Sygeplejefobi

Overlæge Claus Moe har i Ugeskriftet den 21. januar 2008 en kronik, hvor han blandt andet harcelerer mod sygeplejersker som ansvarlige for behandlinger i skadestuer med følgende »argument«: »Men kan sygeplejersker tage ansvar for at stille diagnoser på patienter, som er kommet til skade? Nej, det kan de ikke, da de overhovedet ikke er uddannet hertil.«

Lad os se bort fra det faktum at sygeplejersker altid har udført diagnostisk arbejde, f.eks. når de har taget beslutningen, om patienten var tilstrækkelig dårlig til at vagthavende læge skulle vækkes på vagtværelset, og se på hvad moderne sygeplejearbejde kan være.

Min hustru er Advanced Neonatal Nurse Practitioner (ANNP) og arbejder på University Hospital of Wales sammen med yngre læger i forvagtslaget. Fordi hun har mere end 15 års erfaring i neonatologi og otte års erfaring som ANNP, har hun noget lettere ved at genoplive, intubere, spinalpunktere og anlægge diverse umbilikalkatetre end de yngre læger i hendes vagtlag, for slet ikke at tale om let rustne overlæger. Hendes diagnostiske teknik er heller ikke dårligere end lægers, hun kan ofte stetoskopere mislyde, som ellers er blevet overhørt, og efter et intensivt kursus og eksamen i farmakologi har hun nu opnået fuld ordinationsret.

Hvad er det helt præcist, hun ikke er uddannet til eller ikke kan, som læger kan (hun har for øvrigt også både forsket og publiceret)?

Er det ikke på tide, at også den danske lægestand opgiver sin sygeplejefobi og i stedet begynder en reel diskussion af, hvordan et moderne sundhedsvæsen organiseres, så alle personalegruppers talenter og viden udnyttes bedst muligt.