Umiddelbar computertomografisk kolografi efter mislykket standardkoloskopi

Med en vis tøven vover jeg at kritisere Brisling et al [1], da emnet er svært [2]. Ideen er straks at lave computertomografisk kolografi (sCTK) ved »inkomplet« koloskopi (iK). De praktiske fordele er klare, men hvad med de kliniske? Hvilke af de 50 iK-patienter må formodes at have haft gavn af sCTK og hvilke ikke? Svaret savnes, men det slår en, at der hos syv patienter var væsentlige, uventede fjernfund (cancer, aneurisme og ureterblok). Alene det kunne tippe vægten til fordel for sCTK ved iK, uanset lidt plus-minus i polypregnskabet (hvad siger økonomien?). Og med disse bastante »bifund« hvorfor ikke overveje at gå direkte til computertomografisk kolografi (CTK)?

Tit indicerede sCTK en gentagelse af koloskopien (gK) ved en overlæge, evt. foretaget i anæstesi. Facitlisten var »en ny endoskopi eller kirurgi« (nEK). Rimeligt nok metodologisk set, om end lidt strengt for patienten. Mon ikke nEK blot er gK + operationsfund? Jo, åbenbart. Ergo ignoreres falsk-negative CTK'er. Et sådant studie uden total og uafhængig facitliste kan være berettiget, men at den anklagede dermed får lov at udpege sagens vidner, forbigås i tavshed. »Formodes« skrev jeg, men det er selvsagt ikke nok at formode, hvad forløbet havde været uden sCTK. Tab og gevinst må opgøres i et randomiseret forsøg med sCTK vs. gængs praksis. Også denne pointe sejler artiklen forbi med slukkede lanterner.

• Tabel 1 i artiklen [1], hvor man sammenholder sCTK med nEK, leverer et til overflod meningsløst kappa:

• I strid med kappas logik er den ene test (nEK) kun udført, hvis den anden (sCTK) talte herfor.

• Kappa er gearet til ligeberettigede test eller bedømmere ikke til tjek af test mod facitliste. Her er udsvingene jo »bipolære« (over- og underdiagnoser).

• Uden nogen forklaring benyttes et miks af polyp- og patientantal. Metodeartiklen [2] er ikke letlæst, men undsiger den slags miks.

• Selv om kappa = 0,90 var regelret udregnet, hvad ville det så sige om fordele og ulemper ved sCTK? Og hvad glæde har man så af sikkerhedsgrænser?

• Ydermere får vi et vægtet kappa, uden at vægtene anføres, endsige begrundes, ligesom polypper omtales som formodede eller oversete uden angivelse af, hvilken fase af programmet der sigtes til. Artiklens tal synes heller ikke at stemme.

Til slut derfor blot et par ord om populationsafgrænsning: 1) Ifølge det prospektive paradigme bør de 50 iK-patienter alle indgå i vurderingen, også de syv, der blev udeladt, da sCTK var mislykket. De har jo følt sCTK på deres krop. Og prospektivt var det ukendt, hvem af de 50 det ville ramme. 2) Hos to svagelige patienter afstod man fra at tjekke et sCTK-polypfund. Var der mon ikke også sCTK-polypnegative, hvor man ville have gjort det samme, ifald de var fundet polyppositive? Disse svagelige udgør et særskilt - prospektivt genkendeligt - klinisk problem, nemlig koloskopibehov hos en patient, hvis tilstand gør ikkeakut patologi irrelevant. Så de burde opgøres særskilt.