Et helt debatemne kunne være unge menneskers behov for at realisere sig selv, men det er ikke noget, der direkte hidrører lægestanden. Og dog!
”At være” er tilsyneladende kun opnåeligt for et ungt menneske, hvis det eksponeres på de sociale medier eller endnu bedre: på tv. Så realityprogrammer og andre selveksponeringsudsendelser stortrives i mediebilledet. Behovet og vejen til at skabe sig en identitet, professionelt såvel som privat, er naturligvis en privatsag. Men når det enkelte individs behov for at eksponere sig selv, influerer på en hel stand, er det måske ikke længere kun en privatsag.
TV2 viser lige nu/reklamerer for programmet ”Er der en læge til stede” med underoverskriften ”Danskerne eller lægerne?”. Jeg vil starte med, at jeg endnu ikke har set et helt program, men oplægget og de videoindslag, der findes for programmet, hvor man ser dele af udsendelsen og konkurrencen, giver et godt billede af præmissen.
Idéen er, at tre almindelige danskere, der har internettet til rådighed, konkurrerer mod tre læger. Opgaverne består i, at en patient kommer ind og præsenterer sine symptomer, og så skal de to hold finde diagnosen.
Det lyder måske som uskyldig letfordøjelig underholdning, men tænk over det! Kan lægerne vinde? Nej! Selvfølgelig kan vi aldrig vinde.
Befolkningen forventer, at mennesker, der har taget Danmarks længste universitetsuddannelse med efterfølgende årelang specialisering, er i stand til at hjælpe deres medborgere/patienter med sundhedsmæssige problemer. Det være sig diagnosen, som programmet her omhandler, men naturligvis også kompetencer inden for alle de syv andre lægeroller.
Internettet er fantastisk og kan supportere en læges arbejde væsentligt. Tiderne, hvor man sad på universitetsbiblioteket og gennemså mikrofilm for at finde artikler og få dem printet ud, er heldigvis forbi. Derfor har læger verden over også brugt megen tid på at udvikle værktøjer til på professionel vis at understøtte vores arbejde og beslutningsproces. Et af disse værktøjer kunne være det meget omtalte ”findzebra.com”, som er et danskudviklet søgeværktøj for sjældne sygdomme. Der indtastes symptomerne, og så fremkommer forslag til diagnoser, som man ikke almindeligvis falder over.
Når det enkelte individs behov for at eksponere sig selv, influerer på en hel stand, er det måske ikke længere kun en privatsag.
Google er også ganske hjælpsom. Hvis jeg googler ”abdominal pain + stitch right side + fever”, er Google 0,44 sekunder om at fremvise 604.000 resultater, hvoraf første forslag er et link, der viser ”16 possible causes”. Værktøjerne er både til hjælp for professionelle og borgere, og dermed også i et sprog, som er fuldt tilgængeligt for ikkelægefaglige personer.
Programmet har tre unge læger som repræsentanter for lægestanden, men selv om man skulle have udskiftet dem med tre supereksperter, vil konceptet fortsat være dårligt nyt for lægestanden. Som seer vil hvert nederlag til lægestanden mod tre almindelige danskere og en computer være det samme som smuldrende tiltro til læger og deres arbejde. For hvis tre unge mennesker med en computer kommer frem til den rigtige diagnose, hvad skal vi så med læger?
Så IBM's Watson (computer med kunstig intelligens, der supportere læger i deres beslutningstagen i diagnose og behandling) kan vel bare overtage lægegerningen? Det er nok ikke der, vi er endnu, og selv om Watson og andre hjælpemidler skulle blive endnu bedre, vil de kun være en understøttende foranstaltning for læger. Hertil kommer, at opgaven med at stille en diagnose eller foreslå en behandling fortsat kun er en del af lægegerningen.
Selv hvis disse tre unge læger skulle vinde 100-0, vil de kun kunne opfylde det, der forventes af læger. Så for hvert nederlag vil der blive grinet lidt i stuerne over, at ”underdogs” vinder, og der vil blive tænkt: ”Læger er jo ikke dygtigere end alle andre på sundhedsområdet”.
Dette vil understøtte tendensen i det ”postfaktuelle samfund”, hvor alle udsagn vægtes lige meget. Så om en læge eller en healer kommenterer et sundhedsområde, er det ligeværdigt. Set med mine øjne ville det have været klædeligt, om disse tre unge menneskers behov for en selfie, havde undergået en proces med refleksion, der tog hensyn til hele lægestanden.
Jeres selfie er hurtig glemt i det hurtigt flydende mediebillede, men den skade, som I volder mod tiltroen til læger, forbliver.
