgår det, hvornår der er tale om flygtninge, og hvornår der er tale om asylansøgere.

Poul Mose Hansen fremfører, at der ikke skal søges bevilling til behandling hos speciallæger, hvorefter han i næste afsnit skriver, at speciallæger i et vist omfang kan »konsulteres ... med henblik på, at der stilles en diagnose« (min fremhævning) uden bevilling. Behandling kræver bevilling fra Udlændingeservice. Som det fremgår af artiklen.

Poul Mose Hansen fremfører ligeledes, at sagsbehandlere ikke afgør bevillingssager om sundhedsbehandling, hvorefter han i et senere afsnit skriver, at »en ansøgning om bevilling til behandling vurderes af Udlændingeservices jurister og administrative medarbejdere«. Ganske vist efter »faglig assistance fra vores lægefaglige konsulent og på baggrund af den indsendte indstilling fra speciallægen«. Beslutningen træffes altså af ikkelæger. Som det fremgår af artiklen.

Poul Mose Hansen fremfører, at ansøgningens sprogbrug ikke er afgørende for, om der gives bevilling til behandling eller ej. Hertil er vist kun at sige, at den opfattelse divergerer med den opfattelse, som de citerede asyllæger har. Artiklen indeholder i øvrigt ikke nogen »her-og-nu« eller andre definitioner af begrebet uopsættelighed.

Påstand står også over for påstand med hensyn til børnene i asylcentrene. Udlændingeservice mener, at Danmark lever op til FN's Børnekonvention. Adskillige læger har i den offentlige debat udtrykt den nøjagtig modsatte mening - det er heri, at kritikken består.

Det er korrekt, at »madkasseordningen« nu er erstattet af »kostpengeordningen«. Jeg har bibeholdt førstnævnte udtryk, fordi det er det gængse i den offentlige debat, og fordi »den praksis, der er anlagt ved anvendelsen af madkasseordningen, som udgangspunkt videreføres under den nye kostpengeordning« (Integrationsministeriet i notat fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik afleveret i forbindelse med høringsprocessen).