Skip to main content

Syrepumpehæmmer inden gastroskopi for øvre gastrointestinal blødning

Professor, overlæge, dr.med.Ove B. Schaffalitzky de MuckadellMedicinsk Gastroenterologisk Afdeling S.Odense Universitetshospital. E-mail: sdm@ouh.fyns-amt.dk

24. aug. 2007
2 min.

I Ugeskrift for Læger 2007;169:1981, Kort nyt/medicinske nyheder: Intensiv omeprazolbehandling før endoskopi reducerer blødning fra ulcus, kunne man læse to overraskende udsagn. For det første angives det, at protonpumpehæmmer i lav dosering længe har været brugt til patienter, der har øvre gastrointestinal blødning og venter på gastroskopi. Dette må undre - eller være regionalt betinget, da man i undersøgelser tidligere har påvist, at der ikke er effekt heraf på en gruppe patienter med ikke nærmere diagnosticeret øvre gastrointestinal blødning. For det andet anføres det, at det nu bør overvejes, om man skal gå over til højdosisinfusion af syrepumpehæmmer hos patienter, der har øvre gastrointestinal blødning og venter på gastroskopi. Begrundelsen er, at der i det omtalte studie [1] var 6% færre patienter, der skulle endoskopisk behandles, samt at de behandlede tilsyneladende kunne udskrives hurtigere, idet 61% versus 39% var indlagt mindre end tre dage.

Det omtalte studie [1] kræver dog yderligere kommentar, og jeg er meget uenig i konklusionen. De indgåede 638 patienter var selekteret af en større gruppe på 1.511 blødende patienter, kun 377 havde ulcussygdom. Dødeligheden var kun 2,4% mod i Danmark ca. 11%. Reblødningsraten kun ca. 5% mod i Danmark 20%. Antal opererede 1,9% mod i Danmark 8%. Den gennemsnitlige indlæggelsestid i de to grupper var 4,5 dage versus 4,9 dage, hvilket ikke er en signifikant forskel (hvorfor lige se på, hvor mange der kan udskrives inden tredjedagen?). Alt i alt kunne man således ved at behandle ca. 315 patienter med højdosis omeprazol givet intravenøst undgå endoskopisk terapi af ca. 20 patienter, hvilket nok er statistisk signifikant, men ikke kan anses for at være en klinisk signifikant effekt (og patienterne skulle alligevel endoskoperes).

Patienter med øvre gastrointestinal blødning skal først og fremmest rettidigt have gennemført gastroskopi med mulighed for efterfølgende endoskopisk terapi, da dette - i modsætning til farmakologisk behandling - redder liv. Højdosisinfusion af syrepumpehæmmer kan i bedste fald anses for at være et adjuvans til behandling af patienter med blødende ulcus [2], om end nytten heraf også kan diskuteres.

Interessekonflikter: Ove B. Schaffalitzky de Muckadell modtager honorar for foredrag og har modtaget medicin til gennemførelse af egne projekter fra flere medicinalfirmaer (AstraZeneca, Nycomed og Wyeth), som sælger protonpumpehæmmere.

Referencer

  1. Lau et al. Omeprazole before endoscopy in patients with gastrointestinal bleeding. N Eng J Med 2007;356:1631-40.
  2. Leontiadis GI, Sharma VK, Howden CW. Proton pump inhibitor treatment for acute peptic ulcer bleeding. Cochrane Database. Syst Rev 2006.Jan 25;(1):CD002094.