Vi mangler fokus på det allervigtigste

Efter offentliggørelse af de seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP)-rapporter, som igen viser meget få ændringer fra de foregående år, sættes vi atter under pres for at forbedre de mindre gode indikatorer, ikke mindst på afdelinger, som ved benchmarking hænger bagud. Endnu en gang bedes vi om målrettet at arbejde på forbedring af den patientoplevede tilfredshed og opfyldelsen af en række procesindikatorer knyttet til diverse politisk bestemte garantier. Hvor skal vi som sundhedsprofessionelle tage fat – og hvor skal vi ende, når alt angives som lige vigtigt? Hvordan skal vi som afdelinger og hospitaler bevæge os målrettet fremad, hvis ingen kan oplyse, hvad der er det vigtigste? Selv om det hele angives som vigtigt, bliver vi som medarbejdere ramt af demotivation og svigtende trækkraft, hvis ledelsen ikke kan anvise det ”allervigstigste”.

Læger er oplært i triagering

For lægen er det allervigtigste at nå frem til den rette diagnose til rette tid for derefter at kunne give den rette behandling. Ved ”rette tid” mener jeg i denne sammenhæng, at evt. forsinkelse af forløbet ikke påfører patienten tab af liv eller velfærd. Vi er som læger oplært i visitation og triagering, og vi ved, at ikke alle patienter kan ”komme først”, men må prioriteres efter risiko for tab af liv eller velfærd.

Af de hundredvis af parametre, som måles og dokumenteres på hospitalerne, er der stort set ingen, som måler ”den rette diagnose til rette tid”. Det kan være, fordi denne parameter ikke er helt ligetil at måle, men skal måleteknisk lethed i sig selv være styrende for, at så mange mindre vigtige parametre måles? Når jeg taler med politikere og administratorer om dette, synes disse at tage for givet, at ”fagligheden er i top”, altså at diagnosen er korrekt, når patienten er set af lægen. Det ville selvfølgelig være skønt, men som læger er vi pinsomt bevidste om, at det desværre alt for ofte ikke er tilfældet. Alligevel måles og bedømmes vi år efter år på, om diagnosen, korrekt eller forkert, er stillet inden for en måned, om patienten har fået indkaldelsen senest to dage efter, at henvisningen er sendt, om patienten er tilfreds med informationen etc.! At diagnosen er korrekt og behandlingen relevant, tages for givet.

LUP-flashes

Når organisationer bliver ved at måle og præsentere sådanne data for medarbejderne, vil disse før eller siden forsøge at opnå bedre resultater på de målte parametre, selv hvis disse er mindre vigtige og primært valgt, fordi de er lette at måle. Faren er, at medarbejdernes fokus dermed flyttes fra det livsvigtige til det mindre betydningsfulde. For os kan det ende med, at vi hellere vil have tilfredse patienter frem for korrekt behandlede patienter. Hvis vore politikere, regioner og direktioner hele tiden ”flasher” LUP og behandlingsgaranti, er det dét, at sygehusene bliver gode til.

Jeg vil som læge selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for, at patient og pårørende er tilfredse med min behandling, uanset om det måles eller ikke måles, men det kan aldrig blive det vigtigste. I neurologien stiller vi ofte diagnoser, som medfører kørselsforbud, men på trods af korrektheden bliver patient og pårørende ofte vrede og utilfredse. Når vi må fortælle den funktionelle patient, at vi ikke finder noget organisk grundlag for symptomerne, bliver patienten ofte vred eller utilfreds og vil ses af en anden og ”bedre” neurolog, selv om vores diagnose er korrekt. Omvendt møder vi jævnligt patienter, som har været ovenud tilfredse med læger, som har stillet åbenlyst forkerte diagnoser og har givet i bedste fald uvirksom behandling.

Det allervigtigste – ”den rette diagnose til rette tid” – skal være det, vi måles på, og som skal stå øverst på ”scorekortet”. Kombineres dette med passende metodefrihed, vil vi kunne genfinde den motivation og gejst, som har været alvorligt udfordret af de seneste årtiers politiske processtyring og New Public Management-praksis.