Svar om privat sygehus- og sundhedsvæsen

På grund af ferien fik jeg ikke svaret direkte på nogle indlæg i Ugeskr Læger nr. 34 om privat, offentligt sundhedsvæsen og sundhedsforsikringer. Men jeg vil gerne kommentere indlægget fra John Christiansen [1], der spørger, hvad jeg egentlig mener om det private sygehus- og sundhedsvæsen.

Jeg mener, at det principielt er ligegyldigt, om en udbyder er privat eller offentlig. Hele almen praksis og speciallægepraksis er jo private udbydere. Men det afgørende er, at det foregår på en kontrakt med det offentlige, så man overholder forpligtelsen om lige adgang, om kvalitetssikring, forsikring etc., og at det private i øvrigt deltager i uddannelse af nye læger i forskning etc., og endelig at det foregår på lige konkurrencevilkår. For os er det afgørende, at vi bevarer et sammenhængende sundhedsvæsen baseret på den danske model.

En del af dette er, at der ikke er bestemte grupper, der kan forsikre sig foran andre i køen på skatteydernes regning. Erik Gregersen [2] mener ikke, at de samfundsmæssige konsekvenser af de arbejdsgiverbetalte forsikringer er så store som hævdet, fordi samfundet får noget tilbage fra forsikringerne. Jo, sådan et regnestykke kan man godt lave, men vi bruger de tal, som kommer fra Folketinget og OECD, og de siger, at det nu koster samfundet op mod en milliard kroner i tabte skatteindtægter. Dem vil vi gerne bruge på en anden måde. Erik Gregersen mener, at udviklingen er uafvendelig, og at det i løbet af nogle år vil være lige så selvfølgeligt at have en sundhedsforsikring som en pensionsforsikring. Du har nok ret, men det skaber ikke mere lighed. Det vil være de stærkeste, der vil være bedst til at udnytte forsikringerne, og vi mener ikke, at der er behov for at give de stærke et større forspring til de svage, end de allerede har.

Så mener jeg i øvrigt, at Erik Gregersen skal være forsigtig med citatfusk. Han mener, at jeg er i modstrid med mig selv om lægemangel eller ikke lægemangel, men min udmelding om, at der ikke mangler læger i Danmark, er taget ud af en anden sammenhæng, nemlig om behovet for opgaveglidning og mere støttepersonale til lægerne. Det ændrer ikke ved, at sundhedspersonale for øjeblikket er en begrænset ressource.