Er PLO splittet? På nogle områder er der uenigheder, men måske er der ikke større afstand end at vi nu samlet kan bakke op om Bruno Melgaard Jensen, skriver 19 praktiserende læger i denne kronik.
For få år siden tegnede fremtiden lys for almen praksis. Opgaverne og patienterne bankede på døren. Samtidig var der stor opbakning fra det politiske system, og mange praksis ansatte ekstra personale og øgede aktiviteten med nye opgaver, som var efterspurgt af regionerne – herunder ikke mindst at håndtere patienter med kroniske sygdomme samt at forebygge folkesygdomme. Så kom finanskrisen væltende ind over landet, og det offentlige blev tvunget til at føre en væsentlig strammere udgiftskontrol. For almen praksis betød dette ankomsten af økonomiloftet.
Naturligvis skal politikere og embedsmandsapparatet reagere på en økonomisk krise. Men økonomiloftet medførte en stærk forringelse af forholdet mellem regionerne og almen praksis. Der flyttes til stadighed flere opgaver fra sekundærsektoren til almen praksis. Nogle mere stille eller ”i det små”, andre mere synlige og i større portioner. Imidlertid er det meget vanskeligt for almen praksis at afvise opgaver, da vi føler et stort ansvar for at håndtere patienter, som har brug for lægefaglig behandling, som de f.eks. ikke længere får i sygehusenes ambulatorier. Nogle praktiserende læger føler sig i forvejen meget trængte, og kan vanskeligt se, hvordan almen praksis skal kunne løfte flere opgaver. Under et økonomiloft vil der derfor være en yderst begrænset lyst til at overtage nye opgaver, som vil betyde ekstra uhonoreret arbejde. Derfor har økonomiloftet en indbygget konflikt mellem dem, som planlægger sundhedsvæsenet, og almen praksis – som tager sig af alt det, andre ikke tager sig af. Almen praksis vil frygte, at mængden af muligt uhonoreret ekstra arbejde stiger, og sundhedsplanlæggerne kan få opfattelsen af, at almen praksis ikke vil udvikle sig eller tage del i en rationalisering af sundhedsvæsenet. Det har medført unuancerede indlæg og kommentarer, og praktiserende læger har følt sig mistænkeliggjort. Dette dilemma er en del af baggrunden for forårets konflikttrussel for almen praksis. Resultatet af konflikten har været, at mange kolleger har engageret sig og har taget stilling, og efter repræsentantskabets afstemning d. 29. juni har de praktiserende læger fremstået som en splittet gruppe.
Ville de, som gerne så ydernumrene afleveret, i sidste ende egentlig helst blive helt liberale og fungere uden en aftale med det offentlige sundhedsvæsen? Det tror vi heller ikke er tilfældet. Der er formentlig generelt meget få, der ønsker en fremtid uden aftale med det offentlige.
Har vi på andre områder forskellige visioner for almen praksis i fremtiden? Vi har ingen grund til at tro, at der skulle være nogen væsentlig forskel på fremtidsvisionerne mellem de to grupper. Det store flertal på begge sider stiler efter en styrket praksissektor, hvor fagligheden er i top, og hvor man er en fast integreret del af det offentlige sundhedsvæsen med et gensidigt forpligtende samarbejde.
Uenigheden fremstår tydeligst på to områder. For det første er der fortsat en uens fortolkning af den endelige lovtekst med tilhørende bemærkninger til loven og ministerens svar på de stillede ministerspørgsmål til loven. Selvom PLO’s vurdering d. 26. juni var, at vores forhandlingsret er uændret med loven, så er der stadig mange, der frygter, at vi kan blive pålagt opgaver, som vi enten slet ikke ønsker, eller ikke kan få honoreret. Vi vil på visse områder miste pariteten med den nye lov. Det betyder, at der fremover ikke nødvendigvis skal være enighed om de ønsker, som det offentlige må have til almen praksis (loven siger dog, at der skal ydes en stor indsats for at opnå enighed). Men vi har fortsat den underliggende forhandlingsret angående udførelse og honorering af opgaver. Ønskerne kan derfor ikke blive gennemført inden for almen praksis, hvis ikke vi kan opnå enighed om implementering, gennemførelse og økonomi. Man kan stille spørgsmål ved, hvordan man får testet aftaleretten ved en konflikt - får man ikke kun svaret ved at se, om man kan forhandle sig til en aftale?
