Til mine yngre kolleger: It’s getting better all the time!

Der kommer med jævne mellemrum opråb fra yngre læger, som finder arbejde og liv som læge så udfordrende, at de overvejer at søge væk fra klinikken; senest var det Azadeh Houshmand-Øregaard i Ugeskrift for Læger (2014;176:2308-9). Der peges på, at lægelivet bliver stadigt travlere, stadigt hårdere og nærmest umuligt at kombinere med et familieliv.

Jeg husker godt, hvor nedslående det var som færdiguddannet læge at blive konfronteret med, hvor relativt lidt praktisk lægegerning man kunne, og hvor svært det var at finde ud af at navigere sikkert i det komplekse sundhedsvæsen med meget syge patienter.

Kollegerne

Efter en måned i Glostrup Akutmodtagelse havde jeg selv tabt flere kilo. Jeg husker med gru, hvordan jeg kom til at fejldiagnosticere en ældre kvinde med akut myokardieinfarkt; jeg troede, at hun havde diabetes mellitus, fordi hendes blodsukker var 28. Til min overraskelse fik jeg ikke skældud; Ole Haagen nævnte faderligt ved middagskonferencen, at der var tale om en fejlvisitation, mens jeg skammede mig og så ned i bordet. At denne syge kvinde med akut myokardieinfarkt kom vel igennem, var ikke min, men mine meget dygtige kollegers skyld.

At jeg selv er kommet vel igennem, er ikke min, men mine meget dygtige kollegers skyld! Overalt i klinikken er der kolleger, som står som lysende faglige og/eller menneskelige idealer. At få øje på disse lys og følge dem er en del af opskriften til yngre kolleger på, hvordan man kommer vel ind i og igennem lægelivet. Find nogle ledestjerner, store som små, som du kan støtte dig til, og som viser dig vej henimod den læge, du gerne vil være. Find en skulder at græde ud ved, vinger at krybe ind under, brug de kolleger, der hellere end gerne vil træde til. Det vil vi gerne! Det skal vi ville, det er vores forpligtelse, menneskeligt såvel som lægeligt.

Familien

At få familielivet til at lykkes sammen med lægelivet er et kapitel for sig – men det er jo lykkedes med hiv og sving for os andre, så hvorfor ikke også for jer? Det er sandt, at man ikke kan det hele, men gør det egentlig noget. Der er aktiviteter, som man kan skære væk og så genoptage, når ens børn bliver større og mere selvstændige. Her kan den fleksibilitet, der kan være i forskning, være et åndehul, som det er tilfældet for Azadeh Houshmand-Øregaard. Men en dag har børnene altså desværre ikke helt så meget brug for en længere. Den dag er det måske for sent at opdage, at man i virkeligheden hellere ville have været kliniker.

Patienterne

Ingen tvivl om, at man kan få et godt lægeliv i industrien. Jeg vil dog spørge mig selv: Mon det kan nå de samme højder som i klinikken? De fleste har læst til læge, fordi de havde et godt hoved, godt kan lide udfordringer og gerne vil hjælpe medmennesker. Få ting er så givende, som når det i klinikken lykkes at hjælpe et medmenneske. Jeg vil vove at påstå, at det er den kraft, som på længere sigt driver mange af os videre. Der er så mange patienter, der har brug for vores engagement og hjælp, og på mystisk vis får man så mange kræfter af at hjælpe dem. Det er så svært at finde ud af, hvordan man hjælper godt, og måske netop derfor så givende, når det lykkes.

Måske bliver lægelivet travlere og hårdere. Måske har det altid været travlt og hårdt. Det er jo let at forstå, at det er slidsomt at skulle nå mange komplekse opgaver, samtidig med at man konfronteres med patienternes vrede, dybe fortvivlelse og sorg. Men man vokser kolossalt med opgaven. Og man kommer menneskeligt tæt på kolleger, som man arbejder tæt sammen med om disse svære ting. Man får venner for livet både i klinikken og i forskningen.

Først er fremmest er det kliniske arbejde en medmenneskelig opgave i livets brændpunkt. Det er jo ikke sjovt at lave noget, der er let. Jeg håber, at så mange som muligt af vores unge kolleger holder ud og finder vejen ind i klinikken. Jeg og alle andre læger vil igen tænke over vores forpligtelse til at støtte, hjælpe og værne om vores yngre kolleger.