Track and trigger – hvad er vigtigst?

Lønnee et al argumenterer for, at et standardiseret nationalt system for track and trigger (TAT) til identifikation af kritisk syge patienter vil fremme forskning på tværs af regionerne [1].

Vi er for så vidt enige i, at det ville have nogle fordele i den henseende – og det synes skribenterne af den tilhørende leder også at være [2].

Det betyder dog ikke, at ensretning af TAT i Danmark nødvendigvis er en god ide. Vi er, som Lønnee et al også argumenterer for, i en situation, hvor forskellige TAT-systemer anvendes, og vi ved for nuværende ikke, hvilket system der bedst prædikterer ændringer og forværringer i patienternes tilstand og dermed muligt behov for eskalering af observation og intensitet af terapi.

Ensretning af TAT vil få betydning for et stort antal af klinisk ansatte på de danske hospitaler, da konceptet, som Lønnee et al også anfører, er en integreret del af arbejdet på nærmest alle afdelinger i landets regioner. Dette er et betydningsfuldt faktum, når indførelse af forbedringstiltag i sundhedsvæsenet – som ikke er åbenlyst til glæde for patienterne – er svære at implementere [3].

Det vil derfor være uovervejet at indføre ens (og dermed på mange sygehuse ændre) TAT, inden man har en databaseret formodning om, hvad der er bedst.

Vi argumenterer altså for, at vi skal indrette forskningen efter klinikken i denne sammenhæng – og ikke omvendt – og opfordrer til besindighed, inden man fra centralt hold vedtager, at et TAT er bedre end et andet, og indfører dette uden evidensbasering.