Ubrugelige tal om kræftoverlevelsen efter den danske kræftplan

Hans Henrik Storm et al har fundet, at overlevelsen er steget efter indførelsen af kræftplanen [1]. De undlader imidlertid at forklare, hvorfor dette ikke siger noget som helst om virkningen af kræftplanen [2, 3].

Hvis diagnosen stilles tidligere i sygdomsforløbet, f.eks. på grund af større opmærksomhed over for kræftsygdomme (eller på grund af øget screeningsaktivitet, som jo netop har til formål at stille diagnosen tidligere), vil overlevelsen fra diagnosetidspunktet automatisk bliver længere (lead time-bias). Når uret starter tidligere, bliver tiden med kræft længere, men det er ikke sikkert, at patienterne lever længere. Denne elementære fejl kunne forfatterne have undgået ved ikke at se på overlevelsen, men på den årlige dødelighed af kræft [3]. Man kunne måske tro, at de var komplementære, så dødeligheden var 20%, hvis overlevelsen var 80%. Det er de imidlertid ikke, fordi overlevelse regnes fra diagnosetidspunktet, hvorimod dødeligheden er uafhængig heraf. Man kan derfor godt opnå en treårsoverlevelse på næsten 100% (f.eks. hvis man stiller diagnosen tre år tidligere, end man plejer), men med en uændret dødelighed på 20% i samme periode.

Det andet problem er length-bias [2, 3]. Screening (eller øget diagnostisk aktivitet på grund af tiltagende bekymring i befolkningen) vil med større sandsynlighed fange flere langsomtvoksende end hurtigtvoksende cancere, da de har været til stede i lang tid. Disse ekstra cancere er ofte aldeles harmløse, fordi patienterne dør af andre årsager, før de giver symptomer. Overlevelsen stiger selvfølgelig, når man blander farlige cancere op med ufarlige. Dette problem kunne også være undgået ved at se på den årlige dødelighed af kræft (men så havde Storm et al jo næppe fundet nogen effekt af kræftplanen).

Kræftens Bekæmpelse [1] og kræftforskere har igen og igen i dagspressen påpeget, hvor dygtige vi er, fordi overlevelsen stiger. Denne misinformation bør høre op. Den giver god reklame og flere penge til kræftområdet, men går ud over behandlingen af mindre prestigefyldte sygdomme, da vi kun kan bruge pengene en gang. Man skal heller ikke undervurdere politikerne. På et møde på Nordjyllands Amtsgård i 2003 hørte jeg en kræftprofessor fortælle, hvor godt det gik med behandlingen af brystkræft, fordi overlevelsen i dag er meget bedre end overlevelsen for 50 år siden. Det fik en politiker til at hviske: »Nu bevæger vi os da vist væk fra det evidensbaserede!«

Den eneste betragtning, Storm et al gør sig om alt dette, er en kryptisk bemærkning om, at udviklingen i prostatakræft er påvirket af en stigende incidens pga. øget brug af test for prostataspecifikt antigen. De forklarer ikke, at deres valg af effektmål betyder, at deres tal er ubrugelige til at vurdere effekten af kræftplanen med.