For det andet er der en uenighed om mulige konsekvenser af at henholdsvis aflevere eller ikke aflevere ydernumrene. De, der gerne ville have afleveret, har formentlig en tro på, at det træk ville være afgørende nok til, at man kunne opnå væsentlige indrømmelser fra modparten. Vi tvivler på denne vurdering. Vi vurderede, at et sådan træk ville være blevet mødt af en massiv modstand og af endog meget udtalte bestræbelser på at etablere et system, så sundhedsvæsenet trods alt ville fungere på et nogenlunde acceptabelt niveau. Det ville for alvor kunne betyde intern splittelse i almen praksis. Desuden risikerede man, at almen praksis fremover kunne få en udformning, som langt de fleste på ingen måde er interesseret i.
Det er klart, at regionerne frygtede, at numrene ville blive afleveret. Omvendt siger rygter fra flere nøglepersoner i regioner og Folketinget, at flere blev skuffede over, at ydernumrene ikke blev afleveret, da de så missede chancen for »det store opgør« med almen praksis. Hvis vi havde afleveret ydernumrene med krav om fjernelse eller ændring af loven, ville Folketinget utvivlsomt rykke sammen på tværs af alle partier for at forsvare deres demokratiske ret til at være den lovgivende magt. Den ret ville politikerne ikke acceptere, at der blev sat spørgsmålstegn ved i en konflikt, hvor en faggruppe ville forsøge at »få sundhedsvæsenet til at bryde sammen«.
Vi tror på, at der vil være gode muligheder for, at PLO og regionerne nu vil indgå i seriøse forhandlinger om at lave en ny overenskomst, som vil være acceptabel for begge parter, og som vil kunne skabe ro og rammer for en fremtidig udvikling af almen praksis. Den store blæst om almen praksis i foråret har været med til at tilvejebringe en stor mængde information til både politikere og embedsmænd, som har været med til at synliggøre omfanget af produktionen i almen praksis og nødvendigheden af en fortsat velfungerende primær sundhedssektor. Og almen praksis har vist, at vi er ansvarlige og ønsker forhandling.
Vi må leve med de nye lovændringer. De kan medføre nogle forringelser for almen praksis. På den anden side afvæbner de måske også en del af de konfliktområder, der har været mellem almen praksis og regionerne, hvilket kan øge mulighederne for fremtidige forhandlinger og forhåbentlig positive og fremadrettede aftaler. Det er ikke en lov, der entydigt tilgodeser regionernes ønsker.
Vi vil gerne opfordre til, at vi nu samlet bakker op om Bruno Melgaard Jensen, bestyrelsen og det nye forhandlingsudvalg og på den måde støtter op om deres bestræbelser på at få forhandlet en ny god overenskomst for almen praksis. Vi vil samtidig opfordre Danske Regioner til at indgå meget seriøst i både forhandlinger om en ny overenskomst, og i forhandlinger om en alternativ måde til at få en acceptabel udgiftskontrol i stedet for økonomiloftet. Det vil være et afgørende skridt for at opnå en væsentlig forbedring af forholdet mellem almen praksis og Danske Regioner. Det er vigtigt, at Danske Regioner nu viser, at skåltalerne om vigtigheden af almen praksis i et moderne sundhedsvæsen også har reelt indhold. Samtidig er det helt nødvendigt for at fortsætte udviklingen af almen praksis, hvilket er afgørende for både vores patienter og for begge parter.
Interessekonflikter: ingen
