Thielst P. Degeneration – en idé og dens historie

Idéen om degeneration bredte sig i anden halvdel af det 19. århundrede. Det var en idé om forfald, nedadgående udvikling, også kaldet udartning (Entartung) – i modsætning til idéen om opadgående udvikling, som kendes fra evolutionslæren og den generelle oplysnings- og fremskridtstro.

Det er emnet i forfatteren og filosoffen Peter Thielsts bog om degenerationslærens historie, forudsætninger og forgreninger, dens storhed og fald. Idéen opstod mellem to faser i den biologiske arve- og udviklingslære, Lamarcks teori om, at erhvervede egenskaber kan nedarves, og Darwins evolutionsteori. Idéens ophavsmand var den franske nervelæge Bénédict A. Morel (1809-1873). Den hvilede på den forestilling, at arveanlæggene i en slægt kunne forringes fra generation til generation, således at der først optrådte karakterafvigelser, senere psykoser og endelig intelligensdefekter, hvorefter slægten ville uddø. Selvom degeneration i udgangspunktet var en teori om psykiske lidelsers årsagsforhold, var degeneration hverken for Morel selv eller for samtiden et entydigt begreb.

Degeneration blev betragtet som en sygdom, som skyldes det moderne industri- og storbyliv. Fra dette udgangspunkt kommer Thielst vidt omkring i litteraturen og filosofien, som var påvirket af en generel forfaldstankegang i overgangen mellem det 19. og 20. århundrede. Idéen levede videre, selvom psykiatrien efterhånden tog afstand fra den. Vi hører dog også om kræfter, som kaldte til kamp mod forfaldet ved at fremme sport og generel sundhed. Var den degenerative sygdom brudt ud, var der ikke meget at gøre ud over at hindre de allerede degenererede i at sætte børn i verden. Det blev udgangspunktet for eugenikken, som var en videnskabelig lære til slægts- eller befolkningsforbedring. Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 kom imidlertid til at sætte et skel i eugenikkens historie med en racelære uden videnskabelig substans, en ny forestilling om racehygiejne og et perverteret menneskesyn, der tillod uhyrlige overgreb på mennesker og førte til en jagt på udartet kunst, ideologi og livsform. Det slog endegyldigt degenerationsidéen ud.

I et kortfattet slutord fremhæver Thielst, at degenerationslæren i sin morelske forstand er ude af billedet, men næppe den forskelstænkning, der positionerer sig ved at se forfald, tilbagefald eller en vis social-kulturel patologi omkring sig, hvad enten "de andre" er "fejlfarvede" eller lider af posttraumatisk stress. Helt uden efterdønninger – uerkendte slagger i bevidstheden, som Thielst udtrykker det – er der ingen betydelige kulturelle strømninger, der er. Det kunne være emnet for endnu en bog, men Thielst slutter sin sprænglærde og absolut læseværdige historie her.

Overlæge Peter W. Jepsen

peter.winning.iepsen@regionh.dk

Interessekonflikter: ingen