Skip to main content

Tvang i psykiatrien

♠ Landsformand Ebbe Henningsen, Bedre Psykiatri - Landsforeningen for pårørende. E-mail: eh@bedrepsykiatri

15. mar. 2010
3 min.

I Ugeskrift for Læger (2010;172:411) plæderer formanden for Lægeforeningens etiske udvalg for brug af tvang over for nogle af de allersvageste psykisk syge.

Man kan spørge sig selv, om det er nødvendigt, at en psykisk syg skal så langt ind i et sygdomsforløb, at det til sidst bliver nødvendigt at tvangsmedicinere vedkommende i eget hjem. Hvad er gået forud? Hvilken forebyggende indsats har været sat i værk? Har den psykisk syge været i tilstrækkelig god behandling? Er der lavet en udskrivningsaftale eller en koordinationsaftale? Er familie eller netværk inddraget?

Hvis overgangen fra behandling til udskrivelse og indgangen til den kommunale socialpsykiatri var koordineret tilstrækkeligt, og hele netværket om den syge blev inddraget, ville det efter al sandsynlighed ikke blive nødvendigt med disse skrækkelige episoder, hvor politiet skal ud og hente stærkt psykotiske personer til tvangsmedicinering. Det er muligt med den lovgivning, der allerede er i dag, at hjælpe og lindre uden disse tvangsmæssige overgreb, som loven lægger op til.

Det handler med andre ord snarere om manglende kvalitet og sammenhæng i behandlingen af psykisk syge mennesker, når man nu taler om behovet for mere tvang. Og lad mig afslutningsvis tilføje: At det såkaldte tvangsprojekt sort på hvidt dokumenterede, at man kan nedbringe tvangen inden for psykiatrien med få og enkle midler - nogle steder med mere end 50%. I et moderne samfund, som det danske, er der brug for mindre tvang og ikke mere.

> Svar

Af Formand for Lægeforeningens etiske udvalg Poul Jaszczak, E-mail: poul.jaszczak@dadlnet.dk

Jeg ved ikke, hvad Dansk Psykiatrisk Selskab mener med, at jeg har forholdt mig »enkelt og ligefremt« til spørgsmålet om ambulant tvang. Lovforslaget blev, inden høringssvaret blev afsendt, forelagt Lægeforeningens ad hoc-arbejdsgruppe vedr. psykiatri, og det har været underkastet en grundig drøftelse i Lægeforeningens bestyrelse.

Ifølge lovbemærkningerne tager lovforslaget udgangspunkt i psykiatrilovsundersøgelsen fra 2005, hvor lovrevisionen fra 1999 blev evalueret. I undersøgelsen anbefales det, at der gives mulighed for at afprøve anvendelse af ambulant tvang. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der i Sundhedsstyrelsens referencegruppe for en undersøgelse og udredning vedr. tvangsforanstaltninger i psykiatrien fra 2009 var et flertal, der fandt, at der burde gives mulighed for tidsbegrænsede forsøgsordninger med afsluttende evaluering.

Lovforslaget, som både selve lovteksten og lovbemærkningerne er udformet, retter sig desværre meget klart mod en meget lille gruppe patienter, der har alvorlig psykisk sygdom, og som det har vist sig umuligt at fastholde i den nødvendige medicinske behandling efter udskrivelse fra psykiatrisk afdeling. Det har hidtil vist sig meget vanskeligt at yde denne gruppe patienter tilstrækkelig behandling og omsorg, fordi de ikke selv opsøger den netop på grund af deres psykiske sygdom. Jeg er enig med Ebbe Henningsen i, at de muligheder og vilkår, der er tilvejebragt og tilvejebringes i varetagelsen af de psykiatriske patienters tarv, er utilstrækkelige, og at de fortjener handling frem for snak.

Lægeforeningen er helt enig med Dansk Psykiatrisk Selskab i, at spørgsmålet er særdeles vanskeligt, og vi må konstatere, at der langtfra er faglig enighed om problemstillingen blandt psykiatere. Overvejelserne i Lægeforeningens Bestyrelse endte derfor med en beslutning om at anbefale, at der i en begrænset periode på foreløbig fire år med løbende evaluering skal kunne gennemføres ambulant tvangsbehandling eller tvungen efterbehandling efter udskrivelse.

Det ville være et løft af karat, hvis de relevante muligheder og tilbud var af et sådant omfang, at vi kunne undgå sådanne nødløsninger.