Svar

Knud Christensens reaktion og indlæg i Ugeskriftet er med til at illustrere, hvorfor nogle læger går lidt stille med dørene, når de får en klagesag. Tonen indbyder mere til konfrontation end til dialog - og det får næppe kolleger til fremover at stille op for at fremme læringen inden for branchen. Når dette er sagt, er vi dog ganske enige i, at det er vigtigt at have fokus på lægeansvar i forhold til ordination af opiater i landets arresthuse.

Selve ordinationen var ikke et emne i artiklen. Det var hensigten at pege på et enkelt aspekt af denne problematik, nemlig ordination via ikkemedicinsk uddannet personale, hvor fatale misforståelser kan opstå.

Lægeansvarsudvalget er et udvalg under Hovedbestyrelsen og består af dels Juridisk Sekretariat, dels lægelige repræsentanter fra de tre søjler, og derudover er der tilknyttet to praktiserende advokater, som bistår de kolleger, der er genstand for politimæssig efterforskning.

Juristerne tager sig af den juridiske del, og de lægelige medlemmer rådgiver om det lægefaglige i sager rejst ved Patientklagenævnet, Sundhedsstyrelsen eller politiet.

Efter aftale med Ugeskrift for Læger bringer vi med jævne mellemrum en artikel, ofte case-baseret, som kan belyse en bestemt juridisk vinkel, som vore kolleger skal være opmærksomme på. Der kan også være artikler om lægers retsstilling eller mere rådgivende artikler; et eksempel er artiklen: »Når politiet kommer«.

I de case-baserede artikler vil vi fortrinsvis tage afsæt i en juridisk vinkel og ikke i det rent lægefaglige. Der er tale om sager, som Patientklagenævnet eller politiet har afsluttet. Vi refererer primært sagen med de juridiske paragraffer, som ligger til grund for afgørelsen. Det er ikke meningen, at vi skal blande os i deres opgave.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at casen i artiklen »Lægen i arresten« er redigeret, så kolleger og lokalsamfund ikke direkte kan pege på, hvilken konkret sag der danner grundlag for casen. Casen er ment som et pædagogisk redskab.

Den involverede kollega er, inden artiklen trykkes, blevet kontaktet og har givet tilladelse til, at hans eller hendes historie kan bringes i anonymiseret og forenklet form. Kollegaens håb er, at historien kan være en læresag for andre.

Fra den redigerede case til den omtalte frikendelse er en lang række mellemregninger, vidneudsagn etc., som ligger til grund for kendelsen, og det vil være ud over artiklens rammer at bringe disse. Til almen orientering kan vi dog oplyse, at sager af denne karakter altid forelægges Sundhedsstyrelsen af politiet, og at der ofte deltager sagkyndige vidner fra Sundhedsstyrelsen - den fornødne sundhedsfaglige ekspertise er således til stede ved behandlingen af sagerne. Derudover skal det påpeges, at en enstemmig domstol frifandt lægen, og at sagen ikke blev anket af statsadvokaten.

På baggrund af Knud Christensens indlæg vil vi efterfølgende tage initiativ til en egentlig artikel om emnet »Ordination af afhængighedsskabende medicin i akutte situationer, hvor lægen ikke kan skaffe sig viden om patienten.«