Vi er på vej tilbage til den præantibiotiske æra!

Blandt det 20. århundredes største landvindinger er udviklingen af antibiotika. Som ved et trylleslag blev det muligt at tage kampen op mod sygdomme, som ellers tidligere havde været ensbetydende med lidelse, misdannelse og død.

Men det, der engang kunne betragtes som nærmest et mirakelmiddel, er i dag under voldsomt pres. Multiresistente superbakterier truer patientsikkerheden, og patienter, der tidligere kunne behandles, risikerer nu at dø af banale infektioner. Alene i Europa dræber resistente bakterier 25.000 personer årligt og estimeres at koste de europæiske sundhedsvæsener 1,5 mia. euro.

Ti mio. dødsfald pga. bakterier

Og det går kun én vej. Nye beregninger viser, at bakterier vil være skyld i 10 mio. dødsfald på verdensplan frem mod 2050 og koste verdensøkonomien op mod 100 billioner USD!

Alvoren er ved at vinde genklang internationalt. WHO har udråbt området til at være et af de væsentligste indsatområder, og verdens største offentligt-private forskningssamarbejde: Innovative Medicines Initiative, har søsat New Drugs 4 Bad Bugs-programmet med det formål at stimulere udviklingen af nye antibiotika. På G8-topmødet i juni var truslen fra resistente bakterier ligeledes på dagsordenen.

I USA har præsident Obama lanceret en national handlingsplan mod bekæmpelse af antibiotikaresistens, ligesom Europa-Kommissionen har offentliggjort en handlingsplan og vedtaget en række forslag for den fortsatte bekæmpelse af resistente bakterier. I Norden har Nordisk Råd i en årrække haft antibiotika højt på dagsordenen med One Health-initiativet: en fælles nordisk platform, der tager udgangspunkt i sammenhængen mellem sundhed og sygdom i dyr, mennesker og miljøet. Senest er de nordiske sundheds-, fødevare- og landbrugsministre gået sammen om at fremme udvekslingen af de nordiske erfaringer og derigennem sikre en optimal fælles europæisk indsats på området.

Tidligt nordisk fokus

Vi kan i Norden bryste os af tidligt at have haft fokus på resistensproblematikken. Men problemets art og voksende omfang gør, at det, der var godt nok i går, ikke er godt nok i dag. En ny opgørelse fra Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet har vist, at antallet af infektioner med antibiotikaresistente VRE-bakterier er seksdoblet i perioden 2012-2014. Blandt de endnu mere faretruende CPE-bakterier, som kun få eller ingen antibiotika længere kan slå ned, er set en fordobling fra 2013 til 2014.

Vi er nødt til at parkere enhver form for silotankegang og i stedet at samarbejde på tværs og løfte i flok, hvis vi vil undgå en ny præantibiotisk æra. Derfor skal vi involvere alle relevante sektorer fra sundhed, forskning og industri til veterinær, landbrug og miljø.

Listen over indsatsområder er lang og spænder bredt. Et relevant sted at starte kunne imidlertid være i de fælles nordiske ønsker til en optimal indsats mod antibiotikaresistens, herunder at stoppe brug af antibiotika til forebyggelse af sygdomme blandt produktionsdyr, at støtte samarbejde mellem sundheds- og veterinærsektorerne, at involvere industrien, at styrke overvågning og indsamling af data til brug for forebyggelse af infektionssygdomme, at begrænse det samlede antibiotikaforbrug og fremme brug af smalspektrede antibiotika samt at forbedre forebyggelse og kontrol af antibiotikaudslip i naturen.

Der skal sættes skub i udviklingen af nye effektive antibiotika, som det sås i 1940’erne med udbredelsen af penicillinkuren. Det er en udvikling, som på sigt vil være helt afgørende for bekæmpelsen af de resistente bakterier. Det kræver en fortsat satsning på klinisk forskning, og at man fra sundhedspolitisk side er med til at sætte fokus herpå. Og det vil blomstre, hvis der introduceres nye incitamentstrukturer, eksempelvis i form af mere effektiv markedsadgang.

Multiresistente bakterier bør prioriteres langt højere, end de bliver i dag. Får vi ikke adresseret problemet, vil der i 2050 dø flere af resistente bakterier, end der i dag dør af kræft. En virkelighed, der synes at være hentet fra fortiden. Derfor bør emnet få topprioritet ikke kun på den sundhedspolitiske dagsorden, men på den brede politiske dagsorden – i Norden såvel som internationalt.

Det kan næsten kun gå for langsomt!