Vi skal huske dem, som ikke klarer kampen mod kræften

I en leder den 12. november 2018 skriver Jesper Fisker om de store fremskridt, som er sket indenfor kræftudredning og -behandling, og som har medført forbedret og forlænget overlevelse. Han nævner f.eks. at femårsoverlevelsen for lungekræft er gået fra 7% til 15%. Der er ingen tvivl om, at det er en vigtig historie.

Men vi må ikke glemme de sidste 85% af patienterne. Glemmer vi dem, som dør? En gang om året samler Kræftens Bekæmpelse forskningsmidler ind via Knæk Cancer på TV2. I disse programmer hører man om patienter, som kæmpede imod kræften og vandt. Vi griner og græder med dem. Dette er vigtige og gode historier. Men glemmer vi, at der sidder mange efterladte, som har mistet dem, de elskede, og som også kæmpede, men alligevel døde?

Hvis vi kun vurderer kvaliteten af kræftudredning og -behandling ud fra overlevelse, glemmer vi, at for mange patienter er det vigtigste kvaliteten af, hvordan livet leves – trods livstruende uhelbredelig sygdom. Vi kan også risikere at glemme de efterladte, der lever videre med oplevelsen af kvaliteten af deres kæres behandling og pleje i den sidste del af livet.

I lederen nævnes palliation ikke med et eneste ord. Når Jesper Fisker skriver »Den danske kræftbehandling er bedre end sit ry. Med nysgerrighed og data skal faget drives fremad«, er vi enige. Men vi vil også gerne understrege, at der i kræftplanerne er indskrevet en forventning om palliation til alle, der har behov, og et krav om, at palliation udbygges, både på basalt og specialiseret niveau, således at uligheden i de nuværende tilbud fjernes. Der mangler stadig meget, før disse forventninger er opfyldt.

At tale og skrive om, hvordan vi kan bedre kræftbehandlingen kræver, at vi også tør tale om, at 85% af patienter med lungekræft – og dem med mange andre diagnoser – dør af deres sygdom. Hvis vi skal fortsætte den gode udvikling indenfor udredning og behandling af patienter med kræft, skal vi også fortælle den gode og vigtige historie, at vi kan lindre meget af lidelsen både for dem, der skal dø, men også for dem, der skal leve videre.

De patienter, som kæmper og alligevel dør af deres sygdom, fortjener også vores opmærksomhed, vores faglighed, vores forskning.

Den nuværende situation indenfor specialiseret palliation er præget af kapacitetsproblemer med mange cancerpatienter, som dør på ventelister uden at modtage et palliativt tilbud, med alt for få anerkendte fagområde-specialister og en katastrofal mangel på mulighed for at uddanne sådanne.

I forlængelse af Jesper Fiskers ord »Nyindretning af sundhedsvæsenet er en del af løsningen, hvis vi skal imødegå ulighed i kræft og få gode resultater for alle«, vil vi gerne tale for, at nyindretningen sikrer, at sundhedsvæsenet i større grad også tilgodeser dem, som ikke klarer kampen mod kræften, og at vi indretter vores sundhedsvæsen til også at se, høre og respektere dem og deres pårørende.

Læs Jesper Fiskers svar her