Udredning og behandling af svimmelhed

Interessekonflikter: Mikkel Holmelund er medlem af bestyrelsen i Danske Øre-næse-halslægers Organisation (DØNHO) og næstformand i Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS).

I Ugeskrift for Læger (2011;173:724) gennemgår Mads Klokker status for undersøgelse og behandling af svimmelhed i Danmark. Det anføres blandt andet, at »..vi i Danmark kun har knap en håndfuld klinikker, hvor man interesserer sig for vestibulære fænomener...«. Det er desværre korrekt, hvis man tænker på øre-næse-hals-klinikker på de danske hospitaler.

Men Mads Klokker har tilsyneladende været blindt for, at vi i Danmark har ca. 150 praktiserende speciallæger, som dagligt undersøger og behandler et stort antal svimle patienter. Mange har en endog stor interesse for otoneurologi. Flertallet af de praktiserende øre-næse-hals-læger, har gennem de sidste 15-20 år jævnligt udbygget og opfrisket deres viden på efteruddannelseskurser arrangeret af blandt andet Dansk Selskab for Otololaryngologi, Hoved & Halskirurgi. Desuden har mange praktiserende speciallæger deltaget i internationale kurser, for eksempel på den årlige kongres arrangeret af det amerikanske otolaryngologiske selskab, ligesom en del speciallægeklinikker har anskaffet avanceret elektronisk undersøgelsesudstyr.

Når det gælder benign paroksysmal positionsvertigo (BPPV) findes der næppe en speciallægeklinik, som ikke praktiserer diagnosticering og behandling af BPPV, i det mindste i de posteriore buegange. Der udføres således op mod 15.000 repositionsmanøvrer pr. år i speciallægepraksis. Mange af disse følges op med hjemmeøvelser og vestibulær rehabilitering. Også en del alment praktiserende læger udfører i øvrigt Epleys manøvre.

Men vi har bestemt savnet hospitalsklinikker, der har interesse for otoneurologi og som i de heldigvis få behandlingsresistente og ukarakteristiske tilfælde kan tilbyde yderligere diagnostik og behandling, f.eks. som i det aktuelle tilfælde med Epleystolen.

> Svar:

Overlæge Mads Klokker, Øre-, næse- & halskirurgisk Klinik, Rigshospitalet. E-mail: klokker@rh.dk

Interessekonflikter: Bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Otolaryngologi, Hoved- og Halskirurgi (DSOHH).

Praktiserende øre-næse-hals-læge Mikkel Holmelund (MH) takkes for kommentaren til statusartiklen for undersøgelse og behandling af svimmelhed i Danmark (Ugeskr Læger 2011;173:724).

MH har helt ret i, at mange af landets ørelæger udretter et stort arbejde i behandlingen af svimle patienter specielt med posterior paroksysmal positionsvertigo (BPPV), sådan som det nævnes i kommentaren. Dette klares ofte til patientens store tilfredshed.

Imidlertid udgør BPPV (inkl. de sværere behandlelige undertyper) kun 25% af al svimmelhed. Således har mere end 75% en anden årsag til svimmelhed end BPPV. Disse patienter, hvoraf en hel del lider af ofte mere komplicerede former for svimmelhed, kræver en langt mere dybdegående undersøgelse og behandling, foruden at de ofte også har massive psykosociale problemer, der kræver håndtering. Det citerede er taget ud fra en anden sammenhæng end BPPV, som først omtales senere i statusartiklen. Umiddelbart forinden det citerede står: »Behandlingen burde ledsages af vestibulær rehabilisering, dvs. fysioterapeutiske og psykologiske øvelser samt involvering af sociale myndigheder«.

I Danmark varetager kommunerne generelt diverse former for rehabilitering, men selv i udkast til »Vejledning til rehabilitering i det kommunale system« af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som i disse dage rundsendes til høring hos specialeselskaberne, nævnes vestibulær rehabilitering ikke.

De få hospitalsafdelinger, der håndterer vestibulære lidelser, har desværre alle lange ventelister. På Rigshospitalet får vi henvist svimle patienter af meget varierende kompleksitet fra hele landet, men hovedsagelig fra Region Hovedstaden. Det er desværre slående, hvor mange af disse patienter, som har haft deres svimmelhed i endog flere år. Ofte erkendes disse patienter ikke at have psykosociale problemer ud over en patofysiologisk komponent. Samfundet har store udgifter til sygedagpenge og pensioner til denne gruppe mennesker, ligesom mange af dem betaler en høj pris for langvarig sygdom ofte med tab af arbejde og status samt nogle gange også skilsmisse og social deroute.

Vi skylder disse patienter en bedre behandling end det, behandlingssystemet tilbyder i dag. En opprioritering af behandlingstilbud til vestibulære lidelser er således ønskelig.