Svenske problemer med tilgængelighed

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

I debatten om primærsektoren i udkantsområder hævdes det, at det lægefaglige arbejde ikke svækkes, hvis man erstatter praktiserende læger med ansatte medarbejdere. Givetvis er sådanne lægehuse med udelukkende lønmodtagere en løsning på problemet, men det er forkert at forestille sig, at en sådan løsning ikke vil medføre omkostninger og forringelser.

I Sverige fungerer det som bekendt på denne måde. Siden reformer for 40 år siden består primærsektoren af vårdcentraler, hvor læger og andet personale er ansat med fast løn. Eftersom tilgængeligheden igennem flere årtier har været markant faldende, er der i den senere tid blevet gennemført reformer, hvor man udsætter vårdcentralerne for konkurrence. Nogle landstingspolitikere har ligeledes forandret honoreringssystemet for at skabe incitament til udredning og behandling. De fleste landsting havde tidligere en høj fast såkaldt kapitationserstatning, blot ved at vårdcentralerne havde patienterne på deres liste, uanset om patienterne blev set eller ej. Honoraret for gennemført lægearbejde var lavt. Gennem disse forandringer i Sverige kan man sikkert forbedre tilgængeligheden en smule, men man når på ingen måde den samme effekt som i Danmark, hvor patientlisterne ejes af lægen.

Når læger investerer i køb af praksis, bliver de bundet geografisk til området. Dette sikrer kontinuitet mellem patient og læge, hvilket skaber langt mere effektive konsultationer end dem, hvor man er nødt til at begynde forfra hver eneste gang. En høj tilgængelighed sammen med kontinuitet er med til at aflaste den meget dyrere sekundære sygehussektor, og for alle indblandede parter er det ofte mere optimalt med hurtig udredning og behandling i primærsektoren. Ud over dette kender lægen mange gange hele familien og er en del af lokalsamfundet, hvilket sandsynligvis er med til at give det skattefinansierede sundhedssystem et ansigt og dermed skabe tillid.

Den geografiske binding indebærer også, at lægen får en meget gunstig koordinerende tovholderfunktion, som slet ikke eksisterer i svensk primærsektor. Ikke bare er dette relevant for at sikre diagnosticering, udredning og henvisning til forskellige dele af sundhedsvæsenet, men patienten ved hele tiden, hvem han eller hun skal henvende sig til ved bekymring for sygdom eller ved opfølgning efter besøg på sygehuset. Nemlig til sin læge, den samme, som for eksempel også kender den medicin, patienten tager, hvad røntgenbillederne har vist, og hvilke tidligere epikriser, der findes. En praktiserende læge med det overordnede blik.

Hvis Danmark får lægehuse med kortvarigt ansatte »stafetlæger«, er der stor risiko for, at alle disse tre parametre: tilgængelighed, koordination og kontinuitet forringes. Hvis dette sker, må den sekundære sygehussektor regne med at trække et tungere læs, og patienterne må regne med den dårligere kvalitet, som dette indebærer. Såfremt man hævder, at det lægefaglige arbejde ikke skulle påvirkes af en forandring af den slags, betyder det formodentlig, at den brugte definition af »lægefaglig« er alt for smal.

SUPPLERENDE LITTERATUR