INTERESSEKONFLIKTER: ingen
Under medicinske nyheder skriver Christina E. Høi-Hansen 26. november med henvisning til en Cochraneoversigt [1], at NSAIDs til udvortes brug er effektivt. Reumatolog Mogens Pfeiffer Jensen anbefaler i en kommentar, at vi ændrer praksis, således at lokalt appliceret NSAID forsøges tidligt i behandlingen af slidgigt i hænder og knæ.
Jeg forstår godt, at man gerne vil forsøge sig med lokalbehandling, fordi systemisk NSAID-behandling medfører mange dødsfald på grund af ulcusblødninger og myokardieinfarkt. Imidlertid er det tvivlsomt, om lokalt appliceret NSAID har nogen effekt. Forfatterne af Cochraneoversigten gør ikke deres arbejde ordentligt. De har også tidligere publiceret et review af ringe kvalitet, af lokal NSAID-behandling til akutte smerter, hvor de bl.a. ikke tog hensyn til, at de selv fandt, at jo flere patienter, der var i forsøget, jo mindre var effekten [2]. Denne bias var stor og signifikant, og det er utilgiveligt, at man efter et sådant fund simpelthen bare tager et gennemsnit af alle forsøgene. Jeg har prøvet at vurdere litteraturen og nåede frem til, at det ikke er dokumenteret, at lokal NSAID-behandling har effekt, hverken til akutte eller kroniske smerter og heller ikke til slidgigt [3]. I alle tre reviews, som indgik i min oversigt, var der stor og signifikant bias i relation til størrelsen af forsøget [2, 4, 5].
Forfatterne skriver i den Cochraneoversigt, Ugeskriftet omtalte, at der er 23 placebokontrollerede forsøg, men de viser kun resultater fra ti af dem. De skriver også, at de ikke kunne få data fra firmaerne fra nogle af de største forsøg, der er lavet, og at »A substantial amount of data from unpublished studies was unavailable«.
Det går altså ikke, at man så ukritisk accepterer, hvad det passer firmaerne at publicere. NSAIDs er farlige og skal undgås så vidt muligt. Vi bør derfor altid forsøge, om paracetamol er tilstrækkeligt, selvom effekten er mindre end for NSAID-tabletter. Det giver jo ikke risiko for livstruende blødninger og myokardieinfarkt. Derimod aner vi ikke, hvad effekten af lokalt appliceret NSAID er, eller om der overhovedet er nogen.
-
Derry S, Moore RA, Rabbie R. Topical NSAIDs for chronic musculoskeletal pain in adults. Cochrane Database Syst Rev 2012;9:CD007400.
-
Mason L, Moore RA, Edwards JE et al. Topical NSAIDs for acute pain: a metaanalysis. BMC Fam Pract 2004;5:10.
-
Gøtzsche PC. NSAIDs. Clin Evid (Online). 28. jun 2010.
-
Lin J, Zhang W, Jones A et al. Efficacy of topical non-steroidal anti-inflammatory drugs in the treatment of osteoarthritis: meta-analysis of randomised controlled trials. BMJ 2004;329:324-6.
-
Bjordal JM, Klovning A, Ljunggren AE et al. Short-term efficacy of pharmacotherapeutic interventions in osteoarthritic knee pain: a meta-analysis of randomised placebo-controlled trials. Eur J Pain 2007;11:125-38.
> Svar:
Overlæge, klinisk lektor, ph.d. Mogens Pfeiffer Jensen, Reumatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. E-mail: Pfeiffer@aarhus.rm.dk
INTERESSEKONFLIKTER: Ingen
Tak til Peter C. Gøtzsche for hans interesse vedrørende brugen af lokal NSAID ved osteoartrose i forbindelse med min kommentar til det nyligt publicerede Cochrane review [1]. Vurdering af validiteten og kvaliteten af reviews, herunder Cochrane reviews overlader jeg trygt til Peter C. Gøtzsche. Behandlingen af osteoartrose er udfordrende, og den farmakologiske behandlingseffekt er generelt skuffende. Paracetamol og svage opioider bruges med dokumenteret, men svag effekt [2]. Systemisk NSAID har dokumenteret effekt på osteoartrose, men har hyppige og alvorlige bivirkninger som gastrointestinale blødninger og myokardieinfarkt, særligt efter 60-årsalderen, hvor osteoartrose jo typisk optræder. Jeg er enig i, at effekten af lokalt appliceret NSAID er tvivlsom, men det er veldokumenteret, at behandlingen er ufarlig [2]. Derfor synes jeg, det er en god ide at prøve behandling med lokalt appliceret NSAID, gerne kombineret med relevant træning og evt. vægttab (knæartrose) og ad den vej måske spare lidt på systemisk NSAID og bivirkningerne deraf.
-
Derry S, Moore RA, Rabbie R. Topical NSAIDs for chronic musculoskeletal pain in adults. Cochrane Database Syst Rev 2012;9:CD007400.
-
Knæartrose - Nationale kliniske retningslinjer og faglige visitationsretningslinjer. København: Sundhedsstyrelsen, 2012.