Udkast til bekendtgørelse om genoptræningsplaner m.v. opfylder ikke sundhedslovens intentioner

Forslag til bekendtgørelse og vejledning har været i høring [1]. Den udsendte tekst er meget problematisk både mht. indsats, økonomi og patientrettigheder. Høringssvarene er primo august fortsat ikke tilgængelige, derfor dette indlæg. Det virker, som om bekendtgørelse og især vejledningen er udformet, som om genoptræning alene omfatter ældre med behov for generel genoptræning delvist uafhængigt af aktuel lidelse.

Efter sundhedsloven er det »en lægefaglig vurdering at afgøre, om der er behov for genoptræning eller ej«. En behovsvurdering må være knyttet til en vurdering af dokumentation for effekt og karakter af en mulig indsats. Det er katastrofalt, at der i udkastet til vejledningen anføres, at planen ikke må beskrive metoder eller varighed [2]. Fastholdes dette, giver det ingen mening at bruge lægelig tid på sygehuset til at udarbejde genoptræningsplaner, og hvad værre er: patienterne er ikke sikret en minimumsindsats. Det ville for medicinordination svare til at sige: Du har en sygdom, der giver sig udtryk i disse symptomer, og du skal have medicin. Aftal selv med apoteket hvilken medicin, hvilken dosering og hvilket mål der skal være med medicineringen.

Der er ingen tvivl om, at kommunerne besidder generel kompetence til fx genoptræning af ældre, men ikke for de generelle kirurgiske tilstande, som overføres til kommunalt regi. Patienterne er ikke sikret en fagligt baseret genoptræning men »en vurdering varetaget af den, som skal foretage genoptræningsydelsen«.

Der bør aftales standardforløb i sundhedsaftalerne. Med standardforløb sikres alle patienter den nødvendige indsats bedømt ud fra tilgængelig viden, og samtidig sikres kommunerne økonomisk mod glidning i omfanget af samlet indsats.

Teksten [1] angiver, at der »i forløb alene med egentræning« skal foretages en orientering til kommunen. Der er ingen faglig begrundelse for dette, og det er etisk ikke forsvarligt, at kommunen skal orienteres om alle tilstande, der medfører egentræning. Et forsigtigt skøn viser i øvrigt, at omkostningen til dette let kunne antage 5-10 mio. kr. på landsplan uden at forbedre indsatsen. Disse midler er bedre anvendt til aktiv indsats, når det er relevant med kommunikation.

En række spørgsmål bør besvares af Lægeforeningen, de videnskabelige selskaber og ministeriet:

• Hvilken garanti har patienterne for indsats, som svarer til de faglige standarder?

• Giver det mening at bruge lægetid på genoptræning, hvis karakter og omfang ikke må angives? Hvordan sikres, at de lægelige vurderinger indgår i genoptræningsforløbene?

• Hvorfor skal kommunen orienteres om alt?

• Hvorfor skal der ikke være krav til kommunerne om at starte genoptræning umiddelbart men alene krav om, at man skal tale med patienterne om, hvornår de kan starte?

Hvis reglerne iværksættes som beskrevet, kan læger alene sikre den nødvendige genoptræning for alle patienter ved at definere lidelserne som specielle, hvorefter indsatsen skal foregå i sygehusregi. Men dette var vist ikke intentionen med sundhedsloven.

Noter