Skip to main content

Svar til Dansk Kiropraktorforenings Replik

Professor Tom Bendix, Videncenter for Rygsygdomme, Glostrup Hospital. E-mail: tben0024@regionh.dk

4. nov. 2011
3 min.

INTERESSESKONFLIKTER: ingen

Tak til Peter Kryger-Baggesen (PKB) for indlægget [1] og for muligheden for at uddybe baggrunden for mine synspunkter i mit Cochranereview.

Lad mig indledningsvis nævne, at vi er enige i, at der ikke findes endegyldige sandheder, hvilket netop giver basis for forskellige tolkninger. Diskussionen går på tre ting: 1) Om der er rimelighed i at skrue ned for manipulation ved kronisk rygsmerte (som alene er det, reviewet handler om), 2) om jeg har givet forvirrende information, 3) om at videreudvikle faget.

Det er rigtigt, at manipulation er (mindst) lige så effektiv som fysisk træning, men også at effektstørrelsen er beskeden, som det generelt fremgår af artiklerne.

PKB fremhæver den engelske tolkning, at man bør vælge det, som patienten har mest tillid til. Hvis dette princip bruges, er der netop ekstra grund til, at patienten vælger på et så velfunderet grundlag som muligt. Derfor synes jeg, at det er fair, at folk ved, at manipulation og træning i almindelighed er ligeværdige, hvad effekt angår - igen: til disse patienter!

Samtidig giver litteraturen i tiltagende grad evidens for, at det i det hele taget ikke ændrer meget, hvilken behandling vi giver rygpatienterne [2, 3]. Til gengæld påvirkes rygproblemet rigtigt meget af forskellige økonomiske og kulturelle systemer (se f.eks. [4]) samt af tillid/mistillid til ryggen - en viden, som patienten kan bruge til at forstå, at vi i hjernen kan skrue væsentligt op og ned for smertesignalet fra ryggen.

Dette har givet anledning til forskellige modeller til information af patienterne. Her har en kiropraktor forestået testning af én informationsmodel, og vist at den virkede mindst lige så godt som optimal, individualiseret træning, men på kortere tid [5]. Sådanne infomodeller kan dog forbedres yderligere. Det var alene dette, jeg hentydede til med bemærkningen om »at videreudvikle faget«. Jeg er helt på det rene med, at danske kiropraktorer er rigtigt langt fremme med forskning, hvilket jeg også nævnte i artiklen.

PKB fremhæver, at behandling hos kiropraktorer er billig. Her må jeg erkende, at min formulering vedr. de økonomiske aspekter har kunnet misforstås. PKB's antydning af, at der er meget udokumenteret og dyr behandling i det medicinske system, er jeg helt enig i, men det var ikke den vinkel, der var omdrejningspunktet i artiklen.

Jeg mener, at det er mest logisk at lægge hovedvægten på de faktorer, der virkeligt betyder noget for, hvor meget rygsmerter påvirker folks liv, og dermed mindre vægt på behandlinger, der nok har en effekt, men som er beskeden, og som på længere sigt ikke ændrer meget. Ovennævnte testede kognitive model [5] hjalp kun i beskeden grad mere end de andre behandlinger, men på kortere tid.

Min holdning er, at det er mest perspektivrigt at udbygge den vej. Vores eftermæle skulle nødigt blive: »De kunne ikke se rygproblemet for bar' ryghvirvler«.


Referencer

  1. Kryger-Baggesen P. Kiropraktor: Vi følger retningslinjerne. Ugeskr Læger 2011;173:2815.
  2. Artus M, van der Windt DA, Jordan KP et al. Low back pain symptoms show a similar pattern of improvement following a wide range of primary care treatments: a systematic review of randomized clinical trials. Rheumatology (Oxford) 2010;49:2346-56.
  3. Hansson TH, Hansson EK. The effects of common medical interventions on pain, back function, and work resumption in patients with chronic low back pain: A prospective 2-year cohort study in six countries. Spine 2000;25:3055-64.
  4. Raspe H, Hueppe A, Neuhauser H. Back pain, a communicable disease? Int J Epidemiol 2008;37:69-74.
  5. Sørensen PH, Bendix T, Manniche C et al. An educational approach based on a non-injury model compared with individual symptom-based physical training in chronic LBP. BMC Musculoskelet Disord 2010;11:212